En hjælpende hånd gav Didde PTSD for livet: "På det tidspunkt er jeg helt sikker på, at alt, der er bag mig, lever ikke mere."
Flere og flere politibetjente efterspørger psykologhjælp i et job, som er mere krævende end før. Didde Rovsing Knudsen er en af dem, som lever med følgerne af et job, som belastede hende i sådan en grad, at hun stadig 20 år senere, slås med eftervirkningerne af en PTSD, som har sat kløerne i hende.
Fyrværkericontainerne eksploderer, og stykkerne daler ned om ørerne på Didde, kollegaerne, en fotograf og en modig journalist. Alt i mens flyver raketter om hovederne på dem, og trykbølger sender nogle til jorden. En mand skriger i det fjerne, og Didde er sikker på, at han er blevet ramt af et containerstykke. Han er heldigvis ikke ramt, men gået i chok og skal evakueres fra stedet. Beredskabet havde fået at vide, at der nok skulle komme styr på situationen indenfor en time, men det var kun starten på flamme-infernoet.
For Didde Rovsing Knudsen startede morgenen tidligt d. 4. november 2004. Hun mødte på arbejde kl.6-14 og skulle bare hjælpe til med den alarm, som der var blevet ringet ind med. Politibilen med Didde og makkeren kørte ind til N.P. Johnsens fyrværkerifabrik i Seest, og dette skulle være begyndelsen på et mareridt, som stadig følger Didde i dag.
En prototype på en politibetjent
Det havde altid været Diddes drøm at blive politibetjent, da hun søgte ind på Politiskolen i august 2003.
”Jeg er sådan en prototype på en ’politier’, vil mange sige. Jeg er den der landmandsdatter ude fra 27. kartoffelrække, og har bare altid haft den drøm, uden at vide hvad det egentlig indebærer. Det ved man jo ikke, før man står i det," fortæller Didde.
Didde kom på skole og færdiggjorde de første 9 måneder, hvorefter hun skulle ud i praktik.
Imens Didde er under PG2, bliver hun sendt ud til en fyrværkeriulykke, som viser sig at ændre hendes liv.
Krævende som aldrig før
Ved Politiet kan man bekræfte, at efterspørgslen af psykologhjælp i den grad er blevet større i de seneste år.“Jeg tror, det er en blanding af, at betjentene i dag er blevet bedre til at søge hjælp, og at det også er blevet et mere belastende job," fortæller Malaika Thomsen, som til dagligt arbejder som psykolog ved politiet.
Når man hører ordet PTSD, ville den almene dansker tænke soldater eller krig, og netop dette er der en væsentlig forskel på, påpeger Malaika Thomsen. “Forskellen på en betjent og en soldat er, at hvis man som udsendt soldat ser en trussel, har man sit våben til at forsvare sig mod sine fjender. Som betjent skal man passe på borgerne, som også kan være truende, og det kan være enormt belastende for deres psyke, bare tanken om, at ‘hvis denne her psykisk belastede borger med en kniv træder to skridt nærmere, så bliver jeg nødt til at skyde’," fortæller hun.
En ny hverdag
Didde fortsætter i politiet og knap en måned efter ulykken, oplever hun endnu et traume, da hun bliver indkaldt til møde grundet misforståelser ifølge Didde.
“Jeg føler, at han ødelagde mit liv. Jeg havde brug for, at der var nogen, som roste mig, da jeg gik imod en ordre ude ved fyrværkerifabrikken, som viser sig at have reddet menneskeliv. Men det var ikke det, jeg fik at vide," fortæller Didde.
Didde og en kollega evakuerede en villavej, som de i første omgang, var blevet beordret, ikke at evakuere endnu. De vurderede dog, at faren var så slem, at borgerne skulle væk. Dette viste sig senere, at have reddet menneskeliv. Men rosen udeblev, og det eneste Didde modtog var en tjenstlig samtale, som var baseret på misforståelser og løgne, ifølge Didde.
“I forvejen sov jeg ikke om natten, og det her gravede mig bare endnu længere ned. Jeg troede jo, at jeg måske havde misforstået noget så. Jeg vidste godt, at det var noget rigtig skidt det hele," fortæller Didde om perioden og tilføjer, at hendes hoved var en stor døs.
Hun får senere bekræftet, at udtalelserne fra lederen ikke passede.
Didde bliver færdig som betjent. Alt imens knokler hun for at holde hovedet oven vande. Hun bliver i politiet med deltidssygemeldinger on/off, indtil hun ikke kan trække sig selv igennem det mere, og bliver fuldtidssygemeldt med PTSD i 2009 og endeligt opsagt et halvt år efter. Hun beskriver sig selv som en meget bitter kvinde i denne periode.
