En morgen på Annalise's Bar 

”Tretten, ni, seks – Det blev sgu billigt!”

Terningerne klirrer mod bardisken, mens byen udenfor så småt er kommet i gang. På Annalise's Bar er det stadig morgen, men spillet om prisen på dagens første Fernet er allerede i gang. Kaj kom kl. 11. Han er der tit, faktisk hver dag. Kajs sæt består af en danskvand, en Fernet og en Underberg.

I indgangen hænger et grønlandsk flag. Værtshuset har ligget der i 90 år og er folkemunde og blandt gæsterne kendt som ”Den grønlandske ambassade”. Væggene er beklædt af mørkt røget egetræ der er fyldt af billeder med stamgæster og medarbejdere gennem årene, også dem der er gået bort. ”Vi har vel mistet en ti-femten inden for det sidste år. Ja, det er sku ikke sjovt.” siger stamgæsten Mick mens han hælder flaskeøllen op i sit glas.

Kim der står bag baren, møder også kl 11. Inden da holder Mick baren hvis der skulle komme nogen. Kim hælder en kop kaffe op, og går ned og smider en bunke tyvere i den enarmede tyveknægt. ”Ja Molly fik jo jackpot i går. Det trængte hun til.” De griner.

Selvom de brune værtshuse udefra kan virke lukkede og skumle, er det tydeligt, at Annalises rummer et fællesskab. Alle har et øgenavn, og ingen kan gå ubemærket ind. De små stikpiller og historier går igen, som da Bodil – eller “Bodillen” – bliver nævnt. Hendes navn får straks latteren frem, efterfulgt af en grov parodi på hendes stemme, der sender gæsterne bagover af grin.

Musikken i baggrunden skifter uden varsel. Først dansk top, så heavy-musik og så en stille fløjte der næsten lyder spirituel. Kim nynner med på det hele.

Kim har været fast på værtshuset siden han flyttede til Danmark fra Grønland for 21 år siden. Det sidste år er han også begyndt at arbejde bag baren. Når han ikke langer øl over baren, vasker han barens glas op i hånden. ”Det kan hurtigt blive et større arbejde når der kommer en og bestiller ti shots.” Siger han med et smørret smil.

Kim laver dagens status. Malibu, kondi og ’røde’(grenadine) mangler. Mick protesterer ”Vi har da kondi.” ”Nej, du har købt det med sølv i toppen, det er sukkerfri, vi skal have det rigtige.” Mick sukker, men erkender, at han nok må en tur i Rema.

En ny stamgæst kommer ind. Hun brokker sig over kommunens seneste forbud mod deres sparekasse. ”De mener jo det er hvidvask regeringen, men det er jo bare er måde for vores gæster at spare op til jul.” Der bliver mumlet lidt blandet brok over regeringen, og kommunens ’latterlige’ tiltag.

”Har du fundet ud af noget med den psykolog der Kim?” Stemningen ændrer sig med det samme. Latteren og småsnakken dør ud, mens de afventer svar fra Kim.

”Nej, jeg snakkede lige i telefon med en psykolog en enkelt gang.”

Kim mistede sin søn for to måneder siden. Han døde af en hjertefejl de ikke kendte til. På Kims telefon er et billede af sønnen, der får studenterhue på. Han går ned og smider et par tyvere mere i maskinen, og Kaj bestiller endnu et sæt.

”Altså jeg har det jo fint, men da jeg kørte forbi Skejby forleden, fik jeg et panikanfald, jeg kunne slet ikke være i det. Nu tager jeg så bus 118 i stedet, den kører ikke forbi Skejby.”

Mick nikker stille og siger ikke mere. Kaj skubber glasset lidt væk og kigger ned i bordpladen. Det føles som om alle lige for et øjeblik holder vejret sammen med Kim.

Kim går over til et billede der hænger ved baren. På billedet står ejerne med alle stamgæsterne til deres 60-års fødselsdag. ”Vi sang grønlandsk fødselsdagssang for dem.” siger Kim smilende. Han udpeger sig selv og sine venner på billedet. ”Det er rart at kunne holde fast i kultur og traditioner fra Grønland.”

Udenfor er eftermiddagen ved at begynde, men herinde står tiden stille. Terningerne kastes endnu en gang over bardisken. Kaj ryster dem i hånden, smider dem ud og læner sig tilbage. Spillet gentager sig, ritualet fortsætter, og Annelises Bar lever videre – et kontrastfyldt rum mellem latter, tab og en slurk af dagens første Fernet.