Det er stadig yndigt at følges ad

På den grønne dug står morgenens ritual klar. Han sørger altid for morgenmad. En kop kaffe, præcis som hun kan lide den, og en ostemad sirligt anrettet. 

Opslagstavlen i entreen rummer små glimt af fortid og nutid. Små dannebrogsflag hænger i en snor mellem sølvfarvede magnetfisk, ferieminder og billeder af glade børnebørn. 

Til venstre ses et gammelt foto af en ung Anna Marie Brix ved siden af Jakob. Til højre et billede af Jørgen Klausen der holder om Hannes liv. Midt i det hele stråler et nyere billede af en mand og en kvinde. Anna Marie og Jørgen, tæt omslynget, med varme smil og sammenknebne øjne. Under fotografiet står ordene: ‘Det er stadig yndigt at følges ad’. 

Det er det første, man ser, når man kommer. Og det sidste man ser, når man går igen. 

Erindringer fra en svunden tid 

I den lyse stue, med kunst og farver, sidder 73-årige Anna Marie klar ved spisebordet. 78-årige Jørgen trisser frem og tilbage mellem stue og køkken Han er i gang med at brygge kaffe. Duften breder sig i rummet. De smiler og er klar til at dele fortællingen om deres liv. 

Jørgen mødte sin afdøde kone, Hanne, i 1967. På det tidspunkt var han soldat og boede hos soldaterkammeraten i Slagelse. Her udviklede han følelser for kammeratens søster. Hanne. De blev gift og fik to børn sammen, mens de boede i Aarhus. Jørgen arbejdede som lærer, og da han fik tilbudt et job i Aalborg, flyttede familien derop i 1986. 

På en familieferie til Alsace begyndte Hannes vejrtrækning at lyde anderledes. Da de kom hjem, blev Hanne undersøgt. Hun fik konstateret kræft. Hun kæmpede mod sygdommen i halvandet år og døde i slutningen af november 2008. 

Anna Marie arbejdede som sygeplejerske på dialyseafdelingen i Aarhus. I 1975 mødte hun Jakob, som var dialysepatient, og der opstod følelser mellem dem. Parret købte hus og blev gift i 1978. Jakobs helbred var skrøbeligt. Det var derfor et bevidst valg at de aldrig fik børn. Jakobs tredje nyre holdt i 24 år, før han igen blev patient. Han døde af hjertestop i maj 2009. 

Jørgen og Anna Marie kendte hinanden perifert, mens de var gift med deres tidligere ægtefæller. De havde fælles venner og deltog ofte i de samme arrangementer - blandt andet sommerfester, hvor der blev danset til den lyse morgen. Anna Marie var også medlem af samme strikkeklub som Jørgens afdøde kone, Hanne. 

At leve med sorgen 

Det var ambivalent for Jørgen at vende tilbage til lærergerningen efter Hannes død. 

“Jeg havde en fornemmelse af at være inde i en glasklokke. Der var sorg, men også glæde over det liv, der var levet,” siger Jørgen. 

Jørgens naboer var bekymrede for ham i tiden efter. De opfordrede ham til at oprette en profil på en datingapp, men det var Jørgen ikke interesseret i. Han ønskede blot at finde sig selv igen. 

“Hvis jeg skal finde en, så må de fandme komme selv,” havde Jørgen sagt til naboerne. 

“Og hun kom selv,” supplerer Anna Marie og kigger på Jørgen med et glimt i øjet. 

Anna Marie beskriver sig selv som “tudende” efter Jakobs død. På en tur med nogle veninder, kort efter tabet, havde hun grædt hele vejen hjem i bilen. Anna Marie tænkte ikke, at hun skulle finde kærligheden igen. Hun havde nemlig læst, at mange finder en ny kæreste i vennekredsen. 

“Det skulle jeg satme ikke,” griner Anna Marie. 

