En dansk veteran om udsendelse, ansvar og det, man skylder hinanden i en mere usikker tid

I fire dage gik Mads Fahrenholtz rastløst rundt i sit hus.

Hans gamle militærudstyr var pakket. To rygsække stod klar i skuret, gemt væk, så hans kone ikke skulle se dem.

Krigen i Ukraine havde ramt noget i ham, som gjorde det næsten umuligt ikke at handle. Retfærdighedssansen. Uroen. Trangen til at gøre noget.

»Jeg gik som en løve i et bur,« siger han.

Mads Fahrenholtz er i dag 60 år gammel. Veteran fra FN-missioner i Cypern, Namibia og Irak. I de fire dage overvejede han seriøst at tage afsted igen. Ikke fordi nogen bad ham om det. Ikke fordi Danmark kaldte. Men fordi han hele livet har handlet mod uretfærdigheder.

Til sidst blev han hjemme. Familien holdt ham tilbage.

Men krigen i Ukraine udløste den PTSD, han i dag lever med; 30 år efter han kom hjem.

Årets ord

”Jernmarker” løb i 2025 med titlen som årets ord. Men man skal ikke langt ned af listen for at ord som drone, hybridkrig, skyggeflåde og åndelig oprustning har deres plads.

Det er blevet en utryg verden, hører vi.

I den politiske debat tales der derfor om nødvendigheden af, at danskerne er villige til at forsvare landet. Det handler om, hvor meget man skylder sit land og om det ansvar i sidste ende også kan betyde at risikere sit liv.

Mads Fahrenholtz sagde ja dengang. Men konsekvenserne kom langt senere.

Eventyr og drengedrømme

Interessen for soldaterlivet begyndte tidligt. Allerede som dreng var Mads Fahrenholtz draget af uniformen og fællesskabet. Da han trak frinummer ved session, meldte han sig alligevel frivilligt. Han ville afsted. Og han ville selv vælge, hvor.

Han aftjente værnepligt ved Prinsens Livregiment i Viborg og søgte derefter ind på et FN-forberedelseskursus. Kort efter fik han tilbuddet om en udsendelse til Cypern.

Han var 21 år gammel.

»Den første mission var eventyrlyst. Det var nysgerrighed. Jeg havde mødt nogen, der havde været afsted, og tænkte: Det bliver jeg nødt til at prøve.«

Cypern var relativt stabil. Bevæbnede checkpoints, ja, men ingen aktive kamphandlinger. Nogle kaldte det en badeferie. For ham var det en læring. En læring han kunne tage med videre til sine efterfølgende udsendelser.

At gøre en forskel

Senere fulgte Namibia. Her blev motivationen en anden.

»Dér var det retfærdighedsfølelsen. Jeg har altid haft en stærk følelse af, at alle mennesker har ret til et ordentligt liv. Jeg ville gerne være med til at beskytte og hjælpe.«

FN skulle overvåge landets første frie valg efter apartheidstyret. For Mads Fahrenholtz var det en af de missioner, hvor han tydeligst følte, at indsatsen gjorde en konkret forskel.

»Det her med, at man kunne gøre en forskel, det hænger ved resten af livet. Det er noget, jeg er pisse stolt af.«

Den glemte mission

I 1991 blev han udsendt til det nordlige Irak, til Kurdistan nær Suleymaniyya. Seks måneder. Missionen er siden i veteranmunde blevet kendt som “den glemte mission”.

Denne gang var virkeligheden en anden.

»Der var kaos. Ingen havde fortalt os, hvad vi reelt skulle ind i.«

De landede uden våben. Logistikken haltede. Og pludselig var de midt i kamphandlinger.

Mortergranater i gaderne. Henrettelser. Eksplosioner. Situationen kunne skifte på få øjeblikke.

»Der sker noget inde i hovedet på dig. Men næste dag går du i gang igen. Det er derfor, man sender unge mennesker afsted.«

Men midt i kaosset var der også møder, der ikke forsvandt igen.

I ba'zaaren kunne man købe alt. Krydderier. Våben. Toyota Land Cruisers med tungt maskingevær monteret på ladet. Krigen var ikke skjult. Den var en del af hverdagen.

En midaldrende kvinde sad og tiggede med et spædbarn i armene. Da Mads gik hen for at give hende nogle penge, fik han øjenkontakt med barnet. Det var dødt. Øjnene var sunket helt ind.

Der var ikke noget, de kunne stille op. Ingen hjælp at hente. De kunne se hende og gå videre.

Billedet satte sig fast.

Det var også det billede, psykologen senere pegede på som det, der blev grundstenen i hans PTSD.

Næste morgen, da han gik ud af huset, sad kvinden der igen. Hun havde fulgt efter ham. Han gav hende igen penge. Mange penge. Tre års irakisk løn.

