Far og søn fræser i fritiden

“Har du set den nye Ternet Ninja?”, spørger en voksen mand med trucker-cap og sorte arbejdsbukser. Han henvender sig til 13-årige Magnus Andersen, som har indfundet sig på værkstedet med følgeskab af sin far Jesper. 

“Er der flere bandeord i?”, spørger han prompte. Magnus er iført en lyseblå t-shirt, sorte arbejdsbukser og et værktøjsbælte, hvori der sidder en spejderdolk og en lille lommelygte. Han er i fuld gang med at klargøre sin blå Yamaha motocrosscykel. 

“Der er nogle gode temaer om mobning og skilsmissebørn,” svarer trucker-cap'en, som også er i fuld færd med værktøjet i den anden ende af værkstedet. 

Det svarer 13-årige Magnus ikke så meget på, men arbejder i stedet videre i et højt tempo. Far og søn har en plan. De arbejder synkront på deres matchende blå Yamaha motocrosscykler, som begge er klodset op på det grå betongulv med oliepletter. Et gulv som har lagt ryg til årtiers trasken med stive motocross støvler, hårde gummiknopper, kædeolie og udødelige klichéer som, “Suzuki det ka’ man ha’ - Yamaha det ska’ man ha’”. 

 Grimhøj Motocross Klub har 40 år på bagen. D. 1. oktober 1985 startede klubben, der senere skulle vise sig at blive en institution i dansk motocross-historie. Jubilæet skal fejres med åbent hus og opvisningsløb lørdag d. 4. oktober. Men i dag er en helt almindelig mandag, hvor far og søn skal ud at træne i den våde lerjord, som Grimhøj-banen også er kendt for.

Magnus har tidligere kørt motocross i en fritidsklub i Holme, men da det stoppede, fandt han nye bakker at bestige. Godt gemt væk i et industrikvarter i Brabrand. 

“Det var bedre end i Holme. Der kunne man kun køre et par gange om ugen. Og så var det lidt en lortebane. Det er den her så også lidt”, siger Magnus. 

Far-Jesper glatter den udmelding lidt ud. “Den er lidt tricky, og lidt vejrafhængig af, om den er god.” 

Selvom der er motor på cyklerne, så kræver det en hel del stamina at beherske de hidsige maskiner. De skal manøvreres rundt i sving, gennem mudderpøle og over de mange bakker og hop, som ‘Ugly Hill’ har at byde på. 

“Jeg er skibsinspektør ved søfartsstyrelsen. Det bliver lidt stillesiddende. Så er det godt at komme ud og køre hele kroppen igennem og få sved på panden,” siger Jesper. 

Magnus synes også han kan mærke kroppen efter træning. “Det trækker lidt i armene”. 

“Er det ikke rart at kunne mærke, man har været ude at bevæge sig?”, spørger Jesper sin søn. 

“Hvordan er det rart, at man ikke kan bruge sine arme dagen efter?”, svarer Magnus. 

Det er ikke uhørt at sporten kan give nogle knubs. Magnus remser skader op som, brækket håndled, en forslået skulder, og så har han også prøvet et styrt, hvor han slog sig bevidstløs en enkelt gang. Det er noget, som bekymrer mor til Magnus, når hun er med ude at se løb. 

“Hun siger UUUHH!”. Magnus gengiver sin mors reaktion og gør store øjne. 

“Hun kan bedst lide, når vi er færdige med at køre”, følger far-Jesper op. 

Ekkoet fra hvinende to-taktsmotorer klinger udover Grimhøj-banen, mens solen er på vej ned bag tomme regnskyer. Som to efterårs-hvepse jagter far og søn hinanden omgang for omgang.

På de sparsomme tilskuerpladser sidder unge drenge og indtager toast og sportsvand fra klubbens bar og cafeteria.

I entréen til klubhuset mødes man af det obligatoriske bordfodboldbord og en duft af sød fransk hotdog dressing og støvet fodtøj.

Interiøret er brunt og fra en anden tid. På væggene hænger platter og sort-hvid-billeder med scener fra klubbens sociale liv på værkstedet. Et væld af pokaler pryder vindueskarme og andre ledige overflader. 

Unge knægte med caps, carhartt-bukser og høj hueføring dapper rundt og fordriver fritiden.

Bar-damen Maja står klar med aftenens menu. For 20 småpenge kan du få stillet sulten med cafeteria-gastronomi i form af to lune deller og en seriøs portion kartoffelsalat. Hvis du er tørstig, kan du skylle det ned med en halv liter knaldorange Harboe abrikossodavand til en 10’er. 

 “Jeg er imponeret over alle de nye, der kommer,” siger Maja Sørensen, som også står for at tage imod nye medlemmer. 

På væggen i baren lidt gemt bagved en tin-kop med BMW-logo hænger et skilt, hvor der står ‘flere piger i klubben’. 

“Der er også piger, som kommer og kører ind i mellem, men når de kører med drengene, så skal de have ben i næsen for at holde ved,” siger Maja. 

Kl. har slået 18.00, og der må ikke længere larmes på banen. Magnus og Jesper ruller ud i ryttergården, og slukker maskinerne. En klubmedarbejder kommenterer på, at Jesper er lige så hurtig som sønnen Magnus. 

”Jeg har jo også en 2. plads i oldboys”, siger Jesper med et smil. 

Magnus og Jesper vasker cyklerne og diskuterer, hvor strålen fra højtryksrenseren ikke må ramme på cyklen for at undgå skade på vitale dele. 

Benzinen laver et psykedelisk mønster i neonfarver i mudderet foran vaskepladsen. 

Magnus er på vej mod konfirmationsalderen, men det er ikke sikkert, det er en tradition familien Andersen vil følge. 

“Det kommer an på, hvor mange penge jeg får”, siger Magnus.

“Du skal først lære at opføre dig ordentligt”, siger Jesper med et glimt i øjet. 

Han kan dog fortælle, at Magnus allerede har fået crosseren foræret. En 85 kubik Yamaha, som ifølge Jesper står til ca. 15-16.000 kroner. 

Jesper er dog ikke i tvivl om, at det er en god prioritering.

“Det er jo fedt, bortset fra at det er 5 dage om ugen, så man bliver også lidt presset på tiden. Men det er en fed aktivitet at have sammen, synes jeg.” 

Jesper ser det samtidig som en god måde at afstresse på.

“Det er en god måde at komme ud og koble af på, få et afbræk fra hverdagen få noget motion og frisk luft,” siger Jesper. 

Grimhøj Motocross er en fritids- og ungdomsklub med støtte fra kommunen, og klubben har plads til medlemmer i alle aldre.

“Det er et godt sted at være. Det kan rumme folk, som ikke har så nemt ved at blive rummet andre steder. Især nogle af de der unge knejter med lidt gang i,” siger Jesper Andersen.