Dobbelt op på skole: Sådan lever de ukrainske elever i Danmark

Unge ukrainere fastholder ukrainsk onlineundervisning, fordi de ikke ved, hvornår de skal hjem igen. Det påvirker deres sociale udvikling i Danmark.

13-årige Sofia Karpenko droppede onlineundervisning, men det er langt fra alle der følger trop.
Offentliggjort

13-årige ukrainske Sofia Karpenko kom til Danmark for tre år siden, og hun er en af de mange ukrainske elever, som enten har eller har haft onlineundervisning. 

Sofia Karpenko og hendes mor besluttede dog efter noget tid, at hun skulle stoppe med at modtage ukrainsk onlineundervisning. 

“Det var virkelig svært at have dansk undervisning og så bagefter skulle til ukrainsk undervisning. Det passede dårligt med tiden,” fortæller Sofia Karpenko. 

Det blev for tidskrævende for hende at følge med i begge undervisninger. 

Hun savner at se sine venner gennem onlineundervisningen, men hun savner ikke at gå i skole to gange dagligt. 

Mange fortsætter med onlineundervisning 

Ifølge en rapport udarbejdet af Udlændinge- og Integrationsministeriet fra 2025 følger mange ukrainske unge fortsat med i ukrainsk onlineundervisning. 

Onlineundervisningen foregår typisk om eftermiddagen, efter de ukrainske elever har været i dansk skole. 

Det har konsekvenser for deres sociale udvikling i Danmark. 

“De står med et ben i hver lejr, både uddannelsesmæssigt og følelsesmæssigt. Den tid, de bruger på undervisning to gange dagligt, frarøver dem fællesskab og fritid,” 

siger Søren Hansen, som er næstformand i Aarhus Lærerforening. 

Fremtiden i Danmark er usikker 

De unge ukrainere står i en venteposition, hvor tvivlen om, hvorvidt de snart skal hjem igen, præger deres tilstedeværelse i Danmark. 

Flere af de unge ser deres fremtid i Ukraine, og det påvirker motivationen for at gøre en seriøs indsats for at falde til i Danmark. 

“På den ene side skal de have et liv i Danmark, men på den anden side er det også midlertidigt, og de skal være klar til at komme hjem,” 

fortæller Gro Hellesdatter Jacobsen, som er lektor ved Institut for Kultur og Læring. 

Det er en afvejning mellem den reelle mulighed for at kunne blive i Danmark og spørgsmålet om, hvorvidt de overhovedet har lyst til at blive. 

“Der er en del, som mærker, at det ikke er sikkert, de kan få lov til at blive i Danmark, eller som ikke har lyst til at blive,” 

siger Gro Hellesdatter Jacobsen. 

Onlineundervisningen er meget tidskrævende 

De mange timer brugt på onlineundervisning hæmmer de ukrainske elevers mulighed for at danne sociale relationer i Danmark, hvilket gør det svært for dem at indgå i fællesskaber. 

“De går i den ukrainske online-skole om eftermiddagen, typisk i mange timer. De har ikke tid til fritidsinteresser og venner, fordi de ikke har nogen fritid. Det er mange af dem trætte af,” 

siger Mette Vedsgaard Christensen, som er forsker i pædagogik og didaktik og rådgiver skoler og kommuner om børn med dansk som andetsprog. 

Sofia Karpenko har lært en klassekammerat ukrainske ord.

Savnet til livet i Ukraine er stort 

Savnet til venner og livet i Ukraine fylder meget hos de ukrainske elever. 

I flere kommuner oplever man, at de ukrainske elever er isolerede i forhold til de danske børn, da flere deltager i onlineundervisningen og dermed vedligeholder venskaber gennem den. 

“Der er mulighed for at logge på og være sammen med sine gamle klassekammerater,” 

fortæller Mette Vedsgaard Christensen. 

Det har en isolerende effekt og hindrer de ukrainske børn og unge i at skabe sociale relationer, da det tager tid fra at blive en del af fællesskabet på deres danske skole. 

Flere kommuner er derfor opmærksomme på onlineundervisningen, netop fordi den påvirker de ukrainske elevers sociale udvikling. 

Lærerne mærker, hvordan de ukrainske elever påvirkes 

Både lærerne i modtageklasserne og i de almindelige klasser mærker usikkerheden om, hvorvidt de unge ukrainere kan blive i Danmark – både hos eleverne og deres forældre. 

“Mange forældre ønsker, at børnene fortsætter undervisningen fra Ukraine, fordi de ikke ved, hvor længe de bliver i Danmark,” siger Tetyana Nychyporuk, som er lærer i en modtagerklasse på Skanderborg Skole. 

På Hanebjerg Skole i Hillerød har lærerne også mærket, at flere af de unge ukrainske elever ønsker at vende hjem til Ukraine. 

“Flere har hele tiden haft en forventning om, at de skulle hjem lige om et øjeblik, men det er fire år siden nu,” 

fortæller udskolingslærer på Hanebjerg Skole, Henrik Lentz Hansen. 

Et endeligt farvel til onlineundervisning 

Sofia Karpenko er glad for at være stoppet med den ukrainske onlineundervisning, og selv hvis hun fik muligheden for at starte igen, ville hun stadig fravælge det. 

Savnet til venner og familie er fortsat stort, men efter at have vænnet sig til Danmark og lært sproget er Sofia Karpenko glad for at være i Danmark. 

Hun ser sin fremtid i Danmark. 

Powered by Labrador CMS