”Det eneste, som adskilte mig fra en mand, var, at jeg kunne føde et barn.

Og nu kunne jeg ikke blive gravid”

Hendes ben er spredt og hviler i metalstativet. Løftet op fra briksen, hun ligger på. Under hende er et papirlagen udrullet. Når hun drejer hovedet, kan hun se skærmen, der står ved siden af og viser et sort/hvidt billede. Det er sløret, men tre prikker lyser lidt mere hvidt op end resten. Det er de tre æg, som er blevet befrugtet med Sørens sæd i et reagensglas. Nu sidder de inde i hendes livmoder.

“Jeg følte, at jeg var gravid,” husker Marianne Siggaard her mere end tredive år efter, på gården lidt udenfor Kibæk. En gravid kvinde i ler kigger hende over skulderen, imens Marianne bladrer i mapper og fotoalbums. 

Der gik tre uger. Tre uger fra æggene blev sat op, til blodprøven kunne vise, om hun var gravid. I den tid var der ikke andet at gøre end at vente. 

”Det er dagligdagen, der gør, at man overlever ventetiden. At alt andet er, som det plejer.” 

Dagene startede tidligt i stalden hos de 300 søer og deres mange smågrise. De skulle fodres, kastreres og vaccineres. Der skulle luges ud i køkkenhaven, hyppes kartofler, og salaten skulle vandes.

Når graviditeten udebliver 

“Jeg følte mig fortabt,” siger Marianne. Blodprøven var negativ. Hun var ikke gravid. Endnu en gang var det mislykkedes.

“Der var et hold venner, som sendte en buket blomster til os. Det var stort, for de forstod den sorg, vi var i.” 

Så måtte de igen i gang med at sprøjte hormoner ind i Marianne, så hendes æg kunne modnes. Det var hendes mand Søren Siggaard, som stod for at stikke hende. Hun kunne ikke selv. Han var vant til det. Vant til at vaccinere svinene i stalden. “Det her var ikke meget anderledes,” griner Marianne.

Tredje gang var ikke lykkens gang.

“Jeg gik i sort. Jeg var bare ked af det. Jeg græd og græd og græd. Jeg følte, at jeg ikke havde noget at leve for. Men Søren ruskede op i mig igen og mindede mig om at vi selvfølgelig har noget at leve for. At vi har hinanden.” 

Der var hverken noget galt med Sørens sæd eller Mariannes æg. "Vi kunne bare ikke samarbejde i et reagensglas,” fortæller Marianne.

Lægerne foreslog, at de kunne prøve med donorsæd. Det var dog udelukket for Marianne. 

“Jeg følte, det ville være utroskab. Vi skulle være lige i forældreskabet.”

Parret havde siden de første behandlinger været en del af Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse. Her havde de mødt flere par, der kæmpede og fik den ene behandling efter den anden uden held.

“Det ønskede vi ikke. Det var ikke værd at ofre det hele for at få den ene behandling efter den anden.” 

Hvad der præcist var årsagen til at behandlingerne ikke lykkedes, har de aldrig fundet ud af. 

“Jeg har senere tænkt, om min livmoder er blevet påvirket af min opvækst.”

"Det er din skyld, hun er død” 

“Da jeg var barn, havde jeg det rigtig dårligt derhjemme. Fordi min mor og far drak. Så jeg vidste, at jeg ville være mor,” fortæller Marianne. 

De skændtes, igen. Hendes mor og far. Og var fulde, igen. “Gå bare ind og sov, din satans kælling,” råbte hendes far efter moren.

Marianne løb ind på badeværelset og låste døren bag sig. Væk fra skænderiet. Faldt ned på hug. Gemte hovedet under armene.

Råbene nærmede sig badeværelset. En knyttet næve hamrede på døren, men da der intet svar kom, splintredes dørkarmen, og døren fløj op. I samme øjeblik som farens fod igen ramte gulvet, kom moren ind og stillede sig foran Marianne.

Marianne stak af. Ude i haven, løftede hun armene og skreg mod himlen, skreg til Gud. 

“HVAD ER DET HER FOR NOGET!”

Hun besluttede sig den dag for at hente hjælp. Morens veninde boede en kilometer fra familien inde i byen. Marianne løb langs de små landeveje. Hver gang en bil kørte forbi, hoppede hun ned i rabatten. Hvad nu, hvis det var hendes far? Når bilen havde passeret, forsatte hun, indtil hun var fremme og fremstammede: 

“Min far slår min mor ihjel.”

Vennerne kørte hjem og tjekkede op på situationen. Da Marianne selv kom hjem igen, var hendes mor blevet kørt væk. 

Marianne gik direkte ind på badeværelset. Glasset, hvor tandbørsterne plejede at stå, var tomt. Ved siden af lå en åben og tom pilleæske. De grumsede aflejringer op ad siderne afslørede, hvad hendes mor havde gjort.