Hudsult 

Forskning fra Sygeforsikring Danmark viser, at flere ældre danskere i dag finder en ny partner sammenlignet med tidligere. Ifølge Ældresagen kommer mange ældre enker eller enkemænd til et punkt, hvor lysten til at møde en ny opstår. Denne lyst kan ledsages af dårlig samvittighed eller frygt for, hvad de pårørende tænker. De fleste mennesker har behov for nærhed og berøring. Hvis dette behov ikke bliver tilfredsstillet, kan man opleve det, forskerne kalder "hudsult." Hjerneforsker Troels W. Kjær beskriver, at hudsult psykisk føles som "tomhed, uro og ensomhed." 

En ny forelskelse opstår 

Efter Jakobs begravelse, besluttede Jørgen sig for at ringe til Anna Marie. De havde jo altid haft meget tilfælles. Det uskyldige telefonopkald blev starten på en ny romance. 

Året var 2009, og det var sommerferie. Solen skinnede, og Jørgen skulle tilbringe en uge i sommerhus nær Aarhus. Han havde ikke lavet mange aftaler. Der skulle være tid til at mærke efter. 

“Det der med at være alene, det skulle man vænne sig til,” forklarer Jørgen. 

Anna Marie skulle besøge fællesveninden Åse og hendes mand. Jørgen, som havde plads i kalenderen til spontanitet, greb igen telefonen og ringede Anna Marie op. 

“Kan du ikke bare ringe og sige til Åse, at du tager en fyr med?” spurgte Jørgen i telefonen. 

Åse vidste godt, hvem fyren var. Det griner de stadig af i dag. 

Herefter tog forholdet fart. Jørgen var dårlig til at sms’e, så han fik et kursus, som han senere fik voldsomt brug for. Han skulle nemlig på en rejse til Australien. På turen sendte han over 380 sms’er til Anna Marie. 

“Jeg blev vækket hver morgen med en godmorgenbesked,” siger Anna Marie med store øjne. 

Jørgen kom hjem fra rejsen og skulle tilbage på arbejde. En kollega kom hen til ham og kiggede ham dybt i øjnene. 

“Jørgen, er du blevet forelsket?” spurgte hun. 

Det måtte han indrømme, at han var. 

Forelsket som en fjantet teenager 

“Det boblede indeni mig,” siger Anna Marie med røde kinder og et bredt smil. 

Hun tænkte på Jørgen hele tiden. Hver gang hun så en Audi, sitrede det i hende. Tænk hvis det var ham. Det modne par mærkede forelskelsen hurtigt. Den strømmede gennem dem som to fjantede teenagere. 

“Der var ikke noget at rafle om, man kunne mærke det i hele skroget,” siger Jørgen med et skævt smil og foldede hænder. 

Deres kærlighed var umulig at skjule, og omverdenen lagde hurtigt mærke til den lyserøde sky, de svævede på. 

“Det er helt vildt dejligt og helt vildt mærkeligt,” havde Jørgens søn sagt, da parret ringede for at fortælle, at de var blevet kærester. 

Især sønnen skulle vænne sig til tanken; “Nu kan jeg jo ikke bare dukke op og tage en leverpostejmad fra køleskabet.” 

Anna Marie blev dog hurtigt en del af familien. Hun nåede endda at møde Jørgens mor, inden moren gik bort. 

"Hun ligner familie. Hun har smilehuller ligesom os," havde hun sagt, da hun første gang så Anna Marie. 

Anna Marie var lykkelig, men glæden blev fulgt af en snigende skyldfølelse. Forelskelsen i en ny mand kort tid efter Jakobs død fyldte hende med skam. Hun snakkede med Jakobs søster, som forsikrede hende om, at ingen ville dømme hende for at finde kærligheden igen. 

“Det er okay at være glad,” sagde hun. “Carpe diem.” 

Inden nogen af dem havde set sig om, røg Jørgen på knæ. Nu skulle de være sammen “sådan for alvor.” Anna Marie og Jørgen blev gift på rådhuset. Derefter holdt de en lille sammenkomst for Jørgens børn og børnebørn. Her nød de frokost sammen og fejrede kærligheden. 

To liv forenes 

På villavejen i Højbjerg ligger det røde etplanshus med grønne døre. Ved siden af hoveddøren hænger et messingskilt med bogstaverne Anna Marie B. og Jørgen K. indgraveret. Det har hængt der siden Jørgen flyttende ind hos Anna Marie. Huset er omkranset af den velplejede have, hvor et hjemmelavet fuglebad står i skyggen af grønne planter. En solsort dypper næbet og vandet kruser let. 

