Den danske dummebøde

Et nyt trusselbillede har påtvunget store forandringer i dansk forsvarspolitik, som er vågnet op fra en drøm om evig fred, mens den russiske bjørn kun for en kort stund har sovet rævesøvn.

”Vi kan ikke længere tænke, at vi er i en fredstid”, sagde Mette Frederiksen tilbage i januar. 

Sidenhen blev Danmark plaget af droner i luftrummet, hvor hverken dronerne eller kritikken blev skudt ned af Forsvaret.

Så i tilfælde af krisesituationer, konflikter eller krig, er et mobiliseringsforsvar fundamentalt for den danske sikkerhed. En defensiv oprustning af materiel og hænder, der kan mobiliseres og varetage de nødvendige opgaver, er nu i højere grad blevet et behov.

Noget der haster og som er i regeringens støbeske, ifølge Troels Lund Poulsen via Ritzau.

Bliv klogere på, hvad det danske mobiliseringsforsvar er i denne explainer.

Som en schweizerkniv

På nuværende tidspunkt har Danmark ikke et mobiliseringsforsvar, understreger flere eksperter.

En af dem er Mikkel Storm Jensen, major og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet. Han peger på, at det danske mobiliseringsforsvar principielt handler om at anvende mange ressourcer på at uddanne flere soldater, end man bruger til hverdag. Og så have dem stående i banken.

“Hele formålet med at have et militær - i hvert fald i et land som Danmark - er at det ikke skal bruges.”

Han uddyber, at et højt antal på bankkontoen er vigtigt for at afskrække fjenden og selvfølgelig til at mobilisere i eventuelle kriser.

Alexander Høgsberg Tetzlaff, major og militæranalytiker ved Institut for Statskundskab i København, er også enig i, at Danmark ikke besidder et mobiliseringsforsvar lige nu. Han påpeger, at vi på nuværende tidspunkt er ret langt fra at have noget effektivt til at indsætte i forskellige krisesituationer.

Han forklarer, at det danske samfund skal være resilient og robust samt være i stand til at håndtere forskellige trusler. Mobiliseringsforsvaret skal have en masse hænder og arme, der kan finde ud af at løse forskellige opgaver under kommando. Arbejde med våben, sikre områder, lave anholdelser samt skabe sikkerhed og orden.

”Det skal være lidt ligesom en schweizerkniv. Meningen er ikke, at de skal lægge sig ned og grave skyttegrave og skyde russerne – nej de skal kunne hjælpe med, hvad der nu er brug for, og det afhænger af trusselsbilledet,” siger Alexander Høgsberg.

Vi kan kalde på Callesen

En af dem vi i Danmark skal sætte vores lid til er 61-årige Christian Callesen. Uddannet ingeniør. Far til to voksne døtre. Bosat i Hammel.

Samtidig er han major i reserven og kredsformand i Hovedorganisationen for personel af reserven i Danmark.

Siden det danske mobiliseringsforsvar blev afskaffet i 2004, har Christian Callesen fortsat været en trofast del af reserven, hvor han har balanceret sit civile liv med et liv i militæret. Med årene har han holdt sig skarp, gjort tjenester for forsvaret og klatret op af den militære rangstige.

Han er i dag blandt ca. 3.500 reservister, der er på rådighedskontrakt med Forsvaret.

Han tager pænt sin baret af inden han giver hånd. En råstyrke kanaliseret fra sine brede skuldre ned i et fast håndtryk. Øjenkontakt. Og Iført sin velplejede militæruniform.

“Den er faktisk lige blevet vasket. Det gør man ikke ret tit. Jeg ved ikke hvorfor, men de lugter ikke så meget, som man kunne frygte,” siger han smilende. 

Omtrent en gang i ugen skifter han sit civile tøj ud med uniformen, hvor han udfører opgaver eller planlægning inden for militæret.

Derudover tager han hver tirsdag til skydetræning, hvor han og andre kollegaer får lov til at øve sig et par timer. På den måde er der rig mulighed for, at de danske reservister kan vedligeholde deres skydeevner samt pleje fællesskabet og den fælles interesse for det danske forsvar.

Som reserveofficer er han en af de kræfter, der skal træde til i tilfælde af en krisesituation og i fremtiden formentlig indgå i det kommende mobiliseringsforsvar.

For ham er der ingen tvivl om, at han er klar til at gøre, hvad der er nødvendigt for den danske sikkerhed.

“Det handler om, at vi alle sammen fylder vores plads. Og når man har uddannelsen, så har man også pligten. Det er ret enkelt.”

Når krisen kommer, så ved han, hvor han skal stille. Så ifølge ham, er der en plan klar. Han erkender dog, ligesom eksperterne, at planen langt fra er på et niveau, som man kan kalde en mobiliseringsforsvarsplan.

“Vi har ikke en samlet national forsvarsplan, som gør, at vi over en bred front kan forsvare landet – altså et reelt territorielt forsvar, det har vi simpelthen ikke.”

