Det var ikke meningen, men det er helt normalt
Rikkes største udfordring er, at få det hele til at hænge sammen. Hun klager ikke. Hun ved det er sådan for de fleste.
Rikke Friis er leverpostej. Almindelig. Det synes hun i hvert fald selv. Hun er 42 år og bor i Hasselager med sin kæreste og deres to piger på syv og ti. I et parcelhus i forstaden. Det var også der hun voksede op. Pigerne går på samme skole som hun gjorde dengang.
Det var egentlig ikke planen. De boede i midtbyen indtil deres ældste var to, men de brug for mere plads, og så var det også praktisk med pigernes bedsteforældre tæt på. Hun synes faktisk også det er fint.
Hun har et godt job. Det var ikke det hun regnede med, men nu har hun været der i 17 år. Hun har lidt for meget at se til. Arbejder for meget. Ikke mere end alle andre, men mere end hun har lyst til. Hun kan ikke tillade sig andet når hendes kæreste er børnehavepædagog, og de også har drømme.
Deres hus er småt, men det er ikke et problem. De vil hellere sidde billigt, så de kan komme ud og opleve noget. Indtil nu har det mest været på børnenes præmisser. Campingferier, charterture og feriecentre.
Hun drømmer om at hive tre måneder ud af kalenderen og rejse til østen. Det gjorde hun da hun var ung. Før hun fik kæreste og børn og job. Hendes kæreste har aldrig rejst på den måde, men de drømmer om at gøre det sammen. At tage pigerne med.
Lige nu er det mest en fantasi. Det er svært når man har en hverdag. Som husejer er der altid en ny vaskemaskine eller andet dødssygt at bruge penge på. Og så er der børneopsparinger og konfirmationer. Det er svært, men hun bliver ved med at drømme. Hun synes det ville være mærkeligt at stoppe.
Hun tager tit med familien i hendes forældres sommerhus på Djursland. Det nyder de, hele familien. Kvalitetstiden. Det er i virkeligheden det Rikke allerhelst vil. At have mere tid med sine børn. Hendes største udfordring er, at få det hele til at hænge sammen. At prioritere rigtigt. At gøre det godt for hendes familie. For hendes børn. De fleste forventninger kommer nok indefra.
Hun har jo kun pigerne den her ene gang, og tiden går så hurtigt. Hun ser dem fra 17 til 20. Efter skole, og indtil de skal i seng. Sådan er det for de fleste. Det ved hun godt! Og hun klager ikke. Hun føler sig privilegeret. Bor i parcelhus med hendes familie i forstaden. Hun er leverpostej