En dans til dødsmetal: “Jeg har opbrugt min femininitet”

Det blanke kanvas 

Hun kroger benet om stangen og kravler op af det glatte stål. Op og ned. Numsen skubbes ud og rygsøjlen bues som en kat. Hun har uniformen på. Blondelingeri og høje hæle dækker sparsomt den bare hud. På stripklubben er Metta Johannsen det blanke kanvas for en hvilken som helst mands seksuelle fantasi. Det hyper feminine kvindeideal.

Manden sidder i kunstlæderstolen foran hende. Hun går imod ham på tværs af gulvet. En lapdance koster 1000 kroner, men det vil han ikke betale. Metta går videre. Hendes kollega forsøger sig kort efter. Metta ser dem gå mod det lille private lokale og undrer sig. Han havde virket urokkelig. Hun går derfor ud i baglokalet, hvor hun på skærmen kan observere, hvad der udspiller sig. Overvågningskameraet viser kollegaen på knæ imellem mandens ben.

“Når man bryder reglerne på klubben, gør man sig upopulær med de andre piger. Det fucker med deres penge.” fortæller Metta og ryster på hovedet. 

“Men jeg følte ikke, at hun tog mine penge. Tværtimod var det mig, der tog hendes penge.” 

27-årige Metta Johannsen har længe været opmærksom på egne privilegier, en opmærksomhed der også vejede tungt i arbejdet som stripper. Hun havde ofte følelsen af, at hun nærmest stjal penge fra kollegerne, penge hun ikke havde brug for på samme vis som dem. Metta var altid populær på stripklubben, og det var ikke svært for hende at få kundernes opmærksomhed. Hun var aldrig nødsaget til at være sexarbejder, og hun gik derfor ikke på kompromis med sine grænser. Strip var noget, hun havde lyst til, noget hun var interesseret i. Men dette gjaldt ikke for mange af kollegaerne. Nogle boede på bosted, andre var udsatte på anden vis. Derfor fyldte konkurrencen om kunderne en del på stripklubben. En konkurrence Metta har meldt sig ud af. 

Drag i fysiktimen 

 Da Metta Johannsen som 17-årig flyttede fra Köln i Tyskland til Nyborg, blev hun opmærksom på sin rolle som kvinde. “Jeg havde en meget barnlig tøjstil. Da jeg først kom til Danmark, lagde jeg mærke til at andre piger så meget voksne ud ved siden af mig. Jeg følte, at jeg skulle overkompensere, så jeg endte med at få en meget ekstravagant stil.” 

Jeans og trøjen med Snoopy blev skiftet ud med høje hæle og korte kjoler. Dragqueens som Sharon Needles og Violet Chachki fra tv-showet RuPauls Drag Race fik en stor indflydelse på, hvordan Metta tog sig ud i teenageårene.

“Når jeg kigger tilbage på det, gik jeg i drag. Jeg var i drag i fysiktimen. I dag kan jeg slet ikke forstå, at jeg gik sådan klædt. ” fortæller hun og griner.

Mettas hyper feminine påklædning fylder dog ikke lige så meget, som det gjorde dengang.

"Sweaty Metal”

Metta Johannsen er ikke længere bare et blankt kanvas. Fars brune læderjakke bliver kastet på gulvet og afslører kroppens skarpe aftegninger af blæk. En kortklippet rock t-shirt skjuler de kvindelige konturer, og de løse joggingbukser krammer hofterne tæt. Skuldrene står bredt og fører hende frem. I et villakvarter i Aarhus finder man Flying Felines. Her har Metta skiftet strippen ud med poledance. Hun underviser blandt andet i “heels” og “pole”, hvor eleverne bliver udfordret i at bevæge sig dynamisk og sensuelt på gulvet og stangen. 

Foruden Metta er der syv halvnøgne kroppe, som udfylder lokalet. Atmosfæren står i kontrast til det miljø, Metta tidligere har været en del af. Selvom kroppene ikke er til at undgå, er det ikke kun dem, der er i fokus. De krævende bevægelser får også en del af opmærksomheden, hvilket har påvirket Mettas dans: “Jeg føler, at jeg har meget mere kunstnerisk frihed nu, hvor jeg ikke bliver observeret på samme måde. Mine elever ved, hvor mine styrker er. De kommer ikke til mig for at lære en vild sensuel koreografi.”

Men selvom miljøet er lidt anderledes, end det Metta oprindeligt kommer fra, så mener hun ikke, at de er fuldstændig adskillelige: “Jeg synes, man skal gøre det så seksuelt, som man har lyst til, men jeg synes også, det er ærgerligt at nogle bevarer ideen om, at der er en hård linje mellem poledance og strip” Playlisten “Sweaty Metal” startes på højtaleren. Benskinnerne hives op over de blege ben, inden de tårnhøje stiletter spændes fast. Benene forlænges, og kroppen virker pludselig petit i forhold til de lange stive stænger. Armene griber fat om pælen, og muskelfibrene kommer til syne. Med én hurtig bevægelse letter resten af kroppen.

