Et grin i mørket

Lyset er dæmpet, og afventende sidder gæster og sipper af deres sodavand. På første sal på Cafe Jorden står en mikrofon alene midt på gulvet, som var den en komiker, der var gået i sort. Den største frygt. Lav snak ved de afventende borde bliver druknet af den høje musik, der braser ud af højtalerne. Barpersonalet må have skruet op for at bryde den tykke luft i lokalet.

Nedenunder sidder Simon Drachmann og venter. Han knuger vandglasset i begge hænder og smiler. Et sådant smil, der kun frembringes, når det dækker over en anden følelse.

"Jeg er altid sindssygt nervøs," siger han og tager en tår vand. "Men jeg ville ud af min comfortzone, og det er jeg kommet,” griner han. 

Den nye dreng i klassen

Simon er ny i comedy-verdenen. Han kan tælle på to hænder, hvor mange gange han har stået på scenen for at teste sine vittigheder på et live publikum. Efter opbruddet af hans band, nåede han frem til, at stand-up var en del mindre krævende end at starte et nyt band.

Open mic-arrangementet er stablet på benene for at give nye navne muligheden for at afprøve deres materiale. Aftenens line-up består hovedsageligt af navne, man ikke kender, men Cafe Jorden ligger også hus til mere kendte komikere som Mahammed Habane, der også får femten minutter på scenen i dag. 

Publikum er en blanding af venner, stamgæster og nysgerrige sjæle, der er kommet for at grine – eller i det mindste smile.

Aftenens vært lægger op til netop dette. “Hvis nogle jokes ikke er sjove, så bare smil og husk, at I er her helt gratis.” Publikum griner højt.

På skift indtager forskellige komikere scenen. Nogle er fanfavoritter, og får grinene til at stå i kø hos publikum. Andre får et medfølende smil fra den forreste række.

Simon klapper, da komikeren før ham går af og trækker vejret, da hans navn bliver råbt op. Han bikser med at få mikrofonen op i den rette højde, imens han smiler stort og kigger ud til publikum.

Mikrofonen Bliver håndholdt, og imens han introducerer sig selv, er der stille blandt publikum. Simon fumler hurtigt med sine notater for at finde ud af, hvilken joke gæsterne skal høre først.

Der går et grin gennem rummet. Ikke højt, men ægte. Simon fortsætter, og langsomt løsner han op. Han taler om sin fars alternative opdragelsesmetoder, om satanisme og rituelle ceremonier, der involverede geddeblod. Publikum ler – højt ovre i hjørnet med de unge fyre, mere lavmælt hos de fire middel aldrende kvinder, der må kæmpe lidt for at forstå joken.

Efter fem minutter takker han af og forlader scenen med et lettet smil. Han ser lette ud, da han får et anerkendende nik fra en af de andre komikere, der vidste, hvor nervøs Simon var, inden han skulle på scenen. 

Svært publikum

Open mic-scenen er ikke glamourøs. Den er rå, ærlig og fuld af mennesker, der tør stille sig op og håbe på et grin. For Simon Drachmann var det første skridt ud af komfortzonen.

For selvom publikum forhåbentlig husker, at de ikke har betalt for at open-mic night, og altså ikke kan forvente professionel komik. Så er der gennem aftenen flere gange, hvor en joke bliver modtaget af brutal stilhed. Stilhed der fortæller komikerne, at de ikke gjorde det godt nok.

Da Simon fortæller om sin satanistiske far og latteren fordufter, stryger han dog stilheden af sig, “nå, det var måske ikke lige det rette publikum” og griner. Så runger hele salen igen med latter. 

Simon smiler stort, “tak for jeres tid” og træder af scenen. Uanset hvem der grinte af hans jokes, så klapper alle, da han går af. De tredive mennesker der sidder på den lille førstesal, får Cafe Jorden til at lyde som et sandt mekka for comedy-verdenen.

“Det er klart mere skræmmende at stå alene på scenen, end det var at sidde fra trommerne, som jeg gjorde i mit band,” fortæller Simon.

Alle krav til en god performance ligger nu alene på Simon. Når han klarer det godt, bliver han betalt af publikum i grin.

Aftenen slutter med klapsalver og tomme ølglas. Simon bliver altid hængende lidt efter hans optræden, det er en god mulighed for at få lidt fifs fra de mere garvede komikere.

“Nu må det være mindre end tiende gang, jeg står på scenen, og det bliver ikke mindre skræmmende for hver gang.” 

Alligevel bliver Simon ved med at komme tilbage i håbet om, at få folk til at grine.