“De eneste møbler, jeg tog med mig, var min seng og det her bord”: Celestine er flyttet i en container

Hun hælder mandelmælk i kaffen, som hun altid gør. Ikke fordi hun er imod komælk, men fordi hun er vegetar, og alt andet end plantebaseret mælk “ikke føles rigtigt”. Det skal føles bedst i hendes krop. Derfor drikker hun mandelmælk.

Ni måneder tidligere pakkede 43-årige Celestine Elisabeth Andersen sine ting og forlod en toværelseslejlighed på Christianshavn i det indre København til fordel for Refshaleøens idyl. I en container. På 23 kvadratmeter. På vandet. Til 11.000 om måneden. Hun ved godt, at nogle ryster på hovedet. At det virker ekstremt at flytte i en container i stedet for en lejlighed. Men for Celestine handler det om noget andet end komfort. Det handler om nærvær, enkelhed – og eventyrlyst.

“Jeg kunne ikke rigtig finde mig til rette i, er det så bare det? Skal vi gå en A-B-C vej i livet, hvor det hele er lagt på forhånd?”

_{^{Hvor meget plads har voksne københavnere?}}

Statistik fra 2024 viser, at den gennemsnitlige person mellem 30-59 år i Københavns Kommune bor på 93,1 kvadratmeter. Pr. person er det 41,7 kvadratmeter. 

Kilde: “Boligredegørelsen 2024”, kk.dk, oktober 2024 

Eventyr i dybderne 

Lysten til eventyr, modige beslutninger og utraditionelle leveveje fylder meget hos Celestine. Det samme gør tankerne om, hvordan man allerhelst vil leve livet, hvis man selv kunne bestemme. De er til stede, når man mærker efter og er ærlig overfor sig selv. De er til stede, når man føler, man vil noget andet end sine jævnaldrende. Drømmene og ambitionerne med livet bredte sig ind i Celestines sind, da hun som 18-årig var i færd med at afslutte sin HF. Ung og vild mindede hun på mange måder om sine venner med fest og druk. Men efterhånden som tiden gik, og tankerne om fremtiden blev større, kom hun frem til en erkendelse, som sidenhen har vist sig livsændrende:

“De indre spørgsmål begyndte at komme, som hvad jeg skal med mit liv. Jeg havde ikke lyst til at gå de klassiske, normale veje; det sagde mig ikke rigtig noget at få en uddannelse, som skulle føre mig videre ud i erhvervslivet. Jeg havde lyst til eventyr.” 

For hende handlede det ikke kun om den ydre verden. Det handlede også om at gå på opdagelse i den indre. Allerede fra en tidlig alder begyndte hun at tænke over livets dybere mening. 

“Jeg var vildt nysgerrig som barn. Jeg havde spørgsmål, som hvad der sker, når vi dør, og hvad meningen med livet er,” fortæller hun. 

Og interessen for det blev ikke mindre. Ikke nok med, at hun ikke ønskede at gå den klassiske vej med uddannelse, så tog hun flere radikale valg, der pegede i retning af, at livet i højere grad skulle ses som et eventyr snarere end en søgen efter at passe ind i en boks med alle andre jævnaldrende.

“Jeg kunne bare mærke, at det ikke siger mig noget. Jeg ville noget andet. Så jeg tog jo nogle ret radikale valg. Jeg holdt fuldstændig op med at drikke alkohol, og jeg blev vegetar og rejste til Indien,” lyder det ivrigt fra Celestine.

19 år og klar til at søge hen imod en tilværelse, som hun mere kan se sig selv i. Men i samme ombæring, som hun pakkede rygsækken med kurs mod Indien, gik hendes forældre fra hinanden. En brydningsperiode, der for et ungt menneske kan skabe tvivl, splittelse og sårbarhed. Men ikke for Celestine, “Jeg havde travlt med mit eventyr”, som hun sikkert udtrykker det. Lige som med mandelmælken i kaffen. Hun ved, hvad hun vil, og så gør hun det bare. Uden så meget betænkningstid. 

I København stødte unge Celestine på en yogaskole, der havde tilknytning til steder i Indien, hvor det spirituelle, meditationen og en længsel efter at mærke tingene i sig selv var i fokus. Og det blev hun bidt af. Fra start.