Det er frokosttid. Jørgen sidder på den sorte spisebordsstol. Her sidder han hver dag og venter på at blive kaldt til frokost af Anna Marie. 

Da Jørgen flyttende ind i 2010, arbejdede Anna Marie stadig. Han tog sig tid til at møblere om derhjemme og forvandle huset til et fælleshjem. De havde ens loftslamper, som i dag hænger side om side over spisebordet. I vindueskarmene står farvede glasvaser, der stråler, når lyset skinner igennem dem. På væggene hænger malerier i alle størrelser. Det er en blanding af parrets kunst, ligesom møblerne er det. 

“Det var vigtigt, at vi begge fik lov til at bo der,” siger Anna Marie. 

Selvom hverdagen for længst er indtruffet, er parret stadig glade for nye oplevelser. Kultur fanger begges interesse, og de nyder en aften i Musikhuset eller en tur på museum. De tager også ofte på ture med venner rundt i det danske land. 

Parret har gennem årene rejst en del sammen. Da Anna Marie blev 60, inviterede Jørgen hende til USA. 

“På selve fødselsdagen havde jeg bestilt en limousine med champagne og det hele. Den kørte os til en italiensk restaurant, og bagefter var vi på Broadway for at se Løvernes Konge,” siger Jørgen og smiler til Anna Marie ved mindet om turen. 

Jørgens børn og deres fælles børnebørn var også med på rejsen. 

“Jeg ser dem også som mine egne – eller, de ER mine børnebørn. Det er dem, der en dag skal arve mig,” slår Anna Marie fast. 

Champagne og bryllupsrejser 

Anna Marie klukker til Jørgen og lægger en hånd på hans skulder: “Kan du huske kobberbrylluppet, hvor du fik for meget champagne og måtte følges i seng inden middagen?” 

“jeg var jo bare træt,” svarer Jørgen og parret bryder ud i latter. 

To nye knæ og en tidligere blodprop holder ikke det rejseglade par tilbage, der er stadig masser af liv, der skal leves. Til september venter et nyt eventyr, når de kører Portugal rundt i bus. 

Bryllupsrejser er også en fast tradition for parret, der insisterer på at tage afsted hvert år. De kan dog knap huske, hvor turen gik hen sidste år, og der må et husmøde til, før næste destination kan fastlægges. 

“Det er jo snart... den 24. april,” smiler Anna Marie og kigger på Jørgen.

Ubegrænset kærlighed 

Køkkenet er for småt, og Anna Marie har altid haft den faste regel: “Ud af mit køkken!” Men gamle vaner måtte brydes op, for pludselig stod Jørgen der, og med et glimt i øjet udbrød han: “Det er sgu da også mit køkken!” 

Så nu laver de aftensmad sammen, men opvasken? Den tager Jørgen altid. Jørgen og Anna Marie passer på hinanden. 

“Vi er ikke enige om alting, men vi står op hver dag og er glade.” 

Parret har flere bekendte, der også har mistet en ægtefælle. 

“Det vigtigste er, at man ikke at bure sig inde,” siger Anna Marie. 

Både hun og Jørgen er enige om, at det er sundt at rejse og holde socialt liv ved lige. Parret mener også, at det er vigtigt at tale med sin nye partner om fortiden. Når en stor del af livet er blevet tilbragt med en anden, skal man kunne snakke om det. 

“Du kalder da også mig Jakob en gang imellem,” siger Jørgen til en fnisende Anna Marie. 

Jakob og Hanne fylder stadig meget i parrets hverdag. 

“Vi er glade for opslagstavlen, så kan vi kigge på dem hver dag.” 

Efter endnu en dag i det røde etplanshus fyldt med kærlighed til fortid, nutid og fremtid, skal parret i seng. Jørgen ligger der allerede. Han har varmet sengen op til Anna Marie. Det gør han hver dag. 

“Vi læste i et ugeblad, at det er tegn på kærlighed.”