”Den første dag jeg så min far igen, døde min mor.”

Den hårde opvækst skjuler sig i de dybe øjnes skær, når Marlene vandrer mellem hedens lyngbuske og træer.

”Mine forældre bliv skilt da jeg var fem, fordi min far slog min mor.” fortæller hun og understreger at overkomme barndommen med de alkoholiske forældre var en nødvendighed, selvom morens vin-tilsølede vægge aldrig gjorde det nemt at have et normalt ungdomsliv for Marlenes og hendes søster.

Forældrenes svigt blev for meget for Marlene, da hun som 18-årig flyttede hjemmefra ved første lejlighed, og kort efter brød kontakt med faren. I en lang periode boede hun i udlandet og når hun ser tilbage, var det for at komme væk fra det ansvar hun følte for at skulle passe Moren. Et ansvar hun holdte fast i. 

Hun mødte først faren igen 30 år efter bruddet, ved sin mors dødsleje. Han blev aldrig en del af hendes voksenliv, og døde 6 måneder senere.

Selvom hun ikke følte sig knyttet til forældrene, var det hårdt at miste dem begge på så kort tid. Marlene følte stadig at de var en del af hende, og hun af dem.

Barndommens hårde lektioner blev til en nysgerrighed på sig selv og på hvordan man kan tage ansvar for sit eget liv. ”Noget er det, jeg har brugt det til, er at gøre det fuldstændig modsatte.” pointere Marlene med taknemmelighed for de mange egenskaber hun ikke havde haft uden sin erfaring.

Både Marlene og søsteren er sluppet helskindet fra opvæksten og har begge formået at skabe stabile familieliv.

Marlene bor i dag med sin mand og tre børn, og betragter med stolthed sine børn vokse op i de trygge rammer, hun aldrig selv havde.