Erikas nye eventyr i trans-land: “Jeg definerer narrativet om, hvem jeg er”

I sidste uge fik Erika Florentin sit nye CPR-nummer. Et nummer som nu officielt viser, at hun er den kvinde, hun føler sig som.

Det var under corona-nedlukningen i 2020, at den dengang 48-årige begyndte at udforske sin kvindelige identitet.

 “Jeg gik på opdagelse og prøvede at lære mig selv bedre at kende. Her fandt jeg ud af, at min feminine side var vigtig for mig og betød noget. På hvilken måde, hvorfor og alt indimellem, vidste jeg ikke. Jeg kunne slet ikke lure, hvad det var. Jeg vidste bare, at det var vigtigt at udforske”.

Hun fortæller, at det set i bakspejlet nok altid har været noget, som har ligget i hende, men som hun ubevidst har undertrykt.

“Gud, hvor havde jeg mange feminine tanker og feminine træk allerede dengang, som jeg lærte, ikke var okay at have.”

Erika voksede op i Holbæk på en traditionel privatskole og med en konservativ far, hvor hun oplevede, at der ikke var meget plads til at afvige fra normen.

I sommeren 2023 sprang hun ud til verden, og i april sidste år startede hun på den hormonbehandling, som skal være med til at give hende kvindelige kønskarakterer. Allerede 10 måneder efter er brysterne vokset sig store nok til at fylde en bh ud. En bh som betyder meget mere end størrelsen på brysterne. Den signalerer rejsen mod at blive den kvinde, hun genkender i spejlet.

“Det var kvinderne omkring mig, der begyndte at behandle mig som en af dem. De slæbte mig med til kvindefødselsdage og fester. Jeg tænkte, wow jeg føler mig rigtig godt tilpas i den her kontekst.”

I lang tid havde Erika svært ved at finde ud af, hvordan hun skulle navigere i transitionen, og især hvilket toilet hun skulle gå på fyldte meget i tankerne.

 
“Jeg havde ikke lyst til at invadere kvindernes safe space, men jeg kunne ikke gå på herretoilettet mere” og fortæller, at det flere gange endte det i, at hun tog hjem fra byen for at tisse.

I dag møder hun verden, som en stolt transkvinde, der ligesom mange andre kvinder, elsker at lægge makeup, prøve nye parfumer og gå til dans.

Det har dog ikke altid været nemt at hvile i kvindekroppen.

-

I begyndelsen blev herretøjet liggende i skabet, for Erika så det som en måde at holde en pause fra transitionen og det hårde mentale arbejde, som det krævede at springe ud.
Med hendes tøj fra sit gamle liv kunne hun blandt andet handle ind uden at tiltrække opmærksomhed. 
“Jeg tænkte, det ville være stressende at være Erika hele tiden - men det var det ikke,” og tøjet blev derfor hurtigt pakket endegyldigt væk til fordel for kjoler og stiletter.

Ny dag, ny hårfarve

I lejligheden i Sydhavn skinner solen kraftigt ind ad vinduerne. Lejligheden bærer præg af Erikas to katte, som får lov til at brede sig. Fra radioen spreder Peter Sommers stemme sig i rummet, mens hun lægger dagens makeup.

“Åhh min motorik,” udbryder hun, idet mascaraen rammer øjenlåget. Det kræver øvelse og tager tid at lære, når det er noget, man aldrig har gjort før. I solens lys kan man se pudderen danse som små partikler i den stille luft.

Parykker ligger i stakkevis på to mannequinhoveder på badeværelset. De varierer i længder og farver, så der altid er en, som passer til dagens tøjvalg og humør. Det er sjovt at kunne ændre udtryk, fortæller hun, mens hun med hårbørsten i hånden reder dagens paryk. Samlet har hun over 20 forskellige slags, som hun kan vælge mellem hver morgen, når hun står foran spejlet.

Hendes spejlbillede kan nogle gange få hende til at tænke på, hvordan tingene havde set ud, hvis hun var født anderledes.

“Det ville helt sikkert have været lettere at være født som pige, men jeg er enormt stolt af at være en transperson.”

