”Det var dumt. Jeg skulle aldrig have gjort det”

De tiltalte sidder med blikket rettet mod bordet, og forældrene kigger ned i gulvet. Der er ikke blevet udvekslet mange ord, og nervøsiteten er tydelig, mens anklageren fremlægger sagen efter anklageskriftet.

Fra øl og hygge til ildspåsættelse

Ifølge anklageskriftet har de tre drenge opholdt sig i lagerhallen, hvor de har fundet metaldunke med brandbar væske. Én af dem hældte væsken ud og satte ild til en valgplakat midt i den store lagerhal. Forinden havde de hygget sig og drukket lidt øl, før de besluttede sig for at hoppe på cyklen og besøge den forladte bygning. De øvrige to overværede handlingen, og forsøgte senere at slukke flammerne med, hvad de troede var en gipsplade og en presenning. Ilden nåede at tage fat og flammer, der var højere end drengene selv – over 170 cm opstod. De store flammer skræmte også drengene, og under afhøringen siger den ene af drengene:

”Vi blev bange, da vi indså vi ikke selv kunne slukke flammerne selv, og derfor løb vi hen og gemte os”

Fortrydelse og afstand

Den samme dreng forsætter sin forklaring og siger med klarhed i stemmen:

"Det var dumt, jeg skulle aldrig have gjort det."

Der er tydelig fortrydelse at finde i den rystende stemme og kropssproget. Da der bliver spurgt ind til deres nuværende venskab, er det i samme triste toneleje.

 ”Vi er nok bare vokset lidt fra hinanden."

Siden hændelsen har de unge drenge taget afstand fra ikke bare sagen, men også hinanden.

Var det en brand?

Med en trippende fod siger den ene af drengene, som ikke har tilstået:

"Jeg føler ikke helt, jeg har deltaget, men jeg har jo stadig kigget på."

Han bakkes op af sin forsvarsadvokat, der også sætter spørgsmål til, om der overhovedet er tale om hærværk eller brand. Der argumenteres nemlig for, at flammerne var gået ud af sig selv, hvis ikke brandvæsnet havde været der og slukket for ilden. Der bliver dog også lagt vægt på at drengen, der tilstod uden tvivl, er den skyldige, hvis det faktisk var en brand. De andre drenge havde jo forsøgt at slukke ilden og derfor havde de ikke bare været passive, men faktisk forsøgt at handle.

Retten vurderer, at fordi de to drenge ikke stoppede deres ven, inden han tændte for væsken, kan de betragtes som medvirkende.

Dommen og dens konsekvenser

Den dreng, der tændte ilden, vælger at tilstå og samarbejde med myndighederne. Det bliver taget i betragtning ved strafudmålingen, og han modtager derfor en mildere straf. 30 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år. De to andre drenge, der nægter sig skyldige, modtager ikke samme rabat. Den ene får 60 dages betinget fængsel, mens den anden dreng, efter en mentalundersøgelse, er blevet erklæret uegnet til straf. Derfor får han en foranstaltningsdom med ambulant psykiatrisk behandling med en længstetid på fem år. Det betyder, at han i stedet for en fængselsdom skal have psykiatrisk behandling og følges i op til fem år. Alle tre drenge skal derudover følges af de sociale myndigheder for at forebygge yderligere kriminalitet indtil drengene fylder 18 år.

Impulsive handlinger og samfundets ansvar

Sagen er et tydeligt eksempel på, hvordan impulsive handlinger kan fører til alvorlige konsekvenser og en plet på straffeattesten. Dommen viser også, at ikke nødvendigvis alle dømmes ens, og at der tages højde for mentalundersøgelser.