I mellemtiden møder Didde sin nuværende mand Ken, som arbejder som soldat.
“Jeg møder nogle af Kens venner, hvor han fortæller dem, at jeg er politimand, men nu sygemeldt med PTSD. Jeg tænkte bare, wow, kan man godt bare sige det? Som om at det var helt naturligt. Det havde jeg absolut ikke været vant til," fortæller Didde.
Efter lang tids kamp med visitation og arbejdsskadesag, tager Didde en bachelor i ernæring og sundhed. Hun arbejder i dag i fleksjob, to gange tre timer om tre timer om ugen ved en sportsklinik og wellnesscenter.
Traumatiske oplevelser
Når man oplever en voldsom hændelse som betjent, samles de involverede betjente med en overordnet, indsatsleder eller en psykolog, og taler hændelserne igennem. Dette kaldes den taktiske debriefing, som har læring og vurdering af betjentenes aktuelle reaktioner, til formål.
Herefter kombineres den taktiske debriefing oftest med en psykologisk debriefing, som finder sted 2-7 dage efter hændelsen. Dette er sammen med en psykolog, som har til formål at hjælpe mental og følelsesmæssig bearbejdning af hændelsen. “Det er det, som hjælper dem mest. At få vendt situation sammen med kollegaerne, som måske så noget andet i hændelsen og måske få bekræftet ens egne følelser om det. På den måde kan man oftest få lagt det bag sig og komme videre," fortæller Malaika Thomsen og tilføjer, at det er for at forebygge, at det skal udvikle sig.
Pårørendes påvirkning
I dag kæmper Didde stadig med sin PTSD. For at have struktur i sin hverdag og for at flygte fra traumerne, fylder hun dagene op med træning, i form af triatlon, svømning, cykling og styrketræning. Datteren på 12 dyrker sport på eliteniveau, og det går der også en del tid med i den lille familie. “Når folk tænker, jamen hun går da til løb og koncerter og generelt sociale sammenhænge, så ser de jo heller ikke panikken i mig, når vi står samlet mange på et sted, og jeg beordrer min datter og mand til at blive tæt på mig. Eller når jeg ligger i fosterstilling dagene efter,” siger Didde.
Hjemme ved Didde og familien kan PTSD’en godt skabe diskussioner. Der skal gerne være styr på det, hvis familien skal nogle steder, og det kan være svært at sætte sig ind i Diddes situation.
“Min mand kan godt sige nogle gange, at der jo ikke sker noget, og det ved jeg jo også godt, men i situationen kan jeg ikke se andet end fare," fortæller Didde.
Maskulinitet og mod
På Surfgården ved Snedsted i Nordjylland, blev der i 2020 startet et rehabiliteringstilbud, som hjælper PTSD ramte og heriblandt i særdeleshed veteraner og betjente.
“Ved os har vi en stigning i betjente, som har brug for hjælp. Nogle af de betjente vi har her, har mistet tilliden til andre. De har brug for at få opbygget den her tryghed for at kunne bevæge sig rundt i hverdagen, uden at være overmandet af den angst, som kan være kommet af nogle grimme oplevelser og måske et dårligt arbejdsmiljø,” fortæller Peter Emil Højlund, som er viceforstander på Surfgården og Vestergården.
En undersøgelse fra VIVE viser, at mindst 10,6 procent af politibetjente har symptomer på enten PTSD, depression, angst eller stress. Så hvorfor søger man som politibetjent ikke hjælp?
“Der kan være noget i at holde fast i maskuliniteten og modet. Hvis man så åbner op for det, kan frygten for at indse andet, end den fortælling man har om, at man er en, som kan overkomme enhver situation, være overvældende,” udtaler Peter Emil Højlund.
Fællesskab som favner
Når Didde tænker på sin fremtid, ønsker hun for alt i verden at få det bedre. Hun har tidligere været medicineret, men hun følte sig bedøvet og tog tilmed 15 kilo på under forløbet, som hun kæmpede med at tabe.
I lang tid følte Didde sig alene med sin PSTD, indtil hun opdagede Thin Blue Line, som hjælper tilskadekomne ansatte i politiet og pårørende.
“Jeg fandt nogen, jeg kunne spejle mig i. Når jeg er sammen med de andre i Thin Blue Line, er det mere et vilkår at have PTSD eller være skadet. Altså mere reglen end undtagelsen. Man føler sig hjemme," fortæller Didde Rovsing Knudsen.
