DET STARTER SOM EN TANKE - DER ER OGSÅ EN VOLDSOMMERE SIDE TIL OCD

Med højre hånd skubbes gearstangen op i næste hak. Mikkel kører allerede langt over de 60 km/t, der er tilladt på landevejen mod Køge. 

Mikkel skulle egentligt hjem til kæresten. Det skal han ikke længere. Derfor ryger gearstangen op i femte og sidste gear, inden sømmet trykkes helt i bund. 100, 120, 140 km/t –speedometeret springer frem i faste intervaller.

Politiet skal efter ham. 

Han elsker den lyseblå Volkswagen Polo, selvom fælgene er forfærdelige. Mønsteret vender ikke den samme vej på alle fire dæk. Anlægget i bilen spiller “The Blister Exits” på fuld volume. Lydstyrke 30, et pænt tal. Kaotiske trommeslag, dybt stemte guitarer og skrig fra heavy-metal bandet Slipknot, overdøver bilens motoromdrejningerne og de klirrende tomme flasker, der ligger på måtten ved passagersædet. Men det overdøver ikke Mikkels tanker. Med så stor koncentration, som den slørede hjerne tillader ham, er han ellers fokuseret. 

Han skal have politiet efter sig.

THE ULTIMATE WAY, IS THE WAY YOU CONTROL!

BUT CAN YOU STAY, IF YOU DETACH YOUR SOUL?!

BURY THE PRESENT AND SQUEEZE OUT THE PAST!

THE ONES YOU ENDEAR TO NEVER LAST!

Ingen må komme til skade. Der er mange mennesker på Køge Torv. Kører han som en sindssyg der, må der være nogen, der ringer efter politiet. Måske er politiet allerede derinde. Hvis han er heldig. Ingen må komme til skade. Alligevel befinder bilen sig nu pludseligt på den forkerte side af brostenene. Folk kaster sig til siden for ikke at blive ramt.

Men politiet kommer aldrig. Han skruer ned for Slipknot, men hører ingen sirener. Tanken er også blevet tavs. 

På en svinebondefarm i det østlige Sjælland, sidder en seksårig dreng i skrædderstilling på sit bord. Han famler med en lille blå radio. Foran vinduet går træer i et med marker. For seksårige Mikkel er der langt til nærmeste nabo, langt til alting.

De hvileløseben under ham er en mosaik af flænger og blå mærker. De er endnu ikke lange nok til at nå traktorpedaler på gårdens røde Massey Ferguson 365, der holder ude på den store gårdsplads. Alligevel kører han den ofte. Med to små træklodser placeret under hver fod, skovler han grus med sin far – ikke så meget fordi det er fedt at arbejde, mest bare fordi det er fedt at være med.

Den lille radio spiller Mambo no. 5. Han forstår ikke, hvad de synger, men melodien er god. Han forstod heller ikke rigtigt, hvad de skulle i skolen i dag. Han græder, når han farvelægger udenfor stregerne i timen. Fordi det er helt forkert. Og fordi det er svært, når man hele tiden skal starte forfra. 

Det er ligesom i matematik, når læreren spørger hvorfor to plus to giver fire. Selvfølgelig giver det fire. Han forstår ikke, hvorfor han skal skrive det ned på et papir, når han nemt kan regne det i hovedet. Det sker ret ofte, at han ikke helt forstår. Det sker også ret ofte, at skolen ikke helt forstår. Til gengæld har han i dag besluttet, at det er slut med at tisse på brættet ude på toiletterne – også selvom han og de andre drenge synes, at det er sjovt. Pigerne sidder åbenbart ned, når de tisser, og Mathilde er en god veninde.

På bordet forsøger han med febrilske fingre at skrue højere op for radioen. Ude foran værelset går mor rundt og støvsuger. Han skal skubbe hende ned trappen – spænde ben for hende og støvsugeren, så hendes røde hår går i ét med blod og gulvtæppe. Radioen spiller ikke højt nok, og ingenting giver mening.

