Flyvevåbnets Officersskole har formel ligestilling, men tonen og tøjet er ikke tilpasset kvinderne

I S-toget på vej til Svanemøllen Station læser vi nyheder, som er fyldt med geopolitiske kriser og militær oprustning. Men da vi femten minutter senere bestiger trappen til vagtposten på Flyvevåbnets Officersskole, bærer området præg af en kontrastfyldt ro. Her holder de blå fredag. Det betyder, at militært ansatte er iklædt deres formelle, lyseblå tjenesteuniform. Over de røde murstensbygninger holder majhimlen også blå fredag. 

27-årige Ida, som ikke hedder Ida, men af sikkerheds- og ledelseshensyn er anonym, skiller sig dog ud. Hun har undervisningsfri og er derfor iklædt sit civile tøj. Ida er officersstuderende, som i militære termer kaldes en kadet. I et sommervarmt mødelokale fortæller hun os om at være en af de få kvinder på Flyvevåbnets officersuddannelse.  

“Jeg er her på de samme fysiske vilkår som mine mandlige medstuderende. Jeg lægger kun mærke til mit køn, når det bliver pointeret. Det kan være, når uniformen ikke passer over mine hofter, eller der er pissoirer på fællestoilettet,” fortæller den unge kadet.  

Hendes erfaringer skildrer et paradoks, der ifølge forskning gennemsyrer hele det danske forsvar. Selvom mænd og kvinder formelt har lige adgang, er hverdagen stadig præget af normer, udstyr og fællesskaber, der historisk er indrettet med manden som udgangspunkt.

Formel eller reel ligestilling 

Ph.d., specialkonsulent og tidligere seniorforsker ved Forsvaret Helene Pristed Nielsen skriver om det mandlige ideal i sin forskningsartikel Fighting to Become One of the Boys. Nielsen beskriver, hvordan det danske Forsvar og det danske samfund generelt allerede opfatter sig selv som ligestillet. Men der er forskel på formel og reel ligestilling:  

“Det betyder, at selvom man formelt kan komme ind på uddannelsen, er det ikke lige let at være der. Der kan være nogle normer og forventninger, som reelt spiller ind, selvom man formelt har ligestilling,” siger hun.  

“Jeg tror, at mange mænd, der vælger en karriere som officer, møder anerkendelse og beundring fra omverdenen. Kvinder, der vælger samme vej, kan i højere grad møde kritiske spørgsmål, undren og hævede øjenbryn. Det betyder noget.”  

I sin forskningsartikel lægger Helene Pristed Nielsen vægt på, at Forsvaret betragter sig selv som kønsneutralt. Hun omtaler det som kønsblindhed, og det kan have konsekvenser for de kvindelige kadetter:  

“Det er en dårlig strategi at lade være med at se køn. Man risikerer at blive blind for, om et tiltag faktisk favoriserer det ene køn frem for det andet. Det betyder, at man ofte glemmer at stille spørgsmålstegn ved ‘plejer’. Og ‘plejer’ er ofte noget, der historisk er blevet udviklet med mænd som norm enten bevidst eller ubevidst.” 

Det mandlige ‘plejer’ 

Tilbage på Flyvevåbnets Officersskole møder vi skole- og studiechef Lars-Bo Mørkholt. Med en dampende kop kaffe sætter han sig til rette i lænestolen og forklarer os, hvad ‘plejer’ betyder på skolen: 

“‘Plejer’ er jo enormt stærkt, fordi det er operationelt og praktisk, hvis man skal have noget til at ske. Men det er ærgerligt, hvis man har god tid og alligevel ikke gider tænke sig om, bare fordi man plejer at gøre noget på en bestemt måde. Jeg håber, at vi kan hjælpe hinanden med at udfordre det,” fortæller han.  

Ved siden af Lars-Bo Mørkholt sidder Anna Claudi Tangø, der er studieleder og chef for uddannelsessektionen på Flyvevåbnets Officersskole. Der, hvor ‘plejer’ og den mandlige norm ifølge hende kommer mest til udtryk, er på det materielle plan: 

“Vores kvindelige kadetter kan opleve, at en uniform ikke passer helt, som den skal, eller en beskyttelsesvest ikke findes i den rigtige størrelse. Det prøver vi aktivt at gøre noget ved, så der er samme vilkår for alle kadetter,” forklarer hun.  