Og i dag, godt og vel 23 år senere er dommen klar: “Det var helt fantastisk. Det har ændret hele mit liv.” 

I den blå container mediterer Celestine stadig på sengen, hvis hun er stresset. Men i dag er hendes tilgang til spiritualitet en anden end tidligere. Hun er ikke lige så optaget af den rutineprægede del af spiritualiteten, hvor man står tidligt op og folder yoga-måtten ud. I stedet fokuserer hun på at være til stede i nuet. Det gør hun for eksempel, når hun med musik i ørerne cykler mod indre by, eller når hun på et større plan går den vej, der føles rigtig. 

Belønningen ved at følge sig selv 

“BE AS YOU ARE,” står der med store sorte bogstaver på en af bøgerne i stakken. De er opstillet langs væggen ved siden af det lille køkken. Uden opvaskemaskine. Og ved siden af sengen, et skridt væk. Uden TV. Når man står ved døren med det lille skibsvindue, der ligner noget, Jack Sparrow kunne have spejdet ud af i Pirates of The Caribbean, og kigger ind, så føles alt overskueligt og let. Alle møblerne er indenfor ens synsfelt, og materielle ting, som en opvaskemaskine og et fjernsyn, er skåret væk. Her er hverken overflod eller pynt — kun det nødvendige og det, der har betydning. Og det med at fare vild, det skal man nok ikke være synderligt bekymret for.

“Når jeg vågner op, kan jeg gå fem skridt. Så kan jeg gå derover og lave en kop kaffe, så kan jeg gå fem skridt herud og tisse. Mit liv er jo bare en lille firkant. Det gør det bare ufatteligt simpelt,” siger Celestine. 

At leve autentisk kan sommetider gøre, at man i en alder af 43 år ender i en blå container omgivet af turkisblåt vand, husbåde og en så minimalistisk indretning, at nogle af de eneste møbler er en seng, sofa og et køkkenbord. 

Men hvor startede tanken om Refshaleøen? 

Den kan spores helt tilbage til toværelseslejligheden på Christianshavn, som hun fremlejede. Hun havde den i fem år gennem et ægtepar. Men så skulle de selv bruge lejligheden, hvilket satte gang i Celestines refleksioner om, hvad hun så ville. Og om hun havde modet til at gøre det. 

Refshaleøen. Med den friske luft, vandet, der glimter, når solens stråler reflekteres i det, og de mange blå containere. 

Hun havde en følelse af, at der efter Christianshavn skulle ske noget nyt. Den samme eventyrlyst, hun følte som ung, og som hun måske altid havde haft i sig, blussede op i hende.

Livet i den lille container gav hende ikke kun eventyr. Den gav hende også ro. For hun var nødt til at skille sig af med mange af sine ting for at kunne bo på så lidt plads. Og omgivelserne forvandlede sig fra byliv til “en masse himmel og vand”, som hun nu kunne vågne op til hver morgen. 

“At flytte herud har givet mig en bekræftelse af, at når jeg tør følge det, jeg brænder for, er belønningen kæmpestor," fortæller Celestine. 

Hun syntes selv, det var et vildt valg at flytte ud i en blå container på 23 kvadratmeter. Det var en så anderledes måde at leve på. Hun tænkte over, hvad andre mon ville tænke, men mærkede samtidig en kæmpe glæde. En kæmpe glæde over at gøre det, hun dybest set havde lyst til. En glæde over roen, friheden og at gå sin egen vej. 

43-årig havnet i kollegiemiljø 

I containeren mærkes en let vind. Et stort vindue står på klem ovre ved sofaen og suger friskhed ind i rummet. Hvis man bare går et skridt frem fra sofaen, falder man nærmest direkte ned i vandet et par meter under containeren. 

På væggen hænger en plakat med ordene “Love is the bridge between you and everything”. Et Rumi-citat, der føles som et omdrejningspunkt i Celestines verden – enkelt, men altomfattende. Bogstaverne er falmede af solen, men budskabet står klart - kærlighed som forbindelsen mellem alt. Under plakaten sidder en lille bronzefarvet frø, rolig og ubevægelig, som om den holder vagt over rummet. 

I dag arbejder hun som selvstændig psykoterapeut og parterapeut. Det startede hun med for 15 år siden. Hendes virksomhed hedder Edens Have.

