DEL 2: Fra anmelder til algoritme - Når alle kan anmelde

I begyndelsen af 2025 skabte popartisten Saint Clara debat, da hun i en Instagram-story skrev, at visse musikanmeldere gav hende “incel vibes” og samtidig frabad sig anmeldelser af hendes koncerter. 

Udtalelsen blev hurtigt mødt med kritik fra samtlige musikmedier herhjemme og udløste en bredere debat om anmelderens rolle og legitimitet. 

Saint Clara undskyldte senere for formuleringen, men sagen satte ord på en konflikt, der længe har ulmet under overfladen: For mange artister og deres PR er musikkritik ikke længere et kvalitetsstempel, men en potentiel risiko for det narrativ, de selv ønsker at kontrollere.

Tendensen viser sig blandt andet ved nægtede presseakkrediteringer, restriktive fotokontrakter og kunstnere, der aktivt frabeder sig anmeldelser. 

Ikke nødvendigvis fordi kritikken er irrelevant, men fordi den ikke længere passer ind i en stramt styret kommunikationsstrategi, hvor publikum, sociale medier og algoritmer i stigende grad har erstattet den klassiske anmelder som autoritet. 

GAFFAs tidligere chefredaktør Ole Rosenstand Svidt beskriver det som “en ny tendens”, hvor “musikere vil ikke anmeldes”, og understreger samtidig, selve præmissen ved at konstatere at: “Anmeldelser er skrevet til læserne, ikke til de musikere, der bliver anmeldt.”

Mindre spalteplads - mere kultur

Selvom musikanmelderen ikke længere har den autoritet, som prægede kritikkens guldalder fra 1960’erne og frem til internettets gennembrud, er interessen for kultur ikke nødvendigvis faldende. 

Ifølge Danmarks Statistiks Kulturvaner i 60 år (marts 2025) er danskerne i dag mere kulturelt aktive end tidligere generationer, og kulturforbruget har aldrig været mere mangfoldigt. Art Music Denmark-rapporten, som vi beskrev i Del. 1, dokumenterer et markant fald i mængden af musikjournalistik i de store dagblade. 

Tallene peger på en strukturel krise, men de rejser også nye spørgsmål. For som musikjournalist Sune Anderberg påpeger, siger rapporten i sig selv ikke noget entydigt om kvaliteten af den journalistik, der stadig bliver lavet. 

Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvor meget musikjournalistik der findes, men hvilken rolle den spiller i en offentlighed, hvor opmærksomhed i stigende grad styres af platforme og data.

Nete Nørgaard Kristensen, der er kulturforsker på Københavns Universitet, peger på, at udviklingen ikke nødvendigvis er kulturel afvikling, men en forskydning i, hvor og hvordan samtalen om kultur foregår. 

“Digitale platforme, nichemedier og algoritmestyrede anbefalinger har fragmenteret den fælles kulturelle offentlighed og udfordret anmelderens rolle som gatekeeper.”

Dermed markerer internettets gennembrud ikke et opgør med kulturjournalistikken, men et skifte i dens funktion og rolle fra samlende autoritet til en stemme blandt mange.

Netop dette paradoks er omdrejningspunktet for et nyt initiativ på Constructive Institute, hvor Kaj Højvang, er udnævnt som én af tre “Kultur Explorers”. 

Opgaven er at undersøge, hvorfor danskerne i stigende grad strømmer til museer, koncerter og teatre, mens mange medier samtidig oplever faldende interesse for journalistisk kulturdækning og lukker kultursektioner og -programmer på stribe. 

“Jeg genkender problemstillingen fra min tid på TV 2, hvor jeg oplevede, at kulturstoffet gradvist gled i baggrunden eller blev slugt af andre programmer,” udtaler Højvang omkring sin motivation for at indgå i projektet.

Da internettet ændrede anmelderens rolle

Da internettet slog igennem i slutningen af 1990’erne, ændrede det ikke kun musikdistributionen, men hele det landskab, musikkritikeren havde befundet sig i siden rockens ungdom. 

Den klassiske anmelderrolle som vejviser i en verden af knaphed blev udfordret af en virkelighed, hvor musik var uendeligt tilgængelig og ofte gratis. 

Med lanceringen af den ulovlige fildelingstjeneste Napster i 1999 blev musikken pludselig frit tilgængelig globalt og udfordrede både pladeselskaber og de traditionelle distributionsveje.

Ole Rosenstand Svidt, tidligere chefredaktør på GAFFA, peger på, at udviklingen ændrede anmelderens position fundamentalt:

 “For 20–30 år siden havde musikanmelderne den fordel, at de var nogle af de få, der fik lov at høre musikken, før den udkom. Det gav dem en slags ‘kanariefugl i kulminen’-rolle og en særlig autoritet. Den har vi ikke på samme måde i dag.” 

