”Den smerte jeg har oplevet, må ikke være til spilde”

“Hej Laust, kan du ringe?”

I en historietime i gymnasiet sad Laust og kiggede ud ad vinduet. Da undervisningen nåede sin ende, begyndte folk at lyne deres rygsække og snakken i lokalet steg. Som alle andre tjekkede Laust sin telefon, som havde været på lydløs.

På skærmen var en ny besked. Et nummer, han aldrig havde set før, lyste op.

Larmen i klassen forsvandt omkring Laust på et splitsekund. 

Han kiggede sig rundt i klassen og råbte “What the fuck!”. Ordene afbrød alle samtaler og lagde en dyne af stilhed over lokalet.

Det her var hans chance. Og den skulle gribes. 

Fem skoleskift

Da 21-årige Laust Nilsson gik i folkeskole, kiggede han på de andre drenge i skolegården.

Han forstod dem ikke.

Det var som om, hans tanker kørte om kap, og det gjorde, at hans hoved kogte over af overvejelser om, hvor netop hans plads skulle være.

Laust har igennem sin opvækst skiftet skole fem gange og desuden gået i hjemmeskole, fordi han aldrig rigtig kunne føle sig hjemme nogle steder. Skoleskiftene var en jagt på et setup, der fungerede for ham, og skolesystemet havde svært ved at gribe ham. 

”Jeg talte altid meget højlydt. Det gjorde, jeg fik meget uretfærdig skældud, fordi jeg ikke ligefrem var den, der viste sig mindst i klassebilledet.” 

Men hans mange skoleskift har i dag gjort ham socialt stærk, fordi han har trådt ind i så mange klasselokaler. 

”Det har gjort mig til menneskekender”, fortæller Laust. 

Han var konstant opmærksom på alt omkring ham og havde samtidig enorme forventninger til sig selv. 

Det gjorde, at Laust fik præstationsangst.

”Jeg gik meget op i, at der ikke skulle være nogle pletter. Der skulle ikke være en eneste fejl.” 

Laust havde en konstant analyse i sit hoved af sine omgivelser, og det resulterede i, at hans hjerne var på overarbejde. 

Fik sat angsten på pause 

Angsten gennemsyrede hans hverdag og var i hans hoved konstant i en frygt for ikke at gøre det godt nok.

Han talte ikke højt om det og pakkede det ind, til det føltes nemmere at tie end at forklare.

”Med alkoholen følte jeg pludselig, at der var noget, der kunne sætte det en smule på pause, at jeg konstant så mig selv udefra.” 

Alkoholen og festerne blev et sted, han kunne forsvinde væk fra hjernen, der kørte i ring. Det mildnede hans sind og slukkede for hans tankemylder.

Men da han startede på efterskole i 10. klasse, ville han sætte en stopper for det og prøve noget nyt.

Et vendepunkt 

”Jeg havde en kæreste, inden jeg startede på efterskolen. Her kom der en motivation for at komme af med nogle ting.”

Det hjalp Laust med sin angst, at han skulle være noget for et andet menneske. 

På efterskolen fyldte de sociale relationer meget, og Laust ville gerne leve op til sin egen idé om at være perfekt i sine venskaber og få mest ud af efterskolen som muligt. Han gik i det rigtige tøj, var ven af mange og sagde ja til alle projekter. Han havde endelig fundet sin plads.

Laust og hans fætter, Lucas Emil Nilsson, var som brødre og de endte også på samme efterskole. 

”Laust havde en trang til at spejle andres adfærd. Han var en kamelæon, der var venner med alle og tilpassede sig folk, han var omkring,”, fortæller Lucas. 

Til det store afslutningsshow på efterskolen, skulle det store klimaks være en rap performance. Laust var blevet spurgt, om han ville rappe det svære Kendrick Lamar vers på trods af sin manglende erfaring. 

I ugen op til øvede Laust sig alene rundt på skolen.

“Jeg var ekstremt i tvivl om, jeg havde evnerne og potentialet til at opnå noget med musikken.” 

Det skulle være helt perfekt, når han trådte op på scenen, og folk skulle høre ham første gang. Laust var spændt på at opleve opmærksomheden på scenen. 

Iklædt en sort hoodie indtog Laust scenen. Da han steg op på scenen, var der en larmende stilhed i salen. 

