Eva blev ved med at rejse sig: “Man kan ikke regne med, at der kommer nogen og redder en”

På første sal i Vestergade i Randers bor 65-årige Eva Klausen. Hun forlader sjældent den røde murstensbygning. Ikke fordi hun er ensom, eller fordi hun mangler sit højre ben. Men fordi de to etager rummer Evas arbejdsliv, privatliv og minder fra et liv, som de færreste ville rejse sig fra.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er en onsdag i oktober 2004. Eva Klausen og hendes mand, John, har drukket eftermiddagskaffe sammen, og nu er han taget afsted for at køre en lille tur. John og Eva er for nyligt blevet kroejere. Eva er som vanligt gået i gang med at lave aftensmad til nogle af Spentrup Kros pensionister.

Men det må hun sætte på pause. Telefonen ringer midt i, at Eva står og forbereder stegt rødspætte.

Det er John, der er i den anden ende af røret.

“Du skal altid huske, at jeg elsker dig”, siger han. Der lyder et ‘klonk’, som om telefonen bliver tabt på gulvet. Der bliver stille i røret.

Ud af køkkenvinduet får Eva øje på, at døren til lageret står på klem.

“Amen for helvede”, bander Eva. Enten har John glemt at lukke den, eller også er det en indbrudstyv. Hun går hen over gårdspladsen for at lukke døren i.

Hun åbner døren for at sikre sig, at der ikke mangler noget derude, og at der ikke er nogen. Men det er der.

“Hvad fanden står du der for, John?”, spørger Eva. Men det gør han ikke. Han hænger så lavt over gulvet, at det ligner, at han står.

Evas verden braste, men livet måtte fortsætte. Hun kunne give ikke op. Det har aldrig været en mulighed. Det lærte hun tidligt i sin barndom.

 

Mormors grønne vægge

Eva Klausen voksede op i Malling i nærheden af Aarhus sammen med sine forældre og brødre. Her boede de indtil forældrenes skilsmisse splittede familien. Brødrene blev fordelt mellem deres far og mormor, mens Eva flyttede med sin mor til Viby. Forholdet mellem mor og datter nærmede sig et bristepunkt.

“Jeg passede ikke ind i min familie. Det var, som om vi ikke kunne snakke om de samme ting. Jeg kunne i hvert fald ikke snakke samme sprog som dem.”

Undtagen med sin mormor. Her kunne hun være sig selv.

“Hun var det mest fantastiske menneske. Hvis der var noget, der gjorde mig misundelig, så var det, at min storebror fik lov at vokse op med hende. Jeg ville ønske, at det var mig.”

Eva husker tydeligt sin mormors hjem. De grønne vægge, der omfavnede rummene. Her var altid plads til alle. Altid tid til Eva og hendes søskende.

“Jeg ligner hende lidt. Jeg kan også det hele her. Så snart jeg kommer derud, så bliver jeg lidt usikker”, siger Eva og kigger ud mod gaden gennem sit vindue.

“Min mormor gik heller aldrig nogen steder, men hun kunne alting. Hun hjalp en masse mennesker.”

På den ene hånd bærer Eva en ring med en stor sten i. Den tilhørte hendes mormor. Ved mormorens bortgang arvede Evas mor ringen, indtil hun selv gik bort. Herefter overtog Eva ringen, som siden har været fasttømret på kroejerens ene ringfinger. Til minde om en kvinde, som Eva nærede en dyb respekt for. På den anden ringfinger bærer Eva to vielsesringe. Den ene fra sit første ægteskab med faren til det sidste af sine fire børn. Den anden fra sit sidste ægteskab. Ægteskabet med John.

Men Eva blev revet væk fra de trygge rammer i nærheden af sin mormor, da forældrene blev skilt. Voksenlivet begyndte, da hun som 14-årig blev smidt ud hjemmefra og flyttede ind i en lejlighed alene. Her boede hun i nogle år, mens hun passede sin skole og sine to jobs.

Da Eva blev voksen, forsøgte hun at skabe sin egen familie. Hun mødte en mand, og de fik sammen tre børn, men relationen braste. Senere giftede hun sig med en ny mand, som hun fik sit fjerde barn med, inden de gik fra hinanden.

 

John gav ikke slip

Eva stod pludselig med en hverdag som alenemor til fire og fuldtidsarbejde. Nabokonen hjalp hende med at få hverdagen til at hænge sammen. Hun hentede Evas børn hver dag, mod at Eva hver tredje måned inviterede hende ud og spise, og så drak de sig i hegnet. Og Eva betalte.