Fronten af de sortlakerede stiletter er dekoreret med dødningehoveder. De svæver oppe i luften, og drejer rundt om sig selv igen og igen. Hofteskålene åbnet. Hælene klinker mod hinanden og skaber et ekko. Lokalet åbnes op af de mange spejle, som reflekterer bevægelserne i rummet. I baggrunden braser Crazy Train af Ozzy Osbourne, og guitarsoloen får blodet til at pumpe endnu mere. Svedige håndflader. Fugtpartiklerne fra det indelukkede rum suges ned i lungerne. Gulvet er dækket i fartstriber fra de skarpe hæle, og på hylderne står der lyserøde pyntegenstande og kattefigurer.

Mens hun korrigerer eleverne, bliver der med jævne mellemrum tørret af med mikrofiberklude og sprit, for hænderne kommer hurtigt på gled. Flydende kalk bliver også taget i brug, for at få et endnu bedre greb.

De første penselstrøg 

I 2022 fik Metta sin første tatovering. På hendes ryg, langs ribbenene står der med rød skrift: “El arte es un sintoma de salud”, hvilket på dansk kan oversættes til: “kunsten er et tegn på sundhed”. Citatet faldt hun over i filmen The Skin I Live In af Pedro Almodóvar. Køn, skønhed, og seksualitet fylder en del i filmen der handler om en kidnappet mand, der under tvang transitionerer til en kvinde. Hun fik tatoveringen samtidig med at hun stoppede som stripper. Én tatovering blev til flere, og i dag er hendes krop dækket af blæk. Skeletter, slanger og religiøs symbolik pryder hendes lyse hud.

På trods af at hun ikke havde de store tanker omkring tatoveringernes betydning, da hun fik dem, har mange af dem fået en mening i årenes løb. Lige over underlivet har hun gedehovedet. Dens horn snørkler sig over maveskinnet, og et pentagram hviler på midten af dets kranie. Figuren skal illustrere livmoderens form lige under overfladen. Udover at markeringerne illustrerer Mettas personlighed og identitet, er det ikke meningen, at de skal være sexet.

“Jeg synes ofte, at det at være mor eller generelt det at være kvinde bliver illustreret som noget blødt og fint. Det er jo også biologisk og hårdt.” fortæller hun, imens hun hiver ned i bukserne for at vise den fulde tatovering. 

På trods af at pentagrammer oftest i dag bliver associeret med satanisme, er det oprindeligt ment som et symbol for beskyttelse mod det onde. Dette er også Mettas forståelse for symbolet. 

Den ene uniform blev erstattet af en anden. Ikke kun tatoveringerne blev en del af den nye stil, men hverdagens outfits blev til band-merch og new rock læderstøvler med stål i tåen. Når Metta danser på stålstangen i dag, er hun stadig sparsomt klædt, men tøjet er ikke til for at efterleve den samme seksuelle fantasi.

En ny uniform 

To gange om ugen sidder Metta på Escobar, med benene smækket op på bardisken og et kisteformet askebæger foran sig. Når lektierne er læst, arbejder hun som bartender til de sene nattetimer. 

“Hold kæft, jeg kommer til at stinke af røg. Escobar duften.” siger hun til en gæst, der svarer med et grin. 

Hun skænker absint og Fernet Branca op og langer øl over disken. Væggene er dækket med billeder af kranier, og hver overflade er plastret til med klistermærker fra forskellige rockbands. Den ene Marlboro One bliver tændt efter den anden, alt imens at hun får tiden til at gå ved at snakke med stamgæsterne på barstolene. Klientellet er oftest ældre end hende, oftest mænd, men her synes hun selv, at hun hører til. Rockmusikken summer fra højtalerne, og verdenssituationen bliver vendt. 

“Det her arbejde er ikke ligesom mit gamle. På Escobar er jeg en del af festen, og dem, der kommer her, er mine venner.” 

Metta har altid været interesseret i metalmiljøet, men det var noget, hun holdt for sig selv. Interessen var på ingen måde reflekteret i hendes udseende eller tøjstil. Uden at kende nogen, satte hun sig en dag på Escobar med en bog i hænderne. Hun ville blive siddende der, indtil hun faldt i snak med nogen. Og det gjorde hun. Metta ville være en del af miljøet. 

“Det gik hurtigt op for mig, hvor meget jeg egentlig havde overseksualiseret mig selv før i tiden. Ikke kun på stripklubben, men også før da. På Escobar blev jeg pludselig omfavnet for at være alt muligt andet end bare feminin.” 

I takt med at Metta Johannsen begyndte at arbejde på baren, begyndte hun også at ligne sine kolleger. Makeuppen blev mildnet, og hun tog fars gamle læderjakke i brug.

“Jeg føler, at jeg har opbrugt min femininitet, efter jeg har performet den så længe. Jeg anser næsten al femininitet i mig som én stor optræden.” 

Metta lægger stadig makeup, men hun har svært ved at tage de gamle nederdele og kjoler på. Hun er stadig en kvinde, forholdet til kroppen er det samme, men det nye jeg hænger ikke sammen med det gamle. 

“Jeg er blevet træt nu. Der skal være en grund til, at jeg performer. Det rigtige audiens. Det skal ikke være min fysiklærer.” 

Metta Johannsen danser stadig, men uniformen er en anden, og dansen har en hårdhed. Hun danser ikke længere for manden i stolen.