Han var omringet af dansere i hvide og blå blazers. Med munden tæt på mikrofonen begyndte Laust at rappe de linjer, han havde øvet sig så meget på. 

Han prøvede at matche Kendrick Lamars aggressive flow – og det lykkedes ham.

De næste 40 sekunder glemmer Laust aldrig. Han elskede at stå på scenen og have folks øjne på sig. Energien pumpede i kroppen, og han gav alt, hvad han havde. 

Da showet var færdigt, blev Laust overdynget med ros. De andre var helt målløse over, hvor godt han havde klaret det.

Lucas var blæst bag over af den energi, som Laust leverede:

”Det var første gang vi så, at Laust kunne noget med musik.” 

Pludselig blev Laust anerkendt for sine musikalske evner. 

Den store chance 

Med nyfunden tro på sig selv, begyndte musikken at fylde mere for ham.

På musiklinjen i gymnasiet fortsatte han derfor med at spille musik. Rap var et perfekt outlet for hans tekster.

Det var også på gymnasiet Laust døbte sig FYR, og han så småt begyndte at optræde. 

En tilfældig historietime blev Laust kontaktet af en helt særlig person, der skulle vise sig at give ham sin store chance.

Det var Morten Thorhauge, trommeslageren i Carpark North, der spurgte, om Laust ville lægge en rap på bandets nye sang. 

Morten havde opdaget Laust ved en tilfældighed. Han var egentlig på vej hjem fra et spillested, hvor Laust skulle til at optræde. Men den energi, han så på scenen kunne han ikke ignorere. Så han blev. 

Laust stivnede og boblede inden i, da han hørte lyden af Morten Thorhauges stemme.

Hudløst ærligt sagde han til Laust: ”Jeg aner ikke, om du kan det her”. 

Men Laust var ikke i tvivl. Selvfølgelig kunne han det.

Alle var overraskede over, at Carpark North ville give ham en chance. Efter den time talte alle om Laust og den store mulighed, han havde fået. 

”Det var følelsen af at gå meget from the bottom, til lige pludselig at kunne være med”.

På kun tre dage færdiggjorde de sangen. Hans 25 sekunders rap var nu lagt. Laust fik følelsen af, at nu er alt muligt. 

Ligesom optræden på efterskolen var anerkendelsen, som brænde på bålet. Et stort skridt på vejen til at opnå noget større. 

Lausts musik er båret af hans energi, men bygger også på hans sårbare tekster. Det er med de ærlige tekster, han sætter ord på de svære følelser, han har gennemgået. Derfor var det i starten svært for Laust at spille sin musik for andre, og det hjalp, at han kunne gå på scenen som FYR. 

“Det var en måde at komme ud med ting på, uden at det føles som mig selv” 

Det er ikke kun sig selv Laust vil hjælpe med musikken. Han håber, at andre kan spejle sig i hans tekster. For hans tydelige opmærksomhed på andre, er stadig hos ham i dag.

”Jeg er ikke drevet af berømthed og penge” 

I centrum af et beboelseslokale i Aarhus står Laust og skal til at præsentere sit nyeste projekt til de nysgerrige fremmødte. Overskægget er trimmet, og han er fokuseret. Hver gang en ny person træder ind i rummet, bliver de modtaget af et varmt kram.

Et højt klap runger, og alles blikke vender sig mod Laust. 

Han bærer en knaldrød vest, der matcher logoet på hans nye ungdomsfællesskab ”Rød Tråd”.

I kontrast til den røde vest er der ikke en rød plet at spotte på hans kinder.

Når han taler om fællesskabets ambitioner, er det med store armbevægelser.

”Jeg tror virkelig, der er mange mennesker, der synes jeg har storhedsvanvid og har urealistiske ambitioner”. 

Men det er Laust ikke enig i. Han er realistisk med de ting, han laver og har nu en følelse af, at det han drømmer om, faktisk godt kan lade sig gøre. 

Han vil skabe et fællesskab for kreative sjæle, hvor målet er at hjælpe hinanden. 

Laust fortæller, at han på sin vej har fået nogen egenskaber, som han har lyst til at hjælpe andre med. Derfor har han i dag skabt ”Rød Tråd”, hvor unge kreative sjæle kan mødes, og sparre med hinanden om deres projekter. Laust har ikke har brug for magt og storhed men en etos, der gør, at han kan betyde noget for andre. 

”Den smerte jeg har oplevet, må ikke være til spilde”.