“Et af mit livs formål er helt klart at have det arbejde, jeg har, hvor jeg hjælper så mange mennesker. Det gør mig inderligt lykkelig at lave det, jeg laver.” 

De rolige omgivelser på Refshaleøen styrker hendes kreativitet i hendes arbejde. Hun kan lide følelsen af at sidde ved det lille køkkenbord og taste på computeren med udsigt over vandet og den åbne himmel.

Som selvstændig er økonomien svingende fra måned til måned: 

“Nogle måneder er alt godt, og andre måneder er det tight. Så jeg kan godt mærke, at jeg skal tjene flere penge for at få det hele til at løbe rundt,” siger Celestine. 

Til trods for den månedlige husleje på 11.000 kroner føler hun sig indvendig “mere rig, end hun nogensinde har gjort”. 

Men. En bolig på 23 kvadratmeter medfører naturligvis ikke blot kreativt arbejde, indre rigdom og “en følelse af eventyrlighed og muligheder”. Og selvom det at leve så småt og skille sig af med så meget var noget, Celestine ifølge hende selv “fandt ro i", så giver et rum med et træbord, en halvsofa og en seng for enden af rummet, ikke just plads til meget.

“Jeg har ikke plads til at holde store middage eller have overnattende gæster. Så der er nogle konsekvenser,“ fortæller hun. 

Hun har vænnet sig til det. Til en tilværelse, hvor det nødvendige er skåret ind til benet, og at mulige middage må foregå et andet sted. Men udenfor hendes hjem åbner verden sig igen. Her er der mere end 23 kvadratmeter. En gårdhave. Og en kælder med plads til cykler, 13 styks. Et vaskerum, hvor snavset tøj og håndklæder placerer sig. Og et fællesareal, hvor der både er bordtennisbord, elkedel, sofa og fælleskøkken. Her er en ånd af ungdommen, som taget ud fra et roligt kollegiemiljø. Men Celestine er her også.

“Først tænkte jeg, at jeg ikke kunne bo her, når jeg ikke er studerende. Jeg kontaktede dem, der står for hele det her område, og var sådan: ‘Hej, kan en 42-årig selvstændig terapeut komme i betragtning?’ Og så skrev de til mig på mail, at de lige havde lavet nogle af boligerne om til ikke-studerende.” 

I januar 2025 flyttede hun ind. 

"Det har ikke været min drivkraft at lede efter det der traditionelle liv” 

Har du børn? Vil du blive boende? Hvad med fremtiden? Spørgsmålene hober sig op, når Celestines historie bliver fortalt. 

“Det har ikke været min drivkraft at leve det der traditionelle liv og få en fast partner og børn. Jeg har dog været i flere lange parforhold og haft bonusbørn. Så jeg er stadig åben over for, hvad livet vil bringe,” fortæller hun. 

Fremtiden er lige så åben som himlen over containeren. For Celestine er det svært at sætte ord på, hvor hun er om X antal år. For hendes måde at leve livet på er som hendes spiritualitet: gennem tilstedeværelse i nuet. Hvad der er sandt for hende i dette øjeblik, kan se anderledes ud i fremtiden. Som hun selv udtrykker det: 

“Jeg har altid været meget åben for forandring og bevægelse, så jeg er sikkert et helt andet sted om ti år. Men jeg aner ikke hvor.” 

Det samme gør sig gældende for den container, hun vågner op i hver morgen og går i seng i hver aften. Hvad hvis hun får en kæreste, og hvad hvis hun ikke gør - vil hun på sigt flytte, eller vil hun blive?

“Jeg har ingen fremtidsplaner,” siger Celestine. Ingen femårsplan, ingen mål, ingen krav. Blot lysten til uden videre at leve det liv, hun har lyst til. Med eventyr, oplevelser og alt, hvad der hører med. 

Kaffen er blevet kold. Mælkeskummet har lagt sig som et tyndt lag på overfladen, men Celestine virker upåvirket. Hun har allerede talt sig selv hjem. Hun lever, som hun taler – kompromisløst, bevidst, uden hensyn til, hvad der forventes. Mulighederne er mange, men det lever hun fint med. Containeren bliver nok skiftet ud med noget andet indenfor en overskuelig fremtid; hun ved bare ikke hvad. Og måske er det netop pointen. Hun har fundet roen – men kun, så længe den er i bevægelse.