“Vi skal ikke være sexede” 

På væggen i det solbeskinnede mødelokale hænger en række portrætter af tidligere generaler. Alle sammen mænd. Men der er gjort tiltag i Forsvaret for at forsøge at komme kvinder i møde. Det fortæller Ida:  

“Der er lavet specifikke sports-bh’er med god støtte, men de er lavet med to hasper, der lukkes midt på ryggen og borer sig ind i huden, når man har sin tunge rygsæk på. Så der er ingen kvinder, jeg kender, der bruger dem.” 

Hun beskriver også, hvordan hendes uniform tit skal være et nummer for stor, før den passer på hendes hofter, mens hendes beskyttelsesvest ikke passer over barmen. Problemet er ikke kun komfort og udseende:  

“Det handler ikke om, at vi skal gå rundt og føle os sexede i vores uniformer,” siger hun grinende.  

“Det påvirker både vores bevægelighed og vores sikkerhed. Vi skal også helst ligne hinanden. Det hedder en ‘uni’-form – altså ens.”  

Studieleder Anna Claudi Tangø anerkender problematikken med uniformerne: 

“Manden er normen, og kvinden bliver afvigelsen, og der skal vi finde løsninger. Men jeg oplever ikke, at vi er kønsblinde. Vi taler mere om forskellige typer af mennesker. Der er også mænd på 2,10 meter, hvor uniformen heller ikke passer. Vi har også små mænd, der har samme problematikker som kvinderne.” 

Lars-Bo Mørkholt mener ikke, at kønsblindhed er en god strategi i forhold til uniformer:  

“Det nytter ikke noget at sige: ‘Jeg ser ikke køn, jeg ser bare soldater.’ Vi er nødt til at sige: ‘Her er en kønsforskel, og den skal vi gøre noget ved,’ så alle kan have en ordentlig uniform på.” 

Broderskab og overgangsritual 

Netop kønsblindhed i Flyvevåbnet har Kathrine Bjerg Bennike arbejdet med i sin ph.d.-afhandling “We Don’t See Gender, Only Soldiers!”. Den handler om, hvordan kønsblindhed kan skjule, at idealet om den rigtige soldat stadig er formet af mandlige normer, kroppe og fællesskaber. Uniformerne er bare ét af de steder, hvor kvindekroppen ikke passer ind:  

“Hvis man hele tiden bliver konfronteret med, at der er ting, som ikke gælder for én, så kan det blive svært at opretholde følelsen af at være en del af flokken. Det betyder, at man lige pludselig kan føle, at organisationen, som jo er ens arbejdsplads og en del af ens identitet, ikke har tænkt på én.” 

På Flyvevåbnets Officersskole uddanner man de fremtidige ledere i Forsvaret, og Bennike mener, at kadetterne skal lære at tale om dynamikker i forhold til køn. Det er især vigtigt, fordi kvinder kan komme til at ‘forstyrre’ den eksisterende, mandsdominerede dynamik i Forsvaret:  

“Man har jo haft det her broderskab i soldaterlivet. Det var for mænd, og det var også et overgangsritual: Man kom ind som ung dreng og blev en mand i den her kultur. Når der pludselig kommer kvinder ind og prøver at være med i det, sker der noget ved dynamikken.” 

Brutal ærlighed 

I Flyverstuen på officersskolen står tre modeller af kampfly på vitrineskabet bag os. Glassene klirrer, da vi sætter os ned og ringer til en 30-årig kvindelig kadet på Flyvevåbnets Officersskole, som vi kalder Sofie. Af ledelses- og sikkerhedsmæssige hensyn er hun også anonym. Hun kan genkende, hvordan dynamikken er anderledes mellem mænd og kvinder:  

“Jeg har oplevet et par gange, at mandlige undervisere eller kontaktpersoner ikke får øjenkontakt med mig. Jeg har også oplevet, at mandlige kolleger gerne vil krydstjekke det, jeg siger, og det skal helst være med en mandlig kollega. Det er både sket for mig og mine kvindelige kolleger,” fortæller Sofie.  

Hendes medstuderende Ida oplever mere fællesskabet som et broderskab, hvor hun godt kan mærke, at mændene fylder meget:  

“Der er en bestemt jargon, som består af brutal ærlighed. Det kommer hurtigt til at handle om, hvor mange gange vi har skidt på den her øvelse, eller hvor dårligt vores fødder lugter. Det sker lige så stille, at vi finder ud af, hvor de andres grænser går.” 