Når musikken udkommer digitalt og kan høres af alle med det samme, svækkes den eksklusive adgang, der tidligere legitimerede anmelderens rolle.

Fra anmelder til fællesskab: Når alle kunne mene noget

I 2000’erne vokser digitale fællesskaber frem, hvor fans deler anbefalinger, genopdager glemte udgivelser og sætter gang i mikrobevægelser. Pitchfork, grundlagt i 1995, fik ifølge Sune Anderberg, musikjournalist hos Weekendavisen, afgørende betydning for mange indieartister i 00’erne, der blev katapulteret frem af mediets enorme opmærksomhed.

I Danmark fungerede GAFFAs fora og brugeranmeldelser som tidlige rum for en mere deltagende kritik, der supplerede den professionelle. 

Med platforme som YouTube, Myspace og SoundCloud blev rollerne yderligere udvisket: bruger, kunstner og kritiker smeltede sammen i de samme digitale økosystemer. 

Samtidig blev det lettere for kunstnere at kommunikere direkte med deres publikum. “Musikerne har ikke brug for de traditionelle medier på samme måde, som de havde for 15–20 år siden,” forklarer Ole Rosenstand Svidt.

 “De kan i stort omfang markedsføre sig selv på sociale medier og streamingtjenester, og derfor er det også blevet sværere at få især de store stjerner i tale.”

Presseforbud og kampen om fortællingen

Spørgsmålet om anmelderens autoritet blev for alvor synligt for offentligheden, da Saint Clara langede ud efter anmeldere og blandt andet kaldte dem “incels”. Samtidig har flere medier oplevet strammere vilkår omkring presseadgang, fotoregler og kontrakter, der begrænser brugen af materiale. 

I praksis handler det om kontrol: Hvem har ret til at beskrive koncerten og sætte ord på oplevelsen  kunstneren selv eller den uafhængige kritik?

Når presseadgang bliver en forhandlingsvare, flyttes magten over narrativet, og anmeldelsen bliver ikke bare en vurdering af et værk, men en kampplads for, hvem der får lov til at definere det.

Ole Rosenstand Svidt ser udviklingen som et tydeligt symptom: “Det viser, at den pr-værdi, der tidligere har ligget i positive anmeldelser, ikke tillægges så stor værdi længere af musikerne og deres PR-folk.”

I debatten om musikjournalistikkens rolle bruges begreber som gatekeeper, kurator og kritiker ofte i flæng, men de dækker over forskellige funktioner. 

Gatekeeperen bestemmer, hvad publikum overhovedet møder. Kuratoren udvælger og guider i et landskab præget af overflod. 

Kritikeren vurderer, sætter i kontekst og tager ansvar for sine vurderinger. I dag har algoritmerne i vid udstrækning overtaget gatekeeperens rolle. 

Spørgsmålet er, om kritikken dermed mister sin betydning eller om den netop bliver vigtigere.

Streamingens logik: Da algoritmerne blev kritikere

De seneste ti år har algoritmer ændret musikkens infrastruktur mere gennemgribende end nogen teknologisk udvikling siden grammofonen og internettet. 

Hvor anmelderen tidligere fungerede som gatekeeper i et landskab præget af knaphed, former streamingtjenesternes anbefalingssystemer i dag lytternes musikforbrug på en skala, ingen kulturredaktion kan konkurrere med. Spotify-playlister, TikToks For You-feed og YouTubes anbefalinger fungerer som usynlige, men effektive kuratorer.

Mads Krogh, der er musikforsker på Aarhus Universitet beskriver magtskiftet sådan: “Algoritmerne har i høj grad overtaget den funktion, som musikjournalisterne som gatekeepere tidligere havde: De bestemmer, hvad der bliver for hvem.”

Dermed er musikanmelderen ikke længere den instans, der afgør, hvad publikum overhovedet støder på. 

Men ifølge Krogh betyder det ikke, at musikjournalistikken er blevet irrelevant snarere at dens rolle har ændret karakter: “Algoritmerne er ikke neutrale, de bygger på data, tendenser og brugeradfærd. De forholder sig ikke kritisk. 

Derfor mener jeg, at musikjournalistik stadig har en vigtig rolle i at forklare og nuancere kontekst og især musiklandskabet.”

Hvor algoritmer optimerer for engagement og gentagelse, kan kritik tilbyde refleksion, perspektiv og modstand. 

Krogh beskriver derfor musikjournalistikken som et kulturelt supplement snarere end en konkurrent: en praksis, der kan tilføre dybde og betydning til et musikliv, der ellers risikerer at blive rent datadrevet.

