Emil fandt sig selv mellem skærm og virkelighed 

“Det var en vild følelse, da det gik op for mig, at jeg faktisk var en af Danmarks største Minecraft-youtubere.” 

Det er med stolthed i øjnene, at Emil Jensby Leegaard fortæller, at han brugte flere timer på at skrive autografer. Det var i det øjeblik, det gik op for ham, at de unge så op til ham. Han fortæller, hvordan usikkerheden, der før lå gemt bag hans lidt generte væsen, var væk for en stund.

En legende klatremus

“Eeemiil.” 

Lyder det tværs over legepladsen ved SFO’en. Døren er låst, lyset er slukket, og en forvirret far Flemming kan ikke finde sin søn.

Man skulle tro, at man var havnet i en ‘Emil fra Lønneberg’-scene. Men det er såmænd bare Emil, som har muntret sig i et træ så længe, at pædagogerne troede, at han var taget hjem.

27-årige Emil åbner døren, og vi bydes velkommen af en aromatisk, varm og genkendelig duft, sarte men konstante dryp fra kedlen; kaffe. Solen varmer loftlejligheden op, og de skrå vægge indrammer et trygt rum.

Emil er ikke bleg for at tage ordet og fortælle om sine projekter.

“Det her er min nye røremaskine til min surdej. Jeg har lige købt den i genbrugen.”

Fortæller han, imens øjnene lyser op bag brillerne. Emil fortæller også glædeligt om sin barndom, hvor han beskriver sig selv som glad og social, men til tider en lettere distræt knægt med krudt i røven.

Emils evne til at fordybe sig i sin egen verden fortsatte, da han blev ældre. Trætoppe transformerede sig til en virtuel verden, hvor han kunne udforske og nørde på sine egne præmisser. Det var i den digitale verden, at hans kreativitet fik luft under vingerne. 

Magien ved Minecraft

Som 15-årig oprettede Emil og en kammerat en YouTube-kanal, hvor de sammen filmede og uploadede Minecraft gaming-videoer. 

Lige siden barnsben har Gameboy, Nintendo DS og computer begejstret Emil. Konfirmationspengene blev brugt på en bærbar, og her opstod glæden ved at spille Minecraft. 

“Jeg spurgte aldrig, om jeg måtte lave en YouTube-kanal. Senere fandt jeg så ud af, at det måtte jeg ikke. Men der var det lidt for sent."

Siger Emil, mens han griner let.

Emil og kammeratens første video ligger stadig på YouTube-kanalen “Grib”. Det begyndte som et fælles projekt, men da kammeratens interesse forsvandt, fortsatte Emil alene. I dag har han over 28.300 abonnenter, trods at Emil har været inaktiv i snart fire år. Han læner sig lidt tilbage med et skævt smil i mundvigen. 

“Det er egentlig ret vildt.”

Siger han med et glimt i øjet. En rolig stolthed breder sig i kroppen med en stille tilfredshed over, at hans gamle videoer stadig lever - og at folk ser, kommenterer og husker ham. 

Et frirum bag skærmen

Selvom YouTube-kanalen gav Emil en kreativ udfoldelsesmulighed, begyndte han som teenager at trække sig fra det virkelige liv. Der opstod en nervøsitet i gymnasietiden, hvor han blev mere genert og usikker på de sociale relationer. Efter lange dage på gymnasiet var det sociale batteri opbrugt, og han begyndte at fordybe sig mere i ting derhjemme. Tiden gik med at læse bøger, se anime og spille computer; her fandt Emil sit frirum.

“Jeg har aldrig rigtig haft det store sociale behov, og så blev jeg på en eller anden måde dårlig til det. Når jeg ikke var socialt opsøgende, tyede jeg i stedet til internettet, hvor der var meget underholdning. Jeg begyndte at se og lave YouTube.” 

Emil sidder med let krummede skuldre. Stemmen er dæmpet og tøvende. 

“Jeg vidste jo inderst inde, at det ikke var godt for mig.” 

Da Emil gik ud af gymnasiet og var begyndt at tjene penge på YouTube, valgte han at gå fuldtid. I en periode på et halvt år gik hver dag med at lave content. Han stod op, tændte computeren og uploadede en video. Det blev en periode, hvor han var isoleret fra omverdenen. Noget måtte ændres, og Emil begyndte at overveje, hvordan han kunne bryde ud af sin skal.

