Døden er stadig et tabu – derfor spiller vågerne en vigtig rolle

Frivillige vågere skaber tryghed i livets sidste timer og gør en forskel i mødet med døden, som mange ellers har svært ved at håndtere.

Frivillig våger Lisbeth Hagedorn møder døden med et åbent hjerte, modsat mange danskere.
Offentliggjort

"Ingen skal dø alene,” lyder som et ekko i Vågetjenesten.

Vågetjenesten

  • Vågetjenesten er til stede i 90 ud af 98 kommuner i Danmark.
  • Vågetjenesten kommer både hos døende, som ingen pårørende har og hos døende, hvis pårørende trænger til et hvil.
  • Pårørende, der har brug for en våger, kan henvende sig til plejepersonalet eller finde Vågetjenesten på hjemmesiden: vaagetjeneste.dk 

Kilde: vaagetjeneste.dk

Nærvær, ro og tryghed er grundstenene i deres arbejde. De sidder ved døende, når ingen andre kan.

Vågerne er netop nogle af dem, som ikke ser døden som et tabu.

“Det er nogle, som aktivt går ind i det og gerne vil bidrage til at aftabuisere døden, men også være med til aktivt at tage livtag med den,” lyder det fra Alexandra Isabella L. B. Dessoy, udviklings- og faglig konsulent for Vågetjenesten Røde Kors. 

Modsat vågerne, har danskerne det svært med døden. 

Hver anden dansker ser døden som et tabu. Det viser en undersøgelse som Epinion har lavet for DR i januar 2026.

Mødet med samfundet

Vågerne oplever også, at døden er svær at tale om. 

En ny rapport fra VIVE viser, hvordan forholdet er til døden i Danmark, hvis man kigger gennem vågernes øjne.

“Det, som vågerne viser os, er at det, der stadigvæk er tabuiseret i Danmark er at være tæt på den rent faktiske, fysiske død. Det er der ikke ret mange, der prøver, så man kender den ikke”, fortæller professor og antropolog Lone Grøn.

Hun har fulgt 30 vågere i sit feltarbejde, der er dokumenteret i rapporten. 

Ifølge Lone Grøn er flere vågere forsigtige med at fortælle folk om deres arbejde med døden. 

De bliver mødt med reaktioner, som “er det ikke væmmeligt?” eller “er det ikke skræmmende?”, fortæller hun.

Lone Grøn forklarer yderligere, at der stadigvæk eksisterer en form for frygt eller tabuisering af døden i Danmark.

Se døden i øjnene 

Årsagen til dette kan være, at vi ikke møder døden naturligt længere.

Lone Grøn forklarer, at den død, vi møder i medierne og på film, er en spektakulær og distant død.

På baggrund af sine interviews med flere vågere, vurderer Lone Grøn, at den almindelige dansker ikke er tæt på den naturlige død, som man i højere grad var før i tiden.

“Min bedstefar lå død inde midt i stuen, og så kom hele byen og sagde farvel. Det var naturligt,” beskriver frivillig våger ved Vågetjenesten, Lisbeth Hagedorn. 

Vibeke Sonntag Larsen, sekretariatschef for Landsforeningen Liv&Død mener, at dele af årsagen til, at vi som danskere har svært ved at tale om døden, bunder i, at vi er blevet bedre til at behandle sygdomme og udskyde dødstidspunktet. 

På den måde skubber vi døden længere væk fra os selv. 

“Samtidig med, at vi lever længere og længere, så har vi også skubbet den væk fra vores dagligdag og er blevet lidt mere fremmedgjorte over for det her med at tale om døden,” understreger hun. 

“Vi er fuldstændig udødelige”

Lisbeth Hagedorn mener, at vi lever i et samfund, hvor vi har en opfattelse af, at vi er udødelige.

“Det er jo ikke sådan livet er,” fastslår hun.

Vibeke Sonntag Larsen ser det som et stort problem, hvis mennesker skubber døden væk.

“Det er svært for rigtig mange sørgende, at de føler sig alene, når folk har en berøringsangst og trækker sig.” 

Konsekvensen kan vise sig ved, at de:

“I værste tilfælde går over på det andet fortov,” forsætter hun.

Vågerne sætter døden på dagsordenen

Sociolog og formand for Landsforeningen Liv&Død, Michael Hviid Jacobsen, uddyber at vågerne i de små relationer med døende og deres pårørende kan bidrage til, at mennesker ikke kommer til at dø alene og uden nogen at holde i hånden til det sidste.

“På dét plan kan de bidrage til at gøre det mindre ensomt og måske også mindre skræmmende at skulle dø,” skriver Michael Hviid Jacobsen i et skiftligt svar til Resonans. 

Ifølge Alexandra Isabella L. B. Dessoy er Vågetjenesten vigtig af flere årsager. 

Den er vigtig, fordi den gør en forskel, når man står i en svær livssituation, uanset om man er pårørende, eller selv står til at dø, fordi man ikke føler sig alene.

Derudover står det klart for Alexandra Isabella L. B. Dessoy, at Vågetjenesten “er med til at nedbryde et tabu omkring egen død og dødelighed.” 

Hun mener også, at Vågetjenesten er med til at normalisere det rum og tale om døden, som noget naturligt og ufarligt.

“Vi gør godt i at snakke lidt mere om døden og tage den lidt mere ind i livet,” afslutter frivillig våger Lisbeth Hagedorn.

Powered by Labrador CMS