”Det er ikke bare et arbejde”: En dag på Sølund

En medhjælper lægger et varmt tæppe over beboerens ben, mens de triller langs stien på deres sædvanlige morgengåtur. Morgensolen er også begyndt at kigge frem, ned mellem de gyldne bøgeblade i skovområdet ved Skanderborg. På boenhed 12 i landsbyen Sølund begynder dagen da også med varme – ikke kun fysisk, men menneskeligt.

Pædagogen Charlotte, tager imod med et smil. Hun har arbejdet her på Sølund i halvandet år, og det var en tv-reportage fra boenhed 12, der fik hende til at søge jobbet.

”Den der hjemlige stemning og den hyggelige atmosfære. Jeg tænkte, at hvis jeg nogensinde skulle arbejde på Sølund, så skulle det være i boenhed 12.” Fortæller Charlotte.

Arbejdsdagen starter for Charlotte med medicinhåndtering og morgenrutiner for boenhedens 10 beboere. I hverdagene skal de beboere, der endnu ikke har nået pensionsalderen, i aktivitetscenter – eller som de kalder det på Sølund: arbejde.

Et hjem med plads til forskellighed

Boenhed 12 huser beboere i alderen 23 til 81 år. Alle har de et betydeligt og varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsniveau, der gør, at de har brug for den pleje, pædagoger som Charlotte kan give. Handicap til trods er der på stedet ingen låste døre, og hver beboer har en lejlighed, som de kan kalde deres helt egen.

”Vi er gæster, når vi går ind på deres værelser. Det er private hjem, og det skal vi respektere.”

På væggene langs de hvidmalede gange hænger der en lang række malerier, malet af en af boenhedens talentfulde beboere. Flere af dem forestiller gamle danske skuespillere som Dirch Passer, Ulf Pilgaard og Ove Sprogø. Og det er da netop også en gammel Olsen-banden-film, der lige nu har samlet boenhedens beboere foran det store tv, der er placeret mod endevæggen i fællesstuen.

Det er fredag, hvilket betyder, at det i dag er en af beboerne, der nøje har udvalgt menuen. Duften af flæskestegen, som er frokostens midtpunkt, spreder sig fra ovnen i køkkenet, ud på gangene og hele vejen ind til beboerne i fællesstuen. Duftsporet trækker sig helt op i næsen på beboerne, og som var det en tegnefilm, svæver de næsten ud mod køkkenet.

”Hvad skal vi have at spise?” råber en beboer. ”Flæskestegssandwich!” lyder svaret fra køkkenet. ”Hold da kæft, mand!” lyder det begejstret inde fra fællesstuen.

Men selvom det hele lyder godt, er arbejdet alligevel ikke uden udfordringer. Charlotte beskriver en beboer, som af og til godt kan være uforudsigelig og udadreagerende. Her handler det om at bruge hele den pædagogiske rygsæk for at håndtere situationen bedst muligt. Men det er også noget af det, hun elsker ved jobbet.

”Der er ikke to dage, der er ens. Og det er netop det, der gør det sjovt.”

Hun beskriver samtidigt samarbejdet mellem medarbejderne som en vital del af den daglige drift. Det er nemlig vigtigt, at hvert vagthold får kommunikeret, hvad der er sket den pågældende dag, og om der har været nogle udsving af nævneværdig karakter. Men det er også i medarbejdergruppen, det stærke fællesskab viser sig. For når en kollega har brug for støtte, så står gruppen til rådighed.

Tættere end man tror

Charlotte elsker sit arbejde og kunne ikke forestille sig at arbejde andre steder end lige netop her. Hun beskriver det forhold, man som pædagog får til beboerne på et sted som dette, og forklarer også, hvordan beboere og medhjælpere er rigtigt tæt knyttet.

”De bliver en forlængelse af familien. Vi er tæt på dem, og de er tæt på os.”

Hun smiler ned i jorden og beretter om en episode, hvor en særligt madglad beboer havde sneget sig ind på depotet og hapset yoghurt – og om en anden gang, hvor samme beboer havde fået fingre en sprittusch fra hendes taske og begyndt at tegne på bordene i fællesstuen.

”De løber om hjørner med os, når de får muligheden.”

Det er blevet spisetid, og beboerne, der før befandt sig i fællesstuen, har nu taget plads ved bordene. De spejder med lange øjne op imod køkkenet, hvor en medhjælper står og laver deres sandwich klar til dem. Høfligt, men på samme tid ivrigt, tager de på skift imod en tallerken og et sæt bestik.

Rummet, der før var fyldt op af hyggesnak, er nu byttet ud med fyldte munde. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, man var trådt lige ind i et kollektiv i Aarhus, hvor en gruppe mennesker havde slået sig ned sammen. Men nej, vi befinder os stadigvæk i spisestuen i boenhed 12. Man bliver dog pludseligt mindet om, hvor man er, da der fra en mobil pludseligt bliver spillet en sang med Stewart Stardust.

Mere end bare et arbejde

Livet på Sølund er ikke som man forventer. Det er ikke kun pleje og praktiske opgaver. Det er relationer, gensidig respekt og nærvær. Det er et fristed, hvor mennesker med særlige behov lever i frihed, værdighed og humor – og hvor medarbejderne kan mærke, at deres arbejde rent faktisk betyder noget for nogen.

”Det er voksne mennesker med drømme og ønsker, og det er vores fineste opgave at hjælpe dem med at finde frem til dem.”

Når vagtskiftet nærmer sig, samles medarbejderne til en hurtig gennemgang af dagen. Her deles dagens oplevelser, udfordringer og små sejre. Det er en rytme, der gentager sig, men som aldrig er ens.

“Jeg lader mig rive med af stemningen. Det er først i bilen, jeg mærker, hvor meget dagen har givet mig.”

Når Charlotte, har sagt farvel til beboerne i beenhed 12 kører hun langsomt ud af landsbyen, i bøgeskovenom, trætheden er ægte, men det er glæden også over alle de små øjeblikke, der gjorde det hele værd.