Det har været en vild rejse, med mange bump på vejen, for at nå til den, hun er i dag. “Der har været mange besværlige ting, bevares, men også virkelig mange fede ting, som jeg ikke ved, hvordan jeg skulle have fået uden.”

Et terapeutisk frirum

På TikTok har Erika lige har rundet 1000 følgere. “Eventyr i trans-land" står der i profilbeskrivelsen. En sætning som hun finder passende for sin transition og den rejse, som hun har været på de sidste 5 år.

“Jeg kunne kun se vejen ét skridt ad gangen, men hvor vejen førte mig hen, og om det var til et fedt sted eller et skidt sted var umuligt at se. Det er som at gå i en skov og ikke vide, hvor man er på vej hen. Ligesom i et eventyr”

Profilen startede som et sted, der skulle samle og normalisere transpersoner, men blev undervejs et terapeutisk holdepunkt for Erika, som oplevede, at det var rart at snakke højt om sine tanker. Da hun startede sin kønsrejse, manglede hun nogen at se op til. Der var ikke mange transpersoner, som delte ud af deres liv på nettet i frygt for responsen.

På Erikas profil er der dog ikke mange hadefulde kommentarer at finde, og det er der én bestemt grund til. Hun sletter alle nedladende kommentarer, der tikker ind på profilen. Det er et bevidst valg, at hendes profil skal være et trygt og rart sted at være. Selv rammer kommentarerne hende ikke.

“De ting, jeg har sagt til mig selv, er uendelig meget værre, og det var enormt befriende at mærke, at de ikke kunne røre mig.”

En mur af stilhed

En ting, som for Erika kan være frustrerende, er den berøringsangst, der kan opstå omkring transpersoner. Hun oplever at folk holder igen, fordi de er bange for at kalde hende de forkerte pronominer. “Det er okay at jokke i spinaten. Hellere prøve end at tage afstand. Jeg er ikke lavet af glas, og jeg kan godt holde til det,” forklarer Erika i en af hendes videoer på TikTok.

Det var en oplevelse på hendes tidligere arbejdsplads, der fik hende til at lave videoen. Her oplevede hun, at folk ikke turde spørge ind til hendes transition, selvom det var tydeligt, at de var nysgerrige.

”Det var som en mur af stilhed,” forklarer hun om den tyngende luft, der prægede rummet.

”Man tænker come on. Få det ud af systemet, så vi kan fortsætte. Jeg har ikke lyst til, at folk går på listesko omkring mig og tror, at alt er farligt at spørge om.”

I et samfund hvor cancel culture er mere populært end nogensinde, og alle er bange for at træde hinanden over tæerne, er det befriende når folk tør at spørge. Det bidrager til en åbenhed og en gennemsigtighed, der fremover kan gavne transpersoner.

”Jeg vidste ingenting om transpersoner, før jeg startede her på kontoret. Her fik jeg lov til at stille alle de dumme spørgsmål,” lyder det fra Erikas kollega, Natascha. Hun kommer fra Nordmakedonien, hvor der ikke bliver snakket åbent om transpersoner, og fortæller, hvordan Erikas umiddelbarhed har været den bedste måde at forstå og lære.

For Erika har det aldrig været et ønske at skjule sin fortid, og på hendes sociale medier florerer der stadig billeder uden paryk, med skæg og fra et tidligere ægteskab.

For hende er fortiden en del af, hvem hun er blevet.

“Jeg har venner fra før min transition, og de kender mig som den person, jeg var. Jeg kan ikke og vil heller ikke slette, hvem jeg var i deres hoveder,” fastslår hun.

For hende handler det om at omfavne og navigere i sit nye normale på sin helt egen måde. Hun oplever, at mange har en forventning om, hvad det betyder at være transkvinde, og at hun skal have operationer for at fjerne hendes maskuline træk.
Virkeligheden er dog lidt en anden, for hun ved godt, at det aldrig bliver muligt at ligne en kvinde, som blev født i den rigtige krop, og hun understreger, at der ikke er en rigtig eller forkert måde at være trans på.

“Det er mig, der definerer narrativet om, hvem jeg er som trans.”