En aften i 1999, da de var ude på en af deres ture, ville de ud og danse. De var glade, mætte, fulde og på vej ud på det runde dansegulv.

Men for at komme derhen skulle man først ned af to trin, som Eva på ingen måde havde set. Hun røg ud på dansegulvet og landede foran to mænd.

“Nu tror jeg, der er jævnt igen”, sagde den ene mand, mens han kiggede ned på Eva.

Hans kammerat daskede til ham. “Så hjælp hende da op!”, udbrød han. Men efter han havde hjulpet Eva op, gav han ikke slip. Han holdt fast og dansede rundt med hende til tonerne af Susanne Lanas sang ‘Jeg kunne eje millioner’.

“Han kom ind under huden på mig på en måde, som ingen andre nogensinde har gjort.”

Et halvt år efter ringede kirkeklokkerne for Eva og John.

“Jeg troede, jeg skulle dø”

Efter Johns død i 2004 skulle Evas liv som enlig kroejer og mor fortsætte. Før var det John, der fulgte Evas to sønner til og fra fodbold. Det var John, der tog imod dem, når de kom hjem fra skole. Det var John, der var der. Han var mere følsom.

Det første, der møder øjet i den grønne stue, er to portrætmalerier i guldrammer. Malerierne forestiller Eva og John og minder hende om dengang, før alt blev vendt på hovedet. Her skuer parret ud over Evas nye hjem.

Eva læste godnathistorier for drengene. Hun spillede spil med dem og John. Hun vaskede tøj, og lavede aftensmad. Det var hende, der arbejdede og tjente pengene.

Dagen efter Johns død havde Eva lukket kroen for gæster, men hun lavede stadig mad ud af huset. Blot to dage efter var en helt normal dag. Hun skulle spille musik og optræde for gæsterne på kroen.

“Det var forfærdeligt. Jeg skulle synge og spille, være glad og skabe en dejlig stemning. Indeni tudbrølede jeg og var i tusinde stykker.”

Men Eva har lært, at man selv bliver nødt til at gøre noget, hvis man har et problem. Selv når ens verden braser, og man ikke har lyst, så har man forpligtigelser. Dem havde Eva overfor sig selv og sine børn.

“Man kan ikke regne med, at der kommer nogen og redder en.”

Hun forsøgte at drive kroen videre, men hun måtte give op efter et år. Det var for stor en byrde at bære selv.

Eva havde brug for forandring. Hun flyttede til Havndal og arbejdede som jord- og betonarbejder. Eva trivedes i et hårdt og fysisk arbejde, så det var det rigtige for hende at starte et nyt kapitel der.

Sorgen forblev tæt inde på Eva, men hun oplevede igen at være glad og nogenlunde tilfreds med tilværelsen.

En dag, hvor regnen faldt over Evas arbejdsplads, tog hendes liv en drejning. Jorden var mudret, og hun gik baglæns med en motoriseret trillebør læsset med sand og grus. Med ét var jorden under hende væk.

Hun faldt og landede på ryggen nede i en udgravning. Trillebøren landede ovenpå hende. Hun lå under presset fra den læssede maskine og blev holdt fast. Udgravningen var fyldt med regnvand, så da Eva hev efter vejret, var det vand, der fyldte hendes lunger.

“Jeg troede, jeg skulle dø.”

Hendes højre underben blev knust. Det skulle amputeres. Ulykken resulterede i, at Eva fik PTSD. Hun kunne i en lang periode ikke være i regnvejr uden at føle, at hun mistede vejret endnu engang. Ulykken satte Evas tilværelse på pause i tre år.

 

Tilbage til hverdagen

Efter ulykken og sygdomsforløbet blev Eva tildelt førtidspension. Men hun fandt hurtigt ud af, at hun ville kede sig ihjel, hvis ikke hun havde et formål og noget at stå op til.

En dag blev hun ringet op af ejeren fra Dalbyover Kro i Havndal, som tilbød hende et job i køkkenet. Hun takkede ja. Efter godt ni år i det varme køkken blev hun kontaktet af ejeren af Bykroen i Randers. Det var i en anden boldgade og kun en gang om ugen.

“Min krop var træt og brugt, men jeg havde brug for at holde den i gang.”

Ikke mere end et halvt år efter købte Eva Bykroen, som hun siden har renoveret og udvidet og fortsat driver.