Han fik fat i tolken og bad ham forklare, at hun skulle begrave barnet og tage sig af sine andre børn.

Tolken sagde, at det var alt for meget. Mads spurgte, hvad der var for meget.

»Sig til hende, at hun skal sørge for sine børn.«

Historien er blevet hos ham siden. Ikke som et vendepunkt, men som et billede på det, der gjorde udsendelsen anderledes. Situationen, hvor krigen ikke længere handlede om parter og positioner, men om mennesker, der stod tilbage uden noget.

Det er også sådan, han i dag forklarer sin egen drivkraft dengang. At det ikke handlede om landegrænser eller politik, men om at hjælpe, også når det var utilstrækkeligt.

Machomænd med mareridt

Da holdet vendte hjem, var der ingen systematisk opfølgning. Ingen psykologsamtaler. Ingen debriefing.

»Der var én, der spurgte, om der var noget, vi skulle snakke om. Vi var 25 unge mænd i starten af 90’erne. Machokulturen var på sit højeste. Hvad tror du selv?«

Mads gik videre med livet. Han arbejdede for FN i Wien og senere ved krigsforbryderdomstolen i Haag og tog kortere missioner i blandt andet Balkanområdet.

Symptomerne var der. Mareridt. Uro. Konstant indre alarmberedskab. Men han vidste ikke, hvad det var.

»Jeg vidste bare, at jeg ikke var den samme.«

Mareridtene forsvandt med årene.

Men krigen Ukraine genaktiverede noget, han havde båret rundt på i årtier. 

Hvor bor danske veteraner?

Den ekstra pakkegave

I dag er Mads Fahrenholtz dybt engageret i veteranarbejde og støtter andre tidligere udsendte og deres familier. Fællesskabet blandt veteraner beskriver han som livslangt.

Men han er også kritisk. Især over for den måde, systemet håndterer psykiske skader på.

»Hvis man mister en arm, kan alle se det. PTSD kan de ikke se. Og så bliver man mødt med mistillid. Det er et tabu at snakke om i Danmark.«

Han fortæller om lange, opslidende kampe for anerkendelse og dokumentationskrav, der kan være næsten umulige at leve op til årtier efter.

»Det er den ekstra pakkegave, du får med i rygsækken.«

Hans bøn er, at unge, der overvejer en udsendelse, bliver bedre oplyst om, hvad de kan forvente. Ikke kun derude, men også når de kommer hjem.

Ville du gøre det igen?

Spørgsmålet hænger i luften.

Han tøver, men ikke længe.

»Ja. Det ville jeg.«

Men svaret er ikke ubetinget.

»Hvis du havde spurgt mig på en dårlig dag, havde jeg sagt nej. Aldrig i mit liv, hvis jeg vidste, hvad det ville koste. Men når jeg har det godt, så ja.«

Han taler om børn, der fik mad. Om områder, hvor der ikke blev skudt, fordi han var til stede. Om mennesker, der fik en chance.

»Jeg gjorde en forskel. Det betyder stadig noget.«

Pligt, tvang eller ansvar?

Da Mads Fahrenholtz stod med de pakkede rygsække under Ukraine-krigens første dage, var det ud af den samme gamle retfærdighedsfølelse, der har fulgt ham hele sit liv. En følelse som engang selv fik ham til at vælge at blive udsendt. 

En følelse der har haft konsekvenser.

Men han advarer ikke mod at handle på sin retfærdighedsfølelse. Han peger på et hul i den fortælling, unge mennesker får før en udsendelse.

»Min opsang er ikke, at folk skal i krig,« siger han. »Den er, at de skal vide, hvad de siger ja til.«

At gå i krig for Danmark handler dog hverken om blind pligt eller patriotiske paroler. Men han afviser heller ikke, at spørgsmålet rummer et ansvar.

»Et land som Danmark giver os frihed, muligheder og et godt liv. I den forstand skylder man også at tage stilling til, hvem der beskytter det.«. 

Han tilføjer: »For det skal beskyttes. Jeg tror ikke på blind pligt. Men jeg tror på ansvar for det fællesskab, man selv er en del af.«

Pligt bliver altså ikke sidestillet med tvang. Det er spørgsmålet om ansvar. Et ansvar, der vokser ud af det liv, man lever, og de fordele, man selv har haft glæde af. 

Det handler det ikke om at dømme andres valg, men om at insistere på, at spørgsmålet fortjener at blive taget alvorligt.

For ham handler debatten derfor ikke om mod eller mangel på samme, men om viden og ærlighed i, hvad samfundet kan forvente af dets befolkning.

Men også omvendt.

»Hvis et samfund forventer, at nogen er villige til at risikere deres liv, så skylder det også at tage ansvar for dem, når de kommer hjem.«