Drengeleg endte i flammer – og i retten

Tre drenge er blevet dømt skyldige for brandstiftelse i en forladt lagerhal i Silkeborg. Men det er ikke alle, der er egnet til straf.

Fredag d. 19 september 2025 blev tre drenge dømt skyldige i brandstiftelse
Offentliggjort

En grå og kedelig september morgen træder tre unge drenge (1, 2 og 3) ind i retssal G i Viborg byret. Med sig har de hver deres værge, da de alle er under 18 år. Stemningen i retssalen er trykket, men alligevel udveksler to af drengene et hurtigt og kækt smil, inden de sætter sig ved hver deres forsvarer. Udover et stort og malplaceret maleri er retssalen klinisk hvid og stille. Men fyldt med mennesker. 

En tilfældig aften i maj

 Da de tre drenge alle havde udtalt sig, var det tydeligt, at der var tale om en almindelig drengeaften, hvor sjov gik fra drengestreger til kriminalitet.

De tre drenge sad derhjemme og hyggede sig, da en af dem foreslog at tage ud til en forladt lagerhal, der lå tæt på, hvor de befandt sig. Alle tre udtaler, at der ikke var en intention om at sætte ild til noget, inden de tog afsted, men da de ankom til den forladte lagerhal, fandt de store dunke med brandbar væske - og dette blev starten på en aften, de sjældent vil glemme. 

To mod én

Dreng 1, som har erkendt sig skyldig, siger, at han - med opbakning fra de andre - tændte ild til en tynd presenning med en af de andre drenges lighter. Han påstår også, at dreng 2, som angiveligt ejede lighteren, råbte: 

"Tænd det, tænd det!."

Dette er dreng 2 og 3 uenige i, og her fornemmer man, at der har formet sig en alliance mellem de to. Dreng 3, der er den sidste til at udtale sig, bliver præsenteret for et udsagn, han kom med under de første politiafhøringer. Dreng 3 havde udtalt, at de alle var med i brandstiftelsen, men dette kan han ikke genkende denne fredag i Viborg Byret. Her mener anklageren, at det sørme var bekvemt for dreng 2 og 3 , at han ikke kan genkende udsagnet nu. 

Dreng 2 og 3 nægter sig begge skyldige og mener ikke, at de har taget del i brandstiftelsen. De to drenge virker heller ikke nervøse - eller til helt at have forstået alvoren i sagen. De sidder begge og nulrer ved deres kop; den ene endda med et smørret smil på læben.

Brandstiftelse eller hærværk?

 Forsvarerne til dreng 2 og 3 lægger stor vægt på, om der overhovedet er tale om brandstiftelse. De vurderer, at branden ville være gået ud af sig selv, hvis ikke brandvæsenet var dukket op. Havde den forladte lagerbygning ikke haft en brandalarm, var der ingen skade sket. 

Skyldig eller ej?

I afgørelsen fra dommeren bliver der lagt vægt på, at dreng 1 ikke ville have startet branden, hvis han havde været alene i lagerbygningen. Dreng 2 og 3 bliver derfor dømt for brandstiftelse - og ikke blot som medskyldige. 

Dreng 1 bliver dømt til 30 dages betinget fængsel og dreng 3 får 60 dages betinget fængsel. Dreng 2 bliver ikke set egnet til straf, grundet sin autisme- og ADHD-diagnose. I stedet får han en psykiatrisk forvaltningsdom med ambulant behandling. Han skal altså gå i behandling på psykiatrisk afdeling - men uden indlæggelse. 

Dreng 1 godtager straffen, mens dreng 2 og 3 vil gøre brug af deres betænkningstid. 

Powered by Labrador CMS