Flere får SPS end nogensinde – men nogle studerende kæmper stadig for at passe ind

Auditoriet summer. Forventningsfulde grin udveksles mellem de studerende, som endnu ikke kender hinanden.  

Sitrende af spænding over endelig at have opnået den drøm, som hun har haft, siden hun var et lille barn, sidder Emilie Renneberg nu endelig på pladsen i auditoriet. Hun har ventet på denne dag det meste af sit liv.  

Mens andre drømte om at blive fodboldspillere eller astronauter, drømte hun om paragraffer og juridiske argumenter. Nu sidder hun her. På jurastudiet ved Aarhus Universitet. Drømmen er gået i opfyldelse.  

Men alt imens, at forventningerne fylder auditoriet op, så sniger der sig en følelse med ind ad døren. En usikkerhed om, hvordan hun skal finde sin plads på et studie, der ikke nødvendigvis er indrettet til mennesker som hende.  

“Jeg var meget overvældet. Jeg skulle koncentrere mig om at være studerende, samtidig med, at der var fredagsbar og alt det sociale. Det var virkelig lidt af et kulturchok for mig,” fortæller Emilie Renneberg. 
 
Inden for det første halve år af studiet bliver Emilie udredt for ADHD og autisme. To diagnoser, som hun sidenhen har måtte leve med, og som gjorde studietiden til en helt anden end først antaget.  

Stor stigning i SPS

Emilie Rennebergs historie er langt fra unik. Flere studerende med psykiske funktionsnedsættelser søger i dag ind på videregående uddannelser. Det kan blandt andet ses på en markant stigning i antal studerende, som søger Specialpædagogisk Støtte (SPS).  

En undersøgelse fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet viser, at ca. 74.000 modtog SPS-støtte i 2024, på tværs af hele uddannelsessystemet. Det er en stigning på 54 procent i forhold til 2020.  

Udgifterne til Specialpædagogisk Støtte er derfor også steget fra 432 millioner kroner til 628 millioner kroner i samme tidsperiode. Stigningen i udgifter har derfor været mindre end stigningen i antal støttemodtagere, hvilket i praksis betyder, at støtte pr. studerende har været faldende. 

De tal kan leder for SPS på Aarhus Universitet, Lasse Peters, godt genkende.  

“Der er sket en markant stigning over årene. Da jeg startede for cirka 10 år siden, var vi 10 fastansatte uddannelsesrådgivere, der leverede støtte til de studerende. Nu er der ca. 55 fuldtids uddannelsesrådgivere,” fortæller Lasse Peters, som dermed kan konstatere en femdobling i antallet af rådgivere det sidste årti. 

Hvis man har en psykisk eller neurologisk diagnose, så foregår SPS-støtten i praksis sådan, at Aarhus Universitet tilbyder støtte, som er leveret af Den Pædagogiske Psykologiske Uddannelsesrådgivning. De studerende bliver her tilknyttet en individuel rådgiver, som de kan have én til én samtaler med. Det er muligt at have op til 20 timer pr. semester, og skal man have mere end det, så skal man søge om ekstra tid.  

Herudover giver universitetet også mulighed for, at man kan få tilknyttet en mentor. Denne mentor kommer med samme faglige baggrund som den studerende. Hvor SPS-vejlederen tager afsæt i pædagogik, psykologi og læring, så kan mentoren yde støtte i nogle af de mere fagnære problematikker.  

Kan ikke hjælpe alle

Det er lige netop denne ordning, som Emilie Renneberg var på, da hun gik på jurastudiet. Hun oplevede ikke støtten som tilstrækkelig set i lyset af hendes situation. 

“Selvom jeg syntes, at min SPS-rådgiver var sød, så fik jeg bare aldrig den hjælp, jeg havde brug for. Jeg havde brug for, at der var nogen, der tog over på noget af det administrative. Det var reelt set det, jeg havde allermest brug for, for det var så stressende,” fortæller hun.  

Hos Aarhus Universitet anerkender man også, at selvom man kan yde støtte til mange, så kan man ikke hjælpe alle.  

“Nogle gange er der nogen, der falder lidt udenfor, hvor det kan være svært at give tilstrækkeligt med timer, eller hvor det kan være svært at levere lige præcis det, de har brug for. Men det er klart min oplevelse, at det er et fåtal,” siger Lasse Peters.  

SPS-støtten hjælper mange elever, men støtteordningen kan ikke alene fjerne disse barrierer, som stadig er indbygget i studielivet. 

Sine Lysdahl, der har en cand.pæd i Pædagogisk Antropologi, forsker i inklusion på højere uddannelser, og hun har et bud på, hvilke udfordringer, de studerende med psykiske funktionsnedsættelser står overfor.  

“Det er nok forestillingen om, hvad en god studerende er. Det går hele vejen rundt lige fra strukturen af universiteterne til, hvordan de er arkitektonisk designet til undervisningen,” siger Sine Lysdahl.  