Dette betyder dog ikke, at al musikjournalistik SKAL være anmeldelse. Krogh peger på, at nyhedsrelateret musikjournalistik eksempelvis afsløringer om spøgelseskunstnere på Sppotify, skjulte label-aftaler eller streamingøkonomiens skyggesider

fortsat kan vække stor samfundsinteresse. Her fungerer journalistikken som kritisk instans over for selve systemet, snarere end som vurdering af enkelte værker.

Til kamp om opmærksomheden

Udviklingen er ikke unik for Danmark. Internationalt har musikjournalistikken gennemgået lignende forandringer, men med forskellige strategier. I USA er klassiske musikmedier som Rolling Stone og Pitchfork blevet en del af større mediekoncerner, hvor kritikken i stigende grad indgår i bredere kultur- og livsstilsjournalistik. 

Samtidig har individuelle kritikere som Anthony Fantano (The Needle Drop) opnået massiv gennemslagskraft på digitale platforme ved at kombinere personlighed, konsistens og kritik, ofte uden fast tilknytning.

I Storbritannien har The Guardian fastholdt en stærk musikredaktion med en tydelig kritisk profil, mens nichemedier og podcasts har overtaget meget af den dybdegående genreformidling. 

Fælles for tendenserne er, at musikkritikken ikke er forsvundet, men har bevæget sig fra avissider til platforme, fra institutioner til personer og fra bred autoritet til specialiseret betydning. 

Det understreger, at spørgsmålet ikke er, om musikkritikken har en fremtid, men hvor og på hvilke præmisser den kan fungere som offentlig samtale.

Overfloden er samtidig eksploderet i et historisk omfang. Ifølge en opgørelse omtalt i Politiken udkom der i 2024 i gennemsnit så mange nye numre på én dag, at det overgår den hele året 1989.

I et sådant landskab er det ikke længere adgangen til musik, men opmærksomheden, der er den knappe ressource, og det er netop her, algoritmerne for alvor har overtaget rollen som fordelingsmekanisme.

Når ikke kun distributionen, men også musikken bliver maskinel

Som om streamingens algoritmer ikke var nok, tilføjer kunstig intelligens et nyt lag til spørgsmålet om musikkritikkens relevans. 

Det handler ikke længere kun om, hvordan musik når frem til publikum, men også om hvordan den bliver skabt. Et opsigtsvækkende eksempel er bandet Velvet Sundown, der opnåede anseelige streamingtal på Spotify, før det kom frem, at musikken var udelukkende AI-genereret. 

Sagen, der blev omtalt i samtlige musikmedier, peger på et grundlæggende nyt problem for kritikken: Når man ikke ved, hvem der har skabt musikken, bliver det uklart, hvad anmelderen egentlig vurderer.

Ifølge Sune Anderberg, musikjournalist på Weekendavisen, findes der endnu ingen faste retningslinjer for, hvordan avisen skal forholde sig til AI i musik, og i praksis er det ofte umuligt at afgøre, hvor meget kunstig intelligens der indgår i en udgivelse. 

Alligevel peger han på en central pointe:

 “Som lytter vil man meget gerne vide, hvad det er, man lytter til (menneske eller maskine), men den viden er langt fra garanteret i et musikmarked, hvor gennemsigtighed ikke er et krav.”

Også Ole Rosenstand Svidt, tidligere chefredaktør på GAFFA, efterlyser en form for varedeklaration. Han skelner mellem AI brugt som teknisk værktøj eksempelvis til at rense eller restaurere gamle optagelser, og AI som egentlig erstatning for kunstnerisk arbejde. 

De første grænsetilfælde kan give mening at anmelde, mener han, mens rent AI-genererede projekter rejser et mere fundamentalt spørgsmål om kritikkens genstand.

 Netop her bliver anmelderens rolle som menneskelig fortolker ikke mindre relevant, men snarere mere: Når musik både kan distribueres og produceres maskinelt, må nogen stadig tage ansvar for at vurdere, sætte i kontekst og skelne mellem idé, håndværk og ren effektivitet.

Musikkritikeren som modvægt

Hvis algoritmerne i dag fungerer som musiklivets primære fordelingsmekanisme, bliver spørgsmålet, hvilken funktion musikanmelderen realistisk kan og bør udfylde. 

Sune Anderberg fra Weekendavisen, peger på, at tallene ikke nødvendigvis siger noget entydigt om kvalitet, men at dagbladene må ændre kritikken fra smagsdom til refleksion: “Man kan ikke længere tage for givet, at det bare er relevant at anmelde et album. 

Kritikken må vise, hvorfor det er vigtigt at læse om, og så håber jeg, at den mere nørdede kritik rykker over i nogle seriøse musikmagasiner.”

