Fællesskabet er ikke længere en selvfølge i Gymnastikkens Venner: Det skal presses frem

Gymnastikkens Venner arbejder for at støtte den lokale gymnastik i Hobro og omegn. De står blandt andet bag det såkaldte Gran Canaria-hold, hvor gymnaster mellem 12 og 18 år hvert tredje år rejser ud og repræsenterer dansk gymnastik. Men det kræver tid, hænder og engagement, som alle er ting, der efterhånden er blevet en mangelvare i foreningslivet.

Bestyrelsesmedlem Tina Lisberg mærker forandringen helt tæt på i det daglige arbejde, hun udfører. Med over 20 års erfaring som frivillig i flere forskellige foreninger oplever hun en tydelig forskel i opbakningen. 

”For 20 år siden mødte vi bare op, og så havde vi det sjovt og hyggede os. Der var masser, der gerne ville hjælpe. Nu er der ikke nogen, der har tid eller overskud, så folk skal presses til at være frivillige,” fortæller Tina Lisberg.

Tidligere var frivilligt arbejde noget, man deltog i af lyst og fællesskabsfølelse. I dag oplever Tina, at frivillighed ikke er gratis. 

“Før var det en selvfølge, at man hjalp hinanden, fordi man var en del af fællesskabet. Nu skal der være en grund til det,” 

Sådan lyder det fra bestyrelsesmedlem, Tina Lisberg. I dag er frivillighed ofte forbundet med en modydelse og kræver mere overtalelse for at få folk til at engagere sig. 

Selvom knap halvdelen af danskere deltager i frivilligt arbejde, og frivillighed fortsat er udbredt i foreninger, viser undersøgelser fra Viden til Velfærd (VIVE) og Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) samtidig, at især de mindre, lokale foreninger som Gymnastikkens Venner har svært ved at holde fast på frivillige. I praksis betyder det, at foreningen må koble frivillighed sammen med konkrete incitamenter.

I Gymnastikkens Venner sker rekrutteringen af frivillige primært gennem Gran Canaria-holdet. Her forventes det, at forældre deltager i “moneymaking” gennem hjælp til arrangementer og andre indtjeningsaktiviteter for at gøre turen billigere for deres børn. Dette er med til at skabe et praktisk fællesskab, hvor forældre og børn arbejder sammen for et mål. 

Dog opløses dette fællesskab af alternativet som lyder, at forældrene betaler sig fra det.

”De vil hellere betale 6.000 kroner end at deltage. Man ser det ikke længere som et fællesskab,” supplerer Tina Lisberg.

Ifølge hende skyldes udviklingen et samfund, hvor både unge og voksne mangler tid - ikke lyst. 

“Samfundet er blevet alt for egoistisk, og de unge mennesker har alt for travlt med at planlægge deres liv. De skal have hus, bil, hund, karriere og så børn. De brænder deres lys i begge ender og kan ikke overskue mere,” fortæller hun. 

Derfor ryger frivilligt arbejde længere ned ad prioriteringslisten, da frivilligt arbejde bliver noget, man først overvejer, når overskuddet er der - hvis det overhovedet kommer.

“Gymnastikkens Venner skal være for alle,”

Understreger formand Sofie Hauer Bjørn. Derfor ønsker de at kæmpe videre med deres såkaldte ”moneymaking” for at kunne omfavne alle, på tværs af økonomiske råderum.

“Fællesskabet er det, der gør foreningen særlig. Hvis vi mister det, mister vi grunden til, at foreningen eksisterer,” siger Sofie.

Udvælgelsen af gymnaster til Gran Canaria-holdet har også stor betydning for fællesskabet. 

“Det vigtigste kriterium er, at man er en god ven,” siger formand Sofie Hauer Bjørn og tilføjer “Vi kan have de dygtigste gymnaster, men hvis ikke man kan tage hånd om hinanden og støtte sine holdkammerater, passer man ikke ind på holdet. Det er fællesskabet, ikke kun talentet, der holder holdet sammen.”

Og når frivillige mangler, rammer det især små foreninger som Gymnastikkens Venner, hvor afhængigheden af få, faste frivillige er stor, og når engagementet svigter, bliver konsekvenserne tydelige. 

“Hvis vi ikke selv tager opgaverne, mister vi de kontakter, der giver penge i kassen,” siger bestyrelsesmedlem Tina Lisberg. 

I de “stille år”, hvor der ikke er Gran Canaria-rejse, består foreningen reelt kun af bestyrelsen og omkring ti frivillige, som findes blandt familie og venner af bestyrelsen. Det gør foreningen sårbar. Formand Sofie Hauer Bjørn fortæller, at de i bestyrelsen ender med at løfte et uforholdsmæssigt stort ansvar. Hun fortæller, at manglen på frivillige betyder, at foreningen må sige nej til opgaver, som tidligere gav økonomisk støtte til gymnastikken. 

“Når vi siger nej, går det ikke kun udover økonomien, men også fællesskabet. Det er her, vi mødes og arbejder sammen,” siger hun.  

Små, lokale foreninger står for skud

Udfordringerne med at skaffe frivillige og medlemmer tegner dog ikke et entydigt billede. Hos Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger (DGI) afviser formand Charlotte Bach Thomassen, at foreningsidrætten befinder sig i en krise. 

”Vi har aldrig haft flere medlemmer eller flere frivillige, end vi har i dag,” lyder det fra Charlotte.

Hun henviser til nationale undersøgelser fra blandt andet VIVE, der viser, at frivilligheden samlet set er steget fra 36 procent i 2020 til 40 procent i 2024. Det er for første gang i 20 år, at der er sket en lille stigning i andelen af danskere, der er frivillige, skriver VIVE på deres hjemmeside. Stigningen skyldes især, at flere ældre danskere engagerer sig frivilligt. 

Oplevelsen af mangel på frivillige ved de små, lokale foreninger handler ifølge Charlotte Bach Thomassen mere om, hvordan engagementet har ændret form.

”Der er altid brug for flere frivillige. Men det er ikke det samme som, at der er færre frivillige,” fortæller Charlotte 

Tidligere oplevede man, at folk ofte tog faste roller over mange år, hvor flere frivillige i dag ønsker mere fleksible og tidsbegrænsede opgaver. Det understøttes af en undersøgelse fra VIVE (2024), som viser, at 45 procent af de frivillige primært engagerer sig i tidsafgrænsede begivenheder.

Denne udvikling udfordrer især de små foreninger, der er afhængige af kontinuitet og langvarigt engagement, noget som der ifølge Sofie Hauer Bjørn er behov for, for at holde foreningerne i live. 

Et foreningsliv i bevægelse 

Samlet set tegner der sig et billede af et foreningsliv, der hverken er i opløsning eller krise, men i forandring. På landsplan står foreningsidrætten stærkt med høje medlemstal og stor frivillighed. Lokalt oplever nogle små foreninger, at de kæmper med rekruttering, engagement og tidspres. 

I Gymnastikkens Venner betyder det, at fællesskabet ikke længere er en selvfølge. Det kræver struktur, incitament og hårdt arbejde at holde liv i det frivillige engagement. 

“Fællesskab opstår ikke af sig selv længere. Det er noget, vi aktivt skal skabe,” siger Sofie Hauer Bjørn.

Derfor kræver det en tilpasning af de moderne livsvilkår, peger formand for DGI, Charlotte Bach Thomassen. Men det er særligt vigtigt samtidig at holde fast i det fællesskab, der i årtier har været fundamentet for det danske foreningsliv.