Forandringens øjeblik

“Min første tanke var, at jeg skulle alene på backpackertur. Målet var at blive så ensom, at jeg ville tvinge mig selv til at gå ud og møde nye mennesker. Det, syntes min mor, var en ret dårlig ide.”

I stedet blev det højskolen, der kaldte på Emil. Inden han tog afsted, besluttede han sig for at holde en pause fra YouTube. Emil uploadede en ærlig, reflekteret og lidt sårbar ‘på gensyn’-video til sine følgere. Her forklarede Emil, at han ville holde en pause fra YouTube, med ordene: 

“Nogle gange skal man prøve noget nyt, hvis man vil udvikle sig.”

At prøve noget nyt skulle vise sig at blive et af Emils afgørende esser, for da han startede på højskole, åbnede der sig en ny verden.

“Det er jo et sted, hvor man ikke kan undgå at snakke med mennesker. Jeg oplevede virkelig, at mit sociale batteri fik nogle ekstra lag. Jeg havde mit eget værelse, så jeg havde mulighed for at trække mig, hvis det blev nødvendigt.” 

På højskolen fandt Emil en bedre social balance. Der gik dog en rum tid, før han fortalte om sin YouTube-baggrund. Han trængte til en pause fra den digitale verden. Et øjeblik, hvor han bare var Emil. Da han åbnede op omkring sin unikke fortid, oplevede han kun en positiv respons fra sine nye kammerater. 

Højskolen blev et sted for fornyelse og personlig vækst, hvilket fungerede som en kontrast til hans tidligere isolerede liv. Selvom højskolelivet gav Emil en tiltrængt pause fra den digitale verden, var hans tid som YouTuber stadig en vigtig del af ham. 

En stjernestund som YouTuber

Inden Emil tog på højskole, blev han en del af et YouTube-community ved navn Pondus.

Der er stille et øjeblik. Emil retter sig lidt op i stolen, og et smil dukker op i mundvigen. 

“Pondus hjalp mig med at skabe nye relationer. Det var nogle mere professionelle relationer, men stadig venskabelige og et sundt fællesskab.” 

I forbindelse med Pondus deltog Emil i fester med andre unge. Hans forældre syntes, at det var en smule underligt at sende deres søn til Sjælland med en flok mennesker, hverken han eller de kendte til.

“Vi forstod det ikke helt, hverken dengang eller nu. Men vi var stolte og syntes, at det var sejt og lidt mærkeligt, at han var blevet så stor på YouTube.” 

Lyder det fra Lotte og Flemming Jensby Leegaard, som begge sidder og smågriner i stuen. Selvom hans forældre ikke helt kunne forholde sig til det, har Emil altid værdsat deres støtte. 

Et af højdepunkterne var et LAN-party, som han og hans kammerater fra Pondus arrangerede. Drengene solgte billetter til eventet, som var sponsoreret. Arrangementet blev udsolgt, og 150 fans dukkede op for at spille med deres idoler.

“Det var enormt hårdt og krævende. Der var jo en forventning til os som mennesker og til vores præstation. Men det var virkelig sjovt.” 

Før eventet havde Emil aldrig delt sit ansigt på sine videoer, men pludselig gav det mening, fordi at han nu skulle møde sine følgere uden for den digitale verden. 

“Det var ikke svært for mig at møde folk i øjenhøjde. Jeg var aldrig en karakter på min kanal, jeg var bare mig.” 

Emil beskriver selv sine videoer som ‘hyggecontent’, hvor han lavede videoer, der gik ud på at bygge ting i Minecraft. Da han startede på YouTube, anede han ikke, at det var noget, man kunne tjene penge på. 

“Lige meget hvor lidt det er, så bliver man glad for at se visningerne stige. Når der var nogen, som skrev en positiv kommentar, så gav det hele mening for mig.” 

Responsen fra folk gjorde, at han havde lyst til at blive ved. Emil trækker på smilebåndet. Han ser tilbage på eventet som en vild oplevelse og enormt bekræftende. Tænk at ens hobby, som man har lagt så meget hjerte i, kunne skabe en så stor glæde hos andre.