Når ingenting giver mening, vælter alting inde i Mikkel. Han bliver ked af det, så vred. Men selvom man er vred, må man ikke slå på mor. Og man må ikke slå på far. I et lille mørkt rum står derfor vaskemaskinen, som ikke længere virker. Der står den printer, som er sat ud. Det lille mørke rum er hans rum, og når det hele tilter, skal han styre sin vrede. Holde på den. Gemme den, til han når til rummet, hvor baseballbattene ligger på række. For når han når frem, må han gerne tilte – han må smadre alt, hvad smadres kan. Det siger mor og far.

Men nu skal hun ned ad trappen – mor. Derfor skruer han op for Mambo no. 5. Derfor forlader han bordet og gemmer sig under dynen. Det er svært at finde noget der overdøver stemmen, når den tilhører en selv.

Mikkel er fjorten år gammel, og i en lille stue hos vennen Michael, er drengene samlet. Hos Michaels mor, må man ikke ryge indenfor. Til gengæld må man gerne drikke. De er der alle sammen – også et par fyre, som Mikkel ikke kender. Der bliver fortalt historie om dengang de kom til at skyde en Golden Retriever med luftgevær. Flasker knappes op.

Men fyren i den hvide t-shirt skal ud.

Mikkel kender ikke hans navn, men han har åbnet flasker med ham før. Alligevel ser han direkte på ham – beordrer ham så at forlade stuen. Alle er fulde og ingen resonerer med ordene der bliver sagt. Mikkel rejser sig. Fyren skal ud.

Han knalder ham først en lige på hovedet. Alle springer op, og der bliver grebet i Mikkel bagfra. Det er efterhånden ikke første gang, at han slås, og kammeratens velkendte ansigt hakkes ned i bordkanten fem gange, før han giver slip. Blod tegner mønstre på Mikkels hænder. Hans øjne vender igen tilbage til fyren i den hvide t-shirt, og den næste kammerat, som griber fat i ham, slynges ind i reolen, der lige før stod op ad væggen. Standerlampen bliver til et baseballbat, og Mikkel er tilbage i smadrerummet hos sine forældre.

Så forsvinder indskydelsen. Rummet runger, selvom der er helt stille. 

Normalt ville han hjælpe med at rydde op. Det er ikke meningen, at reolen skal være væltet. Heller ikke standerlampen. Det ser ikke rigtigt ud. Men Mikkel forlader bare stuen.

Øjnene holder han på jorden. Der er alligevel ikke noget at sige.

Mikkel går i 7. klasse, men har fået skole-vægring. Det er længe siden, at han har gået rigtigt i skole. De brød sig ikke om hvordan han smadrede loftspladerne. Forståeligt nok. Han brød sig egentligt heller ikke selv om det.

Men skolen sætter ikke spørgsmålstegn, og Mikkel har alligevel ingen rigtige svar.

I stedet fylder han lungerne med hash, og hovedet med en promille. Det slører tilværelsen bedre end musikken, og det føles godt. Men det udvisker også grænsen mellem mærkelige tanker og udførelsen af dem –omsmelter ellers gode intentioner, og idealet af rigtigt og forkert. Men når først noget føles godt, er det svært ikke at gøre det igen. Når han kommer hjem, står cd’erne i orden, men der er ofte blod på de sko, han slæber ind.

Mikkel er 19 år gammel, og kvinden i det blåt-blomstrede sengetøj ser på ham. Josefine. Hun er smuk. Ikke helt slank, men med en form, der fangede hans opmærksom dengang på stranden. Dengang, hvor han, som en stor fuckfinger i ansigtet på hendes ex, lod hende forelske sig i hans krøllede hjerne, for efterfølgende selv at falde for hendes. De har været kærester i et år, og hun sluger ham med hud og hår og kærlighed. Måske elsker han hende. Det gør han i hvert fald, som hun ligger der.

Men hun skal have en kniv i nakken og hendes hud skal åbnes til kødet. Hun skal sprættes op, hele vejen fra nakken og ned til lænden, imens de er sammen.

Scenen rammer ham pludseligt, og udspiller sig for et par lukkede øjne.

Mikkel er fuld. Skellet mellem tanke og handling er en uklar og sløret grænse.

En anspændthed af frygt klamrer sig til den sex,  de skulle til at have. Som hun ligger der, kan han ødelægge hende. Han trækker sig selv væk. Forlader den varme seng.

