Et hjem uden vægge, en stemme uden filter
Med farver, følelser og fortællinger leder Max Wil på tur gennem Aarhus’ gader og sin egen livshistorie. En tur, der skal give indsigt og genkendelse hos dem, der aldrig har set den virkelighed.
”Jeg havde ikke lært, hvordan man gør livet.”
Ordene falder fra Max Wils mund og bryder stilheden. Om ham står 14 gymnasieelever, der er vant til klasselokaler og kantinemad – ikke til historier om et liv på kanten, kanyler og kaos. Men det er det, Max Wil giver dem. Et indblik i en verden hvor livets manual ikke fulgte med fra starten:
”For nogen kommer det naturligt. Men ikke for mig. Jeg skulle lære at finde min egen ro i mit eget kaos.”
Max Wil har været i Aarhus i 12 år nu. De 12 år har han søgt stabilitet i en tilværelse, hvor hjem og tryghed ikke var en selvfølge. En tilværelse, som eleverne på Struer Statsgymnasium den næste time får lov til at få et indblik i.
Farver, følelser og formidling
”Okay, hvis hold et går herover”. Stemmen bryder igennem elevernes summen, der fylder den ellers tomme parkeringsplads foran Foreningen Gadeliv. Beskeden efterfølges af en tydelig gestikuleren, hvortil eleverne sætter i bevægelse og finder deres formation. Eleverne kommer fra Struer Statsgymnasium, og er taget til Aarhus.
Den lavmælte summen afbrydes af en for eleverne ukendt stemme: ”Godt”. Der lyder ét klap, der efterfølges af stilhed. Klappet kommer fra Max Wil, der skal føre den ene af grupperne fra Struer Statsgymnasium rundt på poverty walk, en byvandring gennem Aarhus med en socialt udsat, hjemløs eller tidligere hjemløs som guide. Gruppen består af 14 piger, alle iklædt jordnære farver – forskellige nuancer af beige, hvid, støvet blå, brun og sort. Farverne står i skarp kontrast til Max Wils brogede antræk.
Bomberjakken, der er et patchwork af dobbeltsyninger, dyreprint og denim, hænger insisterende over den ene skulder, kun holdt op af en sort Vans taske. Mellem de sort og rødstribede knæstrømper og shortsene, der bærer på en kendama, stikker et par netstrømpebukser frem. Halsen bærer en række sølvkæder prydet med forskellige vedhæng. En sammensætning, som Max Wil forklarer, der er ment til at vække følelser:
”Det er vigtigt at møde nogen, man kan se sig selv i. Jeg er provokerende, fordi folk skal mærke noget. Måske genkendelse.”
En tur bag byens mure og mennesker
Max Wils rute leder hold et fra Sydhavn forbi Kulbroen, der inden områdefornyelsen var centrum for hjemløse og socialt udsatte. Under jernbanebroen ved Badeanstalten Spanien. Forbi det Max Wil præsenterer som den store skræmmende bygning, der er politigården. To af pigerne går i armkrog hele vejen, og slipper først hinanden, da Max Wil gør endnu et hold ved Bispetorvet.
Her bliver fortællingen ledt over på misbrug. Max Wil forklarer eleverne, der har set deres snit til at hvile benene og derfor sidder på et trin nede foran Aarhus Teater, at adgang til hjælp i Aarhus kræver, at man har et sikkerhedsnet. Max Wil har ikke noget, og da han som 16-årig kom til Aarhus, vendte han sig derfor mod gaden:
”Det var nemmere at få sin medicin der – amfetamin, kokain, alkohol.”
Opremsningen af medikamenter afbrydes af Max Wils ven, der passerer med hilsenen:
”Jeg er på vej hjem. Jeg er ved at blive ædru”.
Max Wil bliver trukket ud af fortællingen, og gruppen ledes videre.
Et hjem uden vægge
Telefontorvet emmer af liv, da grupper ankommer. De danner en halvcirkel om Max Wil, der er stoppet op foran værtshuset Hos Anders. Elevernes blikke er rettet mod Max Wil, der fortæller, hvordan Telefontorvet udgør hjertet i fortællingen:
”Det var her, jeg første gang oplevede et fællesskab. Det var første gang, jeg følte mig hjemme uden for hjemmets fire vægge.”
Blikkene har fået selskab fra tre mænd. Alle har grå stænk i håret og en cigaret i højre hånd, der midt i rygepausen har rettet deres kollektive opmærksomhed mod Max Wil.
Efter flere minutters lyttende stilhed ses der for første gang en forsigtig hånd. Den afbryder Max Wils talestrøm, for at spørge om, hvordan hans liv ser ud i dag.
Spørgsmålet igangsætter en eftertænksomhed, hvor Max Wil for første gang i dag leder efter ordene. Han fortæller, at der er i dag økonomi til mad og husleje. Vintermånederne bruges ikke længere under jernbanebroen ved Badeanstalten Spanien. Men økonomien er ikke en selvfølge, og de dage, hvor kontoen er tom, vender Max Wil tilbage til gaden.
En afslutning og en begyndelse
Mølleparken markerer for eleverne afslutningen på rundvisningen, men udgør startstedet for Max Wil fortælling:
”Det startede der – på denne græsplet”, beretter Max Wil, der har indtaget skrædderstilling under et træ.
Max Wils historie starter egentligt ikke på den græsbeklædte plet i Mølleparken, men på Mors. Som ung gik Max’ dage på Mors med at stå på skateboard. Når mørket meldte sin ankomst, gik han i Kiwi, hvor han tog en flaske vin uden at betale. Hjemme drak han sig fuld for at dejse om i sengen. Dagen efter gentog han.
I dag er fortællingen ikke kun hans egen. Fortællingen er blevet til et redskab; en stemme, der skal række ud over gaden og ind i samtaler, der åbner for nye perspektiver på livets vilkår. Max Wil deler sin historie, ikke for at vække medlidenhed, men for at skabe genkendelse:
”Jeg er 100 procent honest, fordi jeg håber, at der en dag står en og lytter med, som kan se sig selv i mig. Hvis min fortælling, kan få en til at tage sin egen kamp op, har min egen kamp givet mening.”