“Det er din skyld, at hun er død. Det er din skyld, hun har slået sig selv ihjel,” sagde Mariannes far. 

Skylden over morens død fulgte Marianne. Og da hun fik muligheden for at komme væk, tog hun den. I ottende klasse kom hun på efterskole.

Her oplevede hun, at hun blev holdt af, for den hun var. Her var der ikke nogen, som kaldte hende for dum, som hendes far havde gjort det. Godt nok skilte hun sig ud fra de andre. Marianne var åbenmundet. Hun var ikke bleg for at tale om menstruation. Og så bandede og svovlede hun. 

Marianne gik på efterskolen i tre år. Der var et lærerpar på efterskolen, som tog sig af hende. Anders og Karin. Karin blev gravid flere gange i løbet af de tre år Marianne gik på efterskolen, og Marianne passede tit deres børn. 

På efterskolen lavede hun en figur i rødt ler. Hun kaldte den for Kvindens Kvindelighed. Den forestillede en gravid kvinde, med en bugnende mave og støttende hænder i lænden. Det var Mariannes største ønske. At være mor. 

Kvindens kvindelighed 

Da hun mødte Søren i de sene teenageår, ville hun have børn med det samme.

Mødet med Søren var kærlighed ved første blik. Allerede dagen efter hun mødte ham, inviterede hun ham hjem til sig. Hun ringede også til sin bedste veninde og fortalte, at nu havde hun mødt sin mand. Det var hun overbevist om. Godt nok mente Søren, at de lige skulle vente lidt med at stifte familie. De blev gift på en regnfuld dag i september. De flyttede ud på gården i Kibæk, hvor de sammen opdrættede grise.

Hun tog p-piller i starten, selvom hun ikke var meget for det. To år efter deres bryllup begyndte de at prøve. Marianne droppede præventionen. Nu skulle de være forældre.

Alt handlede om, at Marianne skulle blive gravid. Hun holdt op med at spise chokolade. Søren gik ikke længere i stramme bukser eller tog varme bade.

Også deres sexliv led. De kunne ikke længere have sex for sjov. Det skulle koordineres med ægløsningen. Planlægges. Og bagefter var det op med benene, for at sæden ikke skulle løbe ud. 

Lerfiguren, som Marianne havde taget med hjem fra efterskolen, skulle symbolisere fremtidsdrømmen, men den blev en påmindelse, om en drøm der kun virkede mere og mere uopnåelig. 

“Det eneste, som adskilte mig fra en mand, var, at jeg kunne føde et barn. Og nu kunne jeg ikke blive gravid. Det slog et kæmpe skår i min kvindelighed. Den sorg bærer jeg stadig.” 

Håbet 

Søren og Marianne prøvede først inseminering. Herefter fulgte tre forsøg med reagensglasbehandling. 

“Det var en hård tid. Det var et tab af et barn hver gang. Men da vi begyndte adoptionsprocessen, kom håbet tilbage.” 

Papirerne fra psykologen ligger nu foran Marianne. Hende og Søren har gemt udskrifterne fra psykologsamtalerne, men for det meste ligger de glemt i mappen med alle de andre dokumenter. Fordi Mariannes mor havde begået selvmord, skulle Marianne til psykolog, da hun kunne have traumer siddende i kroppen. 

Derudover fik Marianne og Søren besøg af en sagsbehandler fra adoptionsbureauet, som skulle vurdere, om de ville være gode nok forældre. 

“Skal jeg spilde noget kaffe?” spurgte Marianne hende. Hun havde nemlig hørt, at man skulle vise, at man ikke havde noget imod pletter på gulvtæppet. 

Til sidst blev Søren og Marianne godkendt til adoption. Men de var stadig ikke forældre. For så kom lange ventelister med andre håbefulde par. Hver gang et barn blev foreslået af adoptionslandet, skulle danske læger undersøge det først. Ofte blev børnene ikke godkendt til adoption. 

Høsten kommer i hus 

Marianne stod foroverbøjet med en bred skovl i hånden. Hun skulle helst nå at få skovlet det hele væk, inden det næste læs korn ankom fra marken. Solen bagte ned over de travle landarbejdere her sidst i august. Vejret var perfekt til at høste i. 

Marianne gik nu ind for at lave frokost til Søren og hans far, der var kommet for at hjælpe til. 

Midt i forberedelser til rugbrødsmadder ringede telefonen. Hun rakte ind over bordet og løftede telefonen op til øret. 

“I kan komme og hente ham, når I er klar.” 

Lige så hurtigt hun kunne nå at sige farvel, blev telefonen lagt på. Straks satte hun i løb ud i stalden til Sørens far. 

“Du skal være farfar!”