Mobiliseringens retræte

Tilbage i 2004 afskaffede man det danske mobiliseringsforsvar. I dokumentet om det daværende forsvarsforlig står følgende:

”Vægten i dansk forsvar forskydes fra mobilisering til krisestyring og vægt på reaktionsstyrker. Kapaciteten til internationale operationer styrkes.” 

Det danske Forsvar skulle bidrage mere til NATO-samarbejdet, hvor man samtidig foretog store reduktioner på kapaciteten til at forsvare dansk territorium, hvilket bl.a. betød et mindre behov for værnepligtige.

Formand for foreningen Folk & Sikkerhed og pensioneret kontreadmiral Torben Ørting Jørgensen var en del af toppen i Forsvaret, som var med til at udarbejde k-notatet. Notatet, der foreslog denne radikale omstrukturering af Forsvaret, som resulterede i afskaffelsen af mobiliseringsforsvaret. Han bærer, ifølge ham selv, en del af ansvaret for beslutningen, da han var pennefører for notatet.

”Den situation, vi stod med på det tidspunkt var, at vi havde et forsvar, der ikke var politisk vilje til at betale for, og i øvrigt troede man, at der var evig fred i vores del af verden.”

Han mener, at beslutningen var rigtig på daværende tidspunkt, men nu står vi i en situation, hvor vi formentlig har erkendt, at dybden i vores forsvar ikke er stærk nok. Derfor bliver vi nødt til at have flere til at løse opgaver og håndtere den trussel, vi potentielt står overfor.

Den finske million

I Danmark skal værnepligtige være til rådighed i fem år, efter de har afsluttet værnepligtstjeneste for Forsvaret.

I Finland består reserven af tidligere værnepligtige. De står til rådighed for forsvaret indtil 60-års alderen. I øjeblikket arbejder man dog på at hæve den med en håndfuld år, så man er tilknyttet det samlede mobiliseringsforsvar til man er 65 år. Det vil resultere i, at der i 2031 vil være cirka én million finner, der kan mobiliseres.

De nordiske lande er klart nogle, man skal skue til, når det danske mobiliseringsforsvar skal skabes. Specielt det finske mobiliseringsforsvar springer i øjnene. Torben Ørting peger på, at sikkerhedstruslen har gjort, at et mobiliseringsforsvar som det finske, er efterspurgt og relevant i dag.

Finland har på intet tidspunkt skiftet fokus fra nationalforsvaret. Historisk set har Finland haft en blodig historik med Rusland, som man ikke bare glemmer. Rusland er Rusland. Og de er fjenden.

En stor mobiliseringsstyrke på papiret er ikke ens betydende med en stærk styrke. Men det finske forsvar træner årligt en stor del af deres værnepligtige, så de bliver holdt skarpe og kampdygtige. 

Ifølge Alexander Høgsberg, så vil en efterligning af det finske mobiliseringsforsvar være en årelang proces for Danmark og kræve mange ressourcer. Han sætter dog spørgsmålstegn ved, om vi nogensinde får brug for et mobiliseringsforsvar af den kaliber som den finske, men understreger, at det grundlæggende handler om at indrette det danske samfund til at være resilient over for eksterne trusler.

Finland blev fuldgyldigt medlem af NATO i 2023. Derfor har de i mange år selv skulle være i stand til at forsvare deres egen nation, men den russiske aggression fik finnerne til at søge mod alliancen.

Dummebøden

Ikke nok med, at vi lige nu investerer massivt i Forsvaret, så skal vi, som NATO-medlemsland, oven i baretten hæve forsvars- og civilberedskabsudgifterne til 5% af vores BNP frem mod 2035.

“Det er en dummebøde, som vi nu betaler prisen på, men det er nødvendig, fordi vi i mange år har sparet under bundgrænsen,” siger Torben Ørting.

Han påpeger dog samtidig, at et mobiliseringsforsvar ikke bare bliver skabt af at sige “køb, køb, køb”. Han mangler i langt højere grad en dybere offentlig diskussion om, hvordan vores mobiliseringsforsvar skal indrettes.

“Hele den diskussion, vi har om forsvaret, er bagvendt. Vi startede med at diskutere forlængelse af værnepligten til 11 måneder, og at værnepligten skulle inkludere kvinder, før vi overhovedet diskuterede, hvad skal de bruges til.”

Han uddyber, at han ikke har et klart indtryk af, hvilket mobiliseringsforsvar, vi bygger op til. Han påpeger, at det ikke er gratis at uddanne værnepligtige, så man må forvente, at der er en plan klar til, hvad de skal bruges til, men den plan er ifølge ham uklar.

Der skal vedtages en delaftale i forsvarsforliget vedrørende en mobiliseringsaftale i løbet af det nye år. Forsvarsministeriet skriver i et skriftligt svar:

”Analyse af reserve og mobiliseringsområdet er under udarbejdelse, men forventes færdiggjort i første del af 2026.”

Mens planerne for mobiliseringsforsvaret stadig ligger på tegnebrættet som løst krudt, så mødes Christian Callesen og de andre trofaste reservister stadig hver tirsdag og “pløkker huller i en skive”.