Grænser og grænseoverskridende adfærd er også noget, man i Forsvaret er opmærksom på. Hvert andet år bliver der udarbejdet en rapport om kønskrænkende adfærd (KKA) i forbindelse med arbejdspladsvurderingen.  

I Forsvarsakademiets KKA-rapport fremgår det, at 35,9 % af de adspurgte kvinder har oplevet mindst én hændelse af uønsket seksuel opmærksomhed og chikane. For mændene gælder det blot 11,8 %. 

Den hyppigste hændelse er, at der bliver talt nedsættende om kvinder/mænd. Over en fjerdedel af alle kvinder i Forsvarsakademiet har oplevet det. 

Selvom KKA-rapporten gælder hele Forsvarsakademiet, fortæller Lars-Bo Mørkholt, at de også oplever kønskrænkende adfærd på Flyvevåbnets Officersskole. 

“Vi har også haft sager hos os. Folk kan komme til at sige eller gøre noget, uden at det er ondt ment. Det er træls at registrere, men det er vigtigt at gøre. Nogle af sagerne er små sager, men det er vigtigt, at vi løfter dem og taler om dem,” udtaler han.  

Den næstmest forekommende hændelse er, at 23,8 % af kvinderne på Forsvarsakademiet oplever at skulle overpræstere på baggrund af deres køn.  

At repræsentere alle kvinder 

Overpræstation er også noget, officerskadetten Ida kan nikke genkendende til:  

“Når mænd gør noget, så repræsenterer de bare sig selv, men når kvinder gør det samme, repræsenterer de alle kvinder i Forsvaret. Man bliver bange for at bekræfte de fordomme, der allerede eksisterer,” siger hun.  

Kvinder skal derfor altid som minimum yde deres bedste. Men når de overgår sig selv, bliver det ikke anerkendt, ifølge Ida: 

“Kvinder kan aldrig gøre noget ekstraordinært. Når vi gør noget godt, så er det altid bare ‘godt af en kvinde’.” 

På samme måde oplever hendes kollega Sofie, at hun skal yde lidt ekstra, fordi hun ikke kun repræsenterer sig selv:  

“Det handler i bund og grund nok mest om det narrativ, der bliver skabt om én. Jeg har tit følt, at jeg skal steppe op eller sørge for at repræsentere kvinder i Forsvaret på en god måde og ikke falde ind i nogle af de fordomme, folk har,” fortæller hun på en skrattende telefonforbindelse.  

Overpræstation er dog ikke noget studieleder Anna Claudi Tangø bemærker i hverdagen: 

“I de tre år jeg har været her, har vi ikke haft et tilfælde, hvor nogen har gjort os opmærksomme på, at de skulle overpræstere. Men hvis vi møder det, og hvis nogen har den oplevelse, så er der en kultursamtale, vi skal have,” mener hun.  

En sådan kultursamtale kan være en måde at styrke den reelle ligestilling i Forsvaret.  

Fokus på individet 

Ph.d. og specialkonsulent Helene Pristed Nielsen mener også, at det kræver god kommunikation at forbedre den reelle ligestilling: 

“Jeg plejer at sige, at det kræver meget bevidst arbejde og ledelsesopbakning. Det kræver, at man ikke giver op, bare fordi der ikke sker noget med det samme. Det kræver også meget kommunikation om, hvorfor man gør det. Man gør det ikke for kvinderne, man gør det først og fremmest, fordi det gavner organisationen.” 

Hvis man gerne vil have et velfungerende forsvar, er det vigtigt at bevare sammenholdet. Det mener i hvert fald Kathrine Bjerg Bennike: 

“Køn handler om magt og position. Det er vigtigt at være opmærksom på, hvis man gerne vil have et forsvar, der fungerer godt, og hvor man bibeholder den holdånd, som mange soldater – også kvinderne – peger på som noget af det rigtig fede ved Forsvaret.”  

I Flyverstuen tager Ida en tår af sin vandflaske. Hun læner sig tilbage, overvejer sin næste sætning og siger:  

“Det er vigtigt, at vi har fokus på individet. Hvis man vil behandle alle lige, skal man behandle alle forskelligt. Det gælder alle persontyper, ikke bare mænd og kvinder.”