Når Mikkel er fuld, er der ikke langt fra tanke til handling, og Josefine får ofte de sider af ham at se, som han selv er bange for. Men hun stiller ikke mange spørgsmål, og han føler sig mindre fucked up, når hun ikke gør. 

Når han er fuld, fortæller han sine venner, hvad han sommetider tænker. Han fortæller, at han pludseligt hellere vil sprætte Josefine op, mere end noget andet. Også selvom hun intet har gjort. Men selvom de ved, at hans hoved er lidt anderledes skruet sammen, griner de som oftest.

De tror ikke på ham – tror ikke han vil gøre det. Selv er han mere i tvivl.

Mikkel er 21 år gammel. Ud fra toilettet kommer Josefine med en lille pind, hvor to streger lyser op. Josefine skal være mor.

Mikkel skal være far.

Mest af alt er han bare en lille skrigeunge, der gylper ud over det hele. Mikkel kan ingen tekster til børnesange, men han kan godt et par melodier. Teksterne bliver erstattet af bandeord, som ungen alligevel ikke forstår. Han smiler og griner. Det samme gør Josefine. 

De fleste børne er grimme når de bliver født – deforme af sugekopper, og mærket af ni måneders mørke. Men ikke hans søn. Han ligner ham. De sorte klumper hår, hans øre, øjne og næse.

Han skulle ikke hedde Brian eller andet, der klingede af ballade. Diskussionen var lang. Forliget faldt på William. 

Samtidigt rydder Mikkel op i sin omgangskreds. Det er nemt nok for en ung dreng at komme i ballade, William skal ikke have det serveret med guldske, før han kan gå. Mikkel vil være far, som hans egen var det. Da han er færdig, står der to venner tilbage, som ikke leger med tjald og alkohol hver dag. Selv står han tilbage med sin egen afhængighed, som er svær at ryste af sig. Han kan gemme William fra sine venner, men ikke fra de tanker, der eskalerer i hans rus.

I hånden holder han en telefon. Lægehusets nummer er kodet ind. Men soldater med skarpladte geværer, vil kravle frem i det lange græs ved siden af grusvejen, hvis han ringer. Pansrede kampkøretøjer vil sætte retning mod hans hus. Han vil af med alkoholen, men siger han højt, at han drikker, vil soldaterne flå William ud af hans arme. Det hele udspiller sig for hans øjne. Igen og så igen. Han tanker bliver til scener. 

Alligevel ringer han. Han er træt af at frygte brødkniven i hånden, når hans egen stemme siger, at han skal bruge den på andet end brød. Han er træt af ikke at vide, hvordan hans hoved fungerer uden afhængighed. William fortjener en bedre far. Opkaldet bliver taget, og soldaterne dukker aldrig op. Til gengæld gør en recept på antabus. 

 Men antabus tager kun afhængigheden. 

Madrassen flyder ud over den lille dobbeltseng, og William er næsten forsvundet ned i den. Han er lige blevet seks og sover tungt.

Mikkel og Josefine er gået fra hinanden, og William er blevet delebarn. 

Hans langsomme vejrtrækning fylder rummet. Mikkel kaster skygger, da han træder ind, og lægger sig så langt mod sengekanten, som muligt.

Han ligger på maven. Folder arme og hænder tæt under kroppen. Det er en unaturlig position, der vender hans ansigt ned mod madrassen, og kvæler hans luftveje i skumgummi og lagner. Men hellere det, end ikke at vide, hvor hans øjne søger hen. Sådan ligger han for det meste nu, i hvert fald når William er der. Oppe i hovedet kører tingene i ring. 

En god mand rør ikke ved børn. En god mand har ikke lyst til børn.

De havde været i badeland. Som så mange andre fædre på familietur, var Mikkel allerede presset. Unger over alt. Familie. Og så, midt i alt det hele, en indskydelse. En frastødelse. Et selvvæmmende sug i maven, der flugtede hele vejen op i halsen.

Han skulle røre ved et barn. 

Sveden havde spredt sig ned over ryggen. Så hellere dø.

