Et voksende behov for støtte gør dødsdoulaer til ny omsorgsaktør i Danmark

Flere og flere danskere vender sig mod mennesker, der tør være dér, hvor ordene slipper op, og hvor nærvær bliver vigtigere end alt andet. 

Vågere og dødsdoulaer træder ind i et rum, de fleste af os helst undgår. En af dem er 56‑årige Chelina Isabella Sørensen, som i dag er dødsdoula og frivillig våger ved vågetjenesten.

"Jeg startede som våger, og synes det var spændende og en rigtig god måde at hjælpe mine medmennesker på. Som dødsdoula kan jeg nu træde til noget før og hjælpe den døende til at finde ro og fred.” 

Sidste år oplevede den danske vågetjeneste rekordstor efterspørgsel med en stigning på henholdsvis 19 og 25 procent i antallet af vågninger fra 2024 til 2025. 

Samtidig vokser interessen blandt danskerne for det amerikanske fænomen: dødsdoulaer. 

“Jeg oplever en tydelig og kvalificeret interesse for området, både fra mennesker, der ønsker at uddanne sig, og fra mennesker, der ønsker mere viden om, hvad en dødsdoula kan bidrage med,” 

siger Christie Rosenberg, som er dødsdoula, uddannelsesleder og stifter af Dansk Dødsdoula Institut. 

Voksende vågetjeneste møder større behov

Et øget fokus på udbredelsen af vågetjenesten har fået efterspørgslen til at stige. Det peger Sarah Katz, konsulent i frivilligafdelingen hos Ældre Sagen, og Alexandra Dessoy, udviklings- og faglig konsulent for vågetjenesten hos Røde Kors, på.

Ældre Sagen og Røde Kors har slået sig sammen i vågetjenesten og forsøger at integrere den bredt de steder, hvor behovet er stigende: på plejehjem, i hjemmeplejen, på sygehuse og bosteder. 

"Jeg tror, at det større behov for vågere handler om, at der er færre hænder til at løse opgaven,"

siger Lone Grøn, antropolog og seniorforsker med erfaring fra studier i danske vågninger. 

De danske vågere skal være sanseligt tilstedeværende i den døendes nærvær, men må dog ikke udføre sundhedsfagligt arbejde. Lone Grøn peger på, at i takt med at vågerne får mere fagligt indblik og viden igennem frivilligheden, vil nogle ønske at få mere fra hånden:

Jeg kunne godt forestille mig, at nogle af dem, der bliver vågere måske godt kunne tænke sig at blive dødsdoulaer, fordi de bliver mere fagligt klædt på."

Mens nogle tilbyder støtte, frygter andre tab af livserfaring

Chelina Isabella Sørensen kan nikke genkendende til gerne at ville udfolde vågegerningen. Hun vil fortsat tage ud til vågninger som frivillig samtidig med sit arbejde som privat dødsdoula.

“For mig er det vigtige selve gerningen i at sidde sammen med et menneske, der skal dø.” 

For Chelina er det altså ikke det økonomiske aspekt som dødsdoula, der driver hende, men derimod den forskel hun gør for sine medmennesker. 

“Det vigtigste for mig er at kunne være der følelsesmæssigt sammen med den døende i det svære.” 

I modsætning hertil mener Nana Schiøtt Hansen, som er sognepræst i Rønne, at man som pårørende mister noget essentielt, hvis man udliciterer omsorgsrollen til en dødsdoula.

“Vi kommer til at miste noget robusthed og livserfaring ved at distancere os fra døden, når vi ikke oplever, at det er en naturlig del af livet.” 

Nana anerkender den stigende interesse for dødsdoulaer i Danmark, men mener ikke at der bør være et behov for dem. 

“Jeg synes, det er trist, at behovet er opstået.” 

Manglende samtale åbner for dødsdoulaers rolle

“Vi får i en dødsproces ikke talt om det, der skal tales om, i tide,” 

siger direktør og stifter af Det Nationale Sorgcenter, Preben Engelbrekt.

Det Nationale Sorgcenter oplyser, at 7 ud af 10 danskere ønsker at tale med deres nærmeste om, hvad der skal ske, når de dør, men kun 2 ud af 10 får det gjort.

Preben Engelbrekt er positivt stillet overfor udbredelsen af dødsdoulaer i Danmark, fordi de kan gøre en stor forskel for de danskere, der ønsker at få talt om døden.

Det er netop denne forskel for den enkelte, som Chelina Isabella Sørensen ønsker at bringe ud i livet som dødsdoula:

“Også i døden skal der være hjælp at hente.”