Lysdahl specialiserer sig i, hvordan de studerende påvirkes af uddannelsesinstitutionernes steder, rum og materialitet.  

“Noget af det, som jeg har oplevet er, at det har kæmpestor betydning, hvor de har mulighed for at fysisk placere deres krop,” fortsætter hun.  

Det var ikke muligt for Emilie at finde sin plads på studiet. Efter at have studeret jura i tre år droppede hun ud, da omstændighederne ved studielivet blev for meget, for den dengang 28-årige aarhusianer.  
 
Senere har hun fået konstateret autistisk udbrændthed. Det psykologiske begreb dækker blandt andet over ekstrem udmattelse, tab af færdigheder og en forstærkning af de autistiske træk, man i forvejen har. Dette har for Emilie betydet, at hun nu, som 31-årig, har fået tilkendt førtidspension.  

Mod alle odds 

Hvor Emilie Renneberg til sidst måtte opgive drømmen om jurastudiet, fandt Lykke Møller Jensen vejen gennem uddannelsessystemet. Deres historier har dog mere til fælles, end man umiddelbart skulle tro.  

Lykke startede på Professionshøjskolen Absalon i Roskilde, hvor hun læste Leisure Management. Her benyttede hun sig af tilbuddet om SPS-støtte, men fandt det heller ikke tilstrækkeligt i forhold til hendes behov.  

“Det var ikke fordi, det gjorde nogen synderlig forskel, for man blev jo ved med bare at snakke om de problematikker, der var. Det var ikke rigtig muligt at gøre noget ved det,” fortæller Lykke om sine snakke med sin vejleder.  

Størrelsen på skolen og undervisningsformen blev for meget for hende, og hun endte med et droppe ud af Absalon efter halvandet semester, med henblik på at fortsætte sin uddannelsesvej andetsteds. Det andet sted blev på uddannelsesinstitutionen Zealand, hvor hun skulle læse til markedsføringsøkonom. Det skulle vise sig at være en god idé, for her fandt Lykke et godt match og kunne endelig puste ud igen.  

“Det var klasseundervisning, og det var virkelig befriende. Pludselig fik vi en masse cases. Vi skulle selvfølgelig høre på underviseren nogle gange, men de var gode til at give os cases”, fortæller hun, mens hun erkender, at auditorieundervisningen på Professionshøjskolen Absalon ikke passede til hende. 

Sen diagnosticering  

Modsat Emilie, så blev Lykke først diagnosticeret med ADHD og autisme for godt to måneder siden. Altså efter endt uddannelse. Indtil da har hun gået i den tro, at hun havde angst.  

“Det synes jeg ærlig talt er ringe. Det kunne have været rart allerede der i 2020, hvor jeg kom og sagde, at der var noget, som ikke fungerede for mig,” fortæller hun. 
 

Mere elite, mindre inklusion  

Når en studerende trives ét sted og mistrives et andet, kan det pege på, at udfordringerne ikke nødvendigvis kun ligger hos den enkelte. Lykke gennemførte uddannelsen, men hvis videregående uddannelser ikke formår at tilpasse sig en mangfoldig gruppe af studerende, kan konsekvensen blive, at nogle studerende aldrig får mulighed for at gennemføre den uddannelse, de drømmer om, forklarer Sine Lysdahl. 

“Man risikerer jo, at universiteterne bliver endnu mere elitære, end de er i dag. Altså man risikerer, at der er en meget lille gruppe af studerende,” konkluderer Sine Lysdahl.  

Lasse Peters fra Aarhus Universitet har også en klar vision for fremtiden, når det kommer til dette område.  

“Det er jo sådan noget, vi skal tænke meget mere i. Hvordan vi får indrettet undervisningslokaler, campus, det administrative system, sådan at det bliver så godt som muligt for alle. Jeg håber, at man om fem år ser på et universitet, hvor det er endnu lettere at være en del af studiemiljøet, hvis man har en psykisk funktionsnedsættelse,” siger Peters.  
 

Ikke enestående 

Fra januar 2027 træder en ny SPS-ordning i kraft, som blandt andet har til formål at forbedre vilkårene for studerende med psykiske funktionsnedsættelser. Om ændringerne vil mindske de barrierer, som Emilie Renneberg og Lykke Møller Jensen beskriver, er endnu uvist.  
 
For Emilie Renneberg sluttede drømmen om jurastudiet anderledes, end hun havde forestillet sig som barn. Hvor hun før drømte om paragraffer, lever hun i dag på førtidspension.  
 
Hendes historie står dog ikke alene. Efterhånden som flere studerende med psykiske funktionsnedsættelser søger ind på videregående uddannelser, bliver spørgsmålet ikke kun, hvordan de får adgang hertil, men også om uddannelserne er indrettet til at rumme dem.