Drengestreger med konsekvenser: Tre unge dømt for brandstiftelse i lagerhal
Tre unge mænd stod tiltalt for brandstiftelse i en forladt lagerhal i Silkeborg. Dommeren slog fast, at selv drengestreger har konsekvenser, og dømte dem alle tre trods modstridende forklaringer.
Det skulle ifølge dem selv have været en stille og rolig aften.
I stedet endte tre teenagedrenge i Viborgs byret, tiltalt for brandstiftelse i en forladt lagerhal i Silkeborg. Halvandet år efter episoden sidder de nu i retssalen, alle mellem 15 og 16 år, flankeret af hver deres forsvarsadvokat. Den ældste sidder nonchalant og gaber, mens han ser sig omkring i salen. Den yngste og den mellem ældste tiltalte stirrer ned i bordet med tomme blikke.
Branden
Ifølge anklageren fandt branden sted den 4. maj 2024. De tre cyklede ud til lagerhallen, hvor de opdagede en dunk med brandfarlig væske. Den yngste hældte væsken ud og satte ild til den, mens de andre hjalp til. Flammerne bredte sig hurtigt, og selvom de forsøgte at slukke med en presenning og en gipsplade, gik røgalarmerne i gang. Panikken tog over, og de flygtede fra stedet.
Tilståelse og afhøringer
Den yngste tilstår: “Det var dumt. Jeg aldrig skulle have gjort det,” siger han i retten.
Politiets afhøringer viser dog, at han ikke var alene om at påsætte branden. Den yngste har forklaret, at den ældste havde opildnet til, at han tændte ild til væsken fra metaldunkene. Den mellem ældste tiltalte har også udtalt, at han deltog i at hælde væske på ilden. Både den ældste og den mellem ældste tiltalte nægter nu medvirken.
Den ældste, som af ungetilsynet vurderes uegnet til straf på grund af diagnoserne autisme og ADHD, forklarer:
“Vi ser nogle metaldunke i hjørnet. Der står, at de er brandfarlige, så jeg vil ikke have noget med dem at gøre. Så siger den yngste: ‘Skal vi se, hvor brandfarlige de er?’”
Da brandalarmen lyder, løber først den yngste og derefter de andre væk.
“Hvorfor løb i?” spørger anklageren.
“Det var ren dumhed. Vi var bange for at blive opdaget,” svarer den mellem ældste.
Efter branden
Ved vidneskranken fortæller de unge om deres fremtid.
Den yngste er droppet ud af en ungdomsuddannelse, men har en jobsamtale i Rema 1000.
Den ældste er i lære som tømrer og færdiguddannes om 3-4 år.
Den mellem ældste er i lære som automekaniker.
Forsvarerne argumenterer for, at en lang fængselsdom vil skade deres fremtidsmuligheder, og understreger, at sagen har haft stor indvirkning på deres klienter, som siden episoden har forsøgt at rette op på deres liv.
Dom
Dommeren og de to domsmænd er enige i dommen, og kalder episoden for “drengestreger”, men understreger, at handlingen har konsekvenser.
Den yngste får 40 dages betinget fængsel med formildende omstændigheder på grund af tilståelsen.
Den mellem ældste får 60 dages betinget fængsel, da han ikke har erkendt medvirken.
Den ældste vurderes ikke egnet til straf og dømmes til institutionsophold under opsyn.
Dommeren lægger vægt på, at den ældste og den mellem ældste har handlet uansvarligt, og at de skulle have gjort mere for at stoppe branden. Han fremhæver, at det var heldigt, at branden ikke udviklede sig yderligere og forårsagede større skade.
Den yngste acceptere dommen, men de to andre ønsker at benytte sig af betænkningstiden på 14 dage.