Frygten for tanken sætter sig nu med ham i sofaen, og lægger sig med ham i sengen om aftenen. Hver nat er han vågen. Aflåst i egen krop, i frygt for, hvad den vil kunne gøre og for hvilke tanker der vil kunne poppe op. Stemmen i badelandet havde lydt som en imitation af hans egen, men den havde sagt, at han havde lyst. Også selvom han ikke havde.

Ved misbrugscenter Lænken i Køge, skal man bevæge sig igennem hele bygningen, for at nå frem til receptionisten og melde sin ankomst som ex-alkoholiker. Mikkel har taget turen ugentligt i de sidste par måneder.

På kontoret, få meter fra venteværelset, sidder Karin. Som vanligt sidder hun skråt overfor ham ved hjørnebordet. Hun ser altid på ham, selvom han ser på bordet. Hun smiler og er med på jargonen. Han ved ikke om hun reelt forstår, men det føles sådan. Han er der kun for at tale om misbrug, men Karin lytter efter. Det har hun efterhånden gjort i lang tid. Derfor tager han en stille chance.

Tilværelsen roder i Mikkels hoved, mere end nogensinde før. Derfor fortæller han om deodoranterne. Hvordan de alle skal stå korrekt i toiletskabet, da der ellers vil udbryde krig, også selvom det lyder dumt. Han fortæller at der hele tiden er ting oppe i hovedet, som han ikke selv mener, men hører sin egen stemme sige. Han snubler stille frem og forsøger at agere vejviser i sin labyrint af en hjerne. Han er bange for at dø, mest fordi William så skal vokse op uden en far.

Fra bordkanten ser han igen, hvordan soldaterne nu vil komme og flå William fra ham.

Karin kigger bare på ham. Bekræfter ham i, at han er idiot, hvis han tror at der udbryder krig, når hans deodoranter ikke står rigtigt. At det ikke giver mening pludseligt at ville jagtes af politi, eller at ville dolke den der står nærmest. Hun er stille lidt, åbner så munden;

“Du kan have tanker om alt. Det er først når du handler på dem, at det bliver et problem ” 

“Men, jeg tænker lige højt engang. Du har sgu nok OCD, Mikkel”

Han ser op fra bordet.

Obessive

Compulsive

Disorder

Tanker og tvangstanker. Karin forklarer, og for hver sætning finder ordene en smule mere indpas.

Mikkel er ikke psykopat. Heller ikke pædofil.

Mikkel har OCD. 

I en lille udestue af træ på Vestsjælland, er alle bjælkerne malet hvide. Alle undtagen én. Der er en lille plet som er efterladt, og den pirrer som en torn i øjet på Mikkel hver dag. Men det er ham selv, der har ladet den være. Fordi kampen mod OCD altid lidt er i gang. Og fordi det er sundt nok at tage kampen op, når der er overskud til det. Mikkel er treogtredive år og tager hver morgen 150 mg Sertralin. Karin vidste godt, at en akuttid på lægesprog betød seks måneders ventetid. Derfor gav hun ikke slip på ham, før psykiateren udskrev første recept på det antidepressiv, der også benyttes mod OCD. Den lille pille tysser tvangstankerne ned, lige indtil han en sjælden gang i mellem glemmer at tage den, og igen kommer i tanke om, hvorfor den er vigtig.

Ved hylden bag lænestolen i stuen, står hans favoritplader nænsomt placeret. Mikkel strækker en arm derhen, hvorpå der slynger sig et sort polynesisk-tatoveret mønster. Set langt væk fra, ligner blækket en kaotisk plamage af mørke. Kommer man tættere på, er der orden i det hele. System. Det er hans OCD.

På den anden arm er huden prydet med en fødselsdagsdato. Februar, 2013. Han sidder på værelset, fordybet i computerspillet, og med et ansigt, der kunne være løftet direkte ud af et gammelt billede af hans far, da han var på samme alder.

En plade begynder at spille og i Mikkels hoved er der stadig en stemme der imiterer hans egen. Den lyder som ham, og selvom den er mere neddysset nu, hvisker den små scenarier, ser faresignaler og kan bedst lide, at mærkaterne på krydderierne vender udad. Men begge stemmer er ham. Det forstår han nu.

Alligevel tilhører den ene ham lidt mere end den anden.

Navnene i artiklen er sløret af hensyn til kilden og hans familie.