“Uden kroen var jeg død. Det her sted giver mig alt”, siger Eva uden at trække en mine.

Hun bruger de fleste af sine vågne timer på stueetagen. Enten laver hun mad eller knapper øl op.

Når Eva skal fra bodegaen og ind i spisekroen, så bakker hun. Hun bakker ud i bodegaens køkken, drejer kørestolen en kvart omgang til højre, lader hjulene dreje et par omgange og stopper ved det høje trin.

Hun rejser sig på sit ben, hopper to gange for at vende sig om og sætter sig i kørestolen, der står på den anden side af trinnet.

Så kører hun baglæns gennem gangen og retter op, når hun når spisekroen.

“Skide være med dét ben. Det værste er, at jeg har mistet min frihed. Og at jeg fylder”, fortæller Eva og giver kørestolen et klap.

Når Eva kigger ud ad vinduet, tænker hun sommetider på de ting, som hun ikke kan mere. Hun kan ikke længere gå ud på gaden og sætte sig på en bænk. Hun kan ikke gå udenfor Bykroen uden besvær.

“Men jeg mangler ikke noget!”, lyder det bestemt fra Eva.

 

Mormors stue

Bykroen er nærmest en forlængelse af hendes hjem. Flere af væggene i både bodegaen og spisekroen er grønne, og spisestuens udsmykning er rød. Et maleri med et rødt motiv hænger på væggen ved siden af disken. Nedenunder står der en rød tinkande på et træbord, magen til dem i Evas eget køkken.

“Hele mit liv foregår hernede. Det er her, jeg får besøg”, smiler Eva og læner sig tilbage i kørestolen.

Hun peger og fortæller med stolthed, at den grønne stue bagerst i spisekroen bliver kaldt for ‘mormors stue’.

“De kalder mig mormor”, fortæller Eva og henviser til kroens stamgæster. “Det er hyggeligt.”

Bag baren i bodegaen står Evas ben op ad den grønne væg. Et højre ben fra en mannequin-dukke, iført en lårlang nylonstrømpe og en af Evas gamle velourbeklædte høje hæle.

“Ja, man skal jo kunne se, hvem der er her!”, siger en af hendes stamgæster og tager en tår af sin øl. Eva griner og kvitterer: “Ja og så slap jeg for at smide den gamle sko ud.”

 

Mindekammeret

Efter 16 timer på Bykroen er Evas dag omme. Så er det tid til at bevæge sig op i soveværelset. Det er her, hun for alvor kan slappe af.

Venstre fod står foran det første trappetrin. Eva griber gelænderet med højre hånd og placerer den venstre hånd fire trin højere oppe end hendes fod.

Hun ligger hele sin kropsvægt på venstre arm og tager det første hop op ad bagtrappen, der fører op til hjemmet.

Her bliver man først mødt af et køkken fyldt med tinkander, nips, bøger, dåser og en elkedel. Alt sammen i Evas yndlingsfarve; rød. Men hun bruger det sjældent. Overfladen på komfuret er ikke til at finde for værktøjskasser, malede tallerkener og et stort elefanthoved af træ.

Evas hjem er som et mindekammer, fyldt med alt hvad hendes liv har budt på af oplevelser og mennesker.

Hun ved præcist, hvor alting er, og hvorfra det kommer. Hun fisker en lille rød vase frem, som hendes mors nye mand gav hende, da hun var barn. Blandt bøgerne i den ene af hendes bogreoler står der en grøn vase og et kagefad lavet af porcelæn, som hendes mormor har foræret hende.

Eva har også stadig de allerførste bøger, hun fik. Selvom hun er ordblind, gør hun sig glædeligt besværet.

“Jeg fokuserer og slapper af på en helt anden måde, når jeg læser. Jeg bliver opslugt og kommer et andet sted hen.”

Eva sidder i den grønne lænestol foran den store bogreol. Her har hun ikke siddet i lang tid.

“Jeg vil faktisk gerne bruge mere tid herinde.”

 

“Her stopper det”

Eva sidder ved vinduet i den ene af de to grønne stuer i den gamle herskabslejlighed. Blikket vandrer hen over utallige minder fra udlandsrejser og gamle som nye relationer.

Kulturelle træmasker fra Asien.

En lille vase, som et af hendes børn engang lavede til hende.

Et skab, som hun fik til sin 18-års fødselsdag.

Gaver fra kroens gæster.

Alle overflader på førstesalen i Randers er skjult af ting, der hver især fortæller noget om Evas liv.

Powered by Labrador CMS