Gaming gemt væk 

Men lidt efter lidt begyndte magien og til dels også værdien af at uploade Minecraft-videoer at aftage for Emil. Platformen havde, i de otte år der var gået siden den første video, ændret sig meget.

Der kom mange penge i branchen, som gjorde, at de dygtigste streamere tjente nok til, at det kunne blive et fuldtidsarbejde. Selv var Emil godt oppe i 20’erne, han havde mistet lysten til at spille Minecraft og til at uploade videoer. Kombineret med en uddannelse, der tog meget tid, endte det med endegyldigt at bremse Emils YouTube-rejse.

“Efterspørgslen var der ikke længere. Jeg skulle bruge mere tid på noget, som jeg i sidste ende ikke ville få det samme ud af som før.”

Til trods for at det var et tiltrængt valg for Emil at pakke computeren og tastaturet i en imaginær flyttekasse og komme videre, er det stadig noget, der kan vække et savn i Emil. Også tre år efter seneste video.

“Jeg savner at skabe noget, at have et digitalt produkt man deler med folk. Jeg har kun haft gode oplevelser med YouTube. Så jeg savner da at lave videoer og at få respons på dem.” 

Fra tastatur til litteratur 

Inden Emil endegyldigt stoppede med YouTube, startede han på uddannelsen Nordisk Sprog og Litteratur. På uddannelsen oplevede Emil et mindre kultursammenstød imellem gaming og fordybelsen i at læse litterære værker. Ikke at det var noget problem, men for Emil føltes det malplaceret at snakke om sin fritid på YouTube.

“Jeg gør i forvejen ikke det store væsen af mig selv. På Nordisk var det bare ikke noget, jeg snakkede så meget om. Det var det samme, da jeg startede på højskole. Der ville jeg heller ikke fortælle, hvad jeg havde lavet efter gymnasiet. Jeg var bare ikke klar.”

Fortæller Emil og piller sig i hånden. Han kigger ud ad vinduet fra 3.sal og reflekterer videre over, hvorfor at YouTube aldrig har været det store samtaleemne.

“Det gav heller ikke mening at snakke om gaming med de typer af mennesker, der var på Nordisk, som mest læste bøger. Så jeg har nok holdt det hemmeligt, idet jeg ikke sagde noget.” 

Til trods for at Emil havde travlt på studiet, følte han stadig et tomrum, da han undervejs valgte at stoppe på YouTube. Den ihærdige vestjyde kalder sig selv for et vanedyr, men er også en smule allergisk overfor for meget stilstand. At finde nye hobbies har aldrig været et problem konstaterer Emil med et skævt smil, idet han remser alle de projekter op, som han har givet sig kast med. 

“Jeg går i fitness, har min racercykel, mine planter skal vandes. Jeg stod på skateboard i en periode. Der er floorball, som jeg har spillet i en del år om tirsdagen på taget af VIA. Nu er surdejsbrød blevet min lille baby.” 

Siger Emil og hiver stolt surdejen ud af køleskabet.

“Min kæreste siger endda, at jeg har lidt for mange hobbies og burde passe lidt mere på mig selv.”

Rummet fyldes med let latter.

Står tilbage med tilfredshed

I dag læser Emil til fysioterapeut. Efter flere år foran skærmen med enten gaming eller litterære tekster, mærkede Emil et behov for at gøre noget mere aktivt. Han havde brug for at komme ud af hovedet og ned i kroppen. 

“Jeg var ikke så god til at sidde stille mere. Jeg ville gerne gøre noget aktivt og være tæt på mennesker.” 

Emil ser tilbage på alle sine oplevelser med et smil og er spændt på, hvad livet bringer fremover. Lige nu er planen at blive færdig med sin uddannelse. Emil kigger ned på sin kaffekop, som nu er tom.

“Igennem gaming har jeg lært at være lidt ligeglad med, hvad andre tænker. Da jeg var mindre, havde jeg ingen seje hobbies. På højskolen lærte jeg, at ting ikke er så farlige, som de virker. Det er okay at ændre sig og tage nye veje. Man skal bare være glad, for det man laver.”