”Det er alfa og omega at have gode veninder til at hjælpe en og give en et skub på måsen”
Den rådne lugt af mosevand, hoftedybe mudderpøle og udklædninger er sjældent, hvad man forbinder med et motionsløb. Men for 479 kvinder var det netop det, der ventede, da de lørdag deltog i Ladies Mud Race. En otte kilometer lang rute med forhindringer både til lands og til vands og i vaskeægte mudderpøle.
”Så er det altså nu piger, jeg kan se vand.” Efter knap en kilometers løb rammer lugten af rådden sump de fire træningsveninders næser.
Gitte Storgaard Beier, Line Bidstrup, Britt Støvring Jensen og Marianne Lovring tager hinanden i de havehandske-klædte hænder, hvorefter de langsomt og forsigtigt træder ud i mosen.
Det iskolde vand siver straks gennem løbeskoene og helt ind mellem tæerne, som efter blot endnu et skridt bliver akkompagneret af mudder, der slubrer ind under sokkerne.
Da kvinderne står midt i mosen, går vandet dem til hofterne, og de laveste i flokken har nu fået våde underbukser og kolde baller.
Hvinende, grinende og stadig hånd i hånd hjælper veninder hinanden sikkert op af vandet igen.
Mosevandet siver ud af løbeskoene, og det lysebrune mudder sidder i et tre centimeter tykt lag rundt om skoene, der vejer tungt om anklerne. Løbebukserne sidder klistret fast til benene.
Trods ekstra vægt omkring fødderne sætter kvinderne nu i løb gennem det lange, tørre græs.
De bliver grinende enige om, at nu er løbet for alvor i gang.
De fire kvinder er mellem 41 til 54 år og kender hinanden fra fitness, hvor de træner sammen. Det er dog ikke motionen, der driver dem i dag.
Formålet med løbet er at genbesøge sin barnlige og legesyge side samtidig med at overskride personlige grænser.
”Det er befriende at befinde sig i et rum, hvor man ikke er for gammel eller kikset til at lege med,” lyder det fra Line.
Kvinderne mærker, at de lever, når de efterlader logikken og ’det ordentlige’ ved startlinjen og får lov til at smøre sig ind i mudder og glide på bagdelen ned langs skovens stejle skrænter.
Mojito og tynd mave
Bedst som det lilla snørebånd igen titter frem bag mudderlaget på Britts sko, og veninderne har løbet sig til varmen ved at gennemføre adskillige tørskoede forhindringer, er den gal igen.
De små røde vimpler, som anviser ruten, er pludselig placeret nede i en å. De første meter pjasker mudderet let for hvert skridt, men det bliver hurtigt nødvendigt at sænke farten for alvor, da den første løbesko sidder fast i klæbrigt mudder.
”Jeg håber, at I har spændt jeres sko,” råber Line, mens hun trækker sin fod fri af mudderet med et ordentligt svup.
I muddervandet er kun kvindernes overkroppe synlige. Havehandsker griber febrilsk ud for at søge støtte i de siv, som tårner sig op på hver side af kvinderne.
”Det ligner simpelthen en omgang dårlig mave,” udbryder Gitte, og de fire kvinder knækker skraldgrinende sammen.
Gittes kommentar udløser ikke bare grin, men får også vippet veninderne ud af balance. Med én fod svævende i vandet og en anden skruet godt ned i mudderbunden griber Line ud efter Marianne.
Kun få sekunders ubalance fra at falde genfinder Line balancen, og hun slipper for en grumset dukkert.
Ved næste indånding får lugtesansen et chok. En lækker mynteduft har til kvindernes store fornøjelse bredt sig i næseborene.
”Vi vader bare gennem mojito og tynd mave.” Lines kommentar udløser endnu et krampagtigt grineflip.
Vandstanden falder i takt med at veninderne igen kan få luft mellem grinene.
Vittighederne må vige for koncentrationen for at forhindre de våde løbesko i at skvatte.
Fællesskabet bliver ofte nævnt som den største grund til, at kvinderne deltager. De engagerer sig, støtter hinanden i grupper og er festligt udklædte til løbet.”
Carsten Pedersen, formand for Aarhus firmasport, arrangører af Mud Race Aarhus.
Fra højdeskræk til sejrsrus
Der er enighed blandt kvinderne om, at det er både sundt og sjovt at komme ud af sin comfortzone til dagens løb.
Dog er der en af veninderne, som udtrykker en særlig bekymring.
”Jeg bliver simpelthen angst ved at skulle op i højderne.” Nervøsiteten rammer Britt, da veninderne når til en forhindring med armgang.
De tre andre veninder hænger allerede med benene dinglende over jorden.
Nu giver jeg det et skud, tænker Britt og træder op på skamlen, hvorefter hun tager fat med den ene hånd om stigens første trin. Hun svinger kroppen fremad og griber fat om metalstigen med den anden hånd.
Britt sender en kærlig tanke til musklerne i sine skuldre, arme og fingre, idet hun knuger hænderne om metalstigens trin.
Et sving ad gangen får Britt løftet sig over på den anden side, noget hun ikke havde regnet med, at hun kunne klare.
”Hvor er du sej, Britt.” ”Du er så stærk.” ”Mega sejt klaret.”
Veninderne udbryder i munden på hinanden rosende bemærkninger til Britt, da hun hopper ned fra stigens sidste trin.
”Det fortjener en runde high-fives,” siger Marianne.
Halvtørt mudder og sand sprøjter dem i ansigtet, da de fire veninder klasker havehandskerne mod hinanden.
Mental styrke overvinder fysiske skavanker
Veninderne tager hul på løbets sidste kilometer. Gittes højre og Mariannes venstre knæ kæmper, og Line og Britt mærker jævnlige jag i hofterne.
Fødderne er fortsat fanget i mudrede løbesko, hvori tæerne er forvandlet til en æggedeler, der for hvert skridt skiller en tyk muddermasse i fire dele.
”Nu skal vi æde os selv det sidste, kom så piger” lyder det fra venindegruppen. De ved alle, at når man er fysisk presset, er det ekstra vigtigt at hjælpe hinanden.
Kvinderne overvinder de fysiske skavanker med mental styrke, og efter 1 time og 40 minutter og 52 sekunder løber kvinderne forpustede, beskidte og jublende over målstregen med hinanden i hænderne.
”Det er alfa og omega at have gode veninder til at hjælpe en og give en et skub på måsen,” griner Britt.
Store tandsmil pryder kvindernes mudder-indsmurte ansigter, og de knuger sig sammen, mens de bekræfter hinanden i, hvor sej en bedrift de netop har gennemført.