Jesper Skaaning, der er kreativ direktør i kulturforeningen ALTERKULTUR, ser udviklingen som dybt problematisk, hvis den udelukkende drives af markedets logik: “Når redaktionel prioritering følger Spotify-lister frem for kunstneriske strømninger, får vi ikke journalistik – vi får reklame.”

Konsekvensen er, mener han, at smalle og eksperimenterende miljøer forsvinder fra offentligheden, ikke fordi de mangler relevans, men fordi de er sværere at sælge med kliks og overskrifter. 

Dermed overlades publikum til algoritmer, PR-maskiner og globale techplatforme. For Skaaning handler musikjournalistik derfor ikke blot om omtale, men om oversættelse, kontekst og kritisk perspektiv – som en forudsætning for både kulturel dannelse og et levende demokrati.

Thomas Michelsen formulerer samme problem i Man skal høre meget, hvor han beskriver, hvordan kulturstoffet over tid er blevet reduceret “fra offentlig udveksling af kvalificeret kulturdebat og et led i samfundsmæssig og kulturel dannelse til en simpel forbrugsvare”.

 Og når kulturens tilstedeværelse på sociale platforme vokser uden en fælles offentlig ramme, opstår der ifølge Michelsen “affektladede ekkokamre” snarere end fælles refleksion.

“Hvis musikkritik reduceres til forbrugervejledning eller helt forsvinder fra den fælles offentlighed mister vi ikke blot anmeldelser. Vi mister et fælles sprog for værdi, en modvægt til PR og algoritmer og et sted, hvor kunst kan diskuteres uden først at skulle optimere sig til opmærksomhed,” udtaler Michelsen. 

Er ny kulturkanal løsningen?

Netop denne udvikling udgør baggrunden for Jesper Skaanings vision om en ny kulturkanal, der skal kunne det, dagbladene i stigende grad, ifølge Skaaning har opgivet: prioritere faglig kritik frem for klik, dække det smalle og det svære, arbejde tværmedialt og opbygge fællesskaber omkring kunst frem for forbrug. 

Status på kulturkanalen er foreløbig, at projektet fortsat søger mediestøtte og fonde, men ambitionen peger på et centralt punkt: musikjournalistikkens fremtid er ikke nødvendigvis bundet til dagbladene, men til nye organisatoriske og økonomiske former, hvor kritik igen kan fungere som fælles refleksionsrum frem for blot endnu et stykke indhold i strømmen.

Set fra musikbranchens side bekræfter Sofie Sarlvit, der er kommunikationskonsulent i brancheorganisationen IFPI Danmark, dette billede i en mail: For musikselskaber indgår anmeldelser blandt mange eksponeringskanaler, men er sjældent afgørende for lytning og salg. Publikum orienterer sig i stigende grad mod algoritmer, playlister og influencere, mens anmeldelser i højere grad tilfører kulturkritisk perspektiv frem for at fungere som primær motor for opmærksomhed. Radio spiller fortsat en vigtig rolle for bred national eksponering, men virker i samspil med sociale medier som TikTok, der især for yngre målgrupper kan skabe momentum.

Hos GAFFA ser Rosenstand Svidt netop relevansen i dette samspil. Ifølge ham ligger mediets styrke i bredden i dækningen af både mainstream og niche og i en tydelig opprioritering af samfundsorienteret musikjournalistik. Interaktionen med læserne er ikke en erstatning for kritik, men et supplement, der kan styrke samtalen.

Algoritmer fordeler - musikkritik forklarer

Samlet set peger den seneste udvikling i retning af, at musikanmelderens autoritet er blevet yderligere udfordret, men at behovet for kritik langt fra er forsvundet. Tværtimod bliver den menneskelige fortolkning, kontekstualisering og ansvarlighed stadig mere central i et musiklandskab præget af maskinel distribution, strategisk selvfremstilling og en fragmenteret offentlighed.

Musikanmelderen anno 2025 er ikke længere gatekeeper, smagsdommer eller kanariefugl med en forlomme til den nyeste musik. Rollen er blevet smallere, men også skarpere. Kritikken kan ikke konkurrere med algoritmernes rækkevidde eller deres evne til at fordele opmærksomhed. Men den kan tilbyde noget, teknologien ikke kan: refleksion, modstand og mening. I dette spændingsfelt ligger musikanmelderens fortsatte relevans i den digitale tidsalder ikke som monopolist, men som kritisk medfortæller i en fragmenteret verden. Algoritmer fordeler - kritik forklarer.

Musikkritikken er flere gange blevet erklæret død. Det er den ikke, men har skiftet form: fra gatekeeper til medfortæller, fra monopol til mangfoldighed.