Folkekirken kan som den tredjestørste offentlige jordejer hjælpe med at frelse biodiversiteten

En efterårsdag i 2020 summer det kuperede landskab omkring Sneptrup præstegård af liv. En skare af lokale børn er nemlig inviteret af det lokale menighedsråd til at komme og plante træer, til det der i dag er Folkeskoven. 

Menighedsrådet havde en ambition om, at deres jord skulle være grønnere, og med hjælp fra en kampagne fra TV2 og Danmarks Naturfredningsforening kaldet “Danmark planter træer”, blev denne ambition til virkelighed.

I dag, en solrig december formiddag i 2024, kan initiativtagerne Pernille Lethenborg og Flemming Alleslev stolt vise den stadig voksende Folkeskov frem. Flemming Alleslev har taget sin hund Fie med på gåturen, og hun lunter lystigt ad stierne mellem de 16.000 unge træer, mens han og Pernille Lethenborg fortæller om projektet, der tog sin begyndelse i 2019. Men det er langt fra alle de danske menighedsråd, der har taget de samme grønne skridt.

Den danske Folkekirke har omkring 8.500 hektar landbrugsjord, fordelt ud på 1.561 menighedsråd, og i 2023 var lige omkring 83 procent bortforpagtet til konventionelt landbrug. Det gør altså Folkekirken til den tredjestørste offentlige jordejer i Danmark.

Biodiversitet er en etisk forpligtelse

Danmark er det næstmest opdyrkede land i verden, med et landbrug, der udgør 59,8 procent af vores areal. Det forringer biodiversiteten, både fordi man omdanner naturområder til marker, og fordi man fragmenterer landskabet og dermed dyrenes levesteder. Særligt indenfor konventionelt landbrug bruger man mange værktøjer til at homogenisere landskabet, så kun det man dyrker har gode levevilkår.

“Biodiversitetskrisen handler om, at der er nogle arter, som fordi vi mennesker har nyttegjort naturressourcerne, har fået færre levesteder. Vi har gjort det godt for os, og dårligt for nogle andre. At det er dårligt for nogle andre, er ikke et problem for os, det er problem for dem,” siger Rasmus Ejrnæs, professor på Institut for Ecoscience – Biodiversitet AU.

I følge Rasmus Ejrnæs har vi som hovedansvarlige for krisen en etisk forpligtelse i forhold til at få stoppet tabet af biodiversitet.

“Det er en krise, der bevirker at liv på jorden generelt bliver mere ensformigt og fattigt. Så det handler om etik og skønhed. Vi må spørge os selv, hvad det er for en planet, vi gerne vil leve på,” siger han.

Hellere halvdelen end intet

Et par kilometer sydøst for Odder skyder den lille romanske stenkirke Randlev kirke op mellem de flade landbrugsarealer, der omgiver landsbyen, Over Randlev, så langt øjet rækker.

Den gamle landsbykirke, der hører til Kystpastoratets menighedsråd, har lige under 14 hektar landbrugsjord. Det er alt sammen bortforpagtet til konventionelle landmænd. Men når forpagtningsaftalen udløber i 2028, skal der andre boller på suppen. Kystpastoratet har fået øjnene op for, at jorden kan omlægges til naturområde fremfor landbrug.

“Det er noget, vi har prioriteret i kirken, fordi vi gerne vil være med på den grønne bølge og så giver det rigtig god mening i forhold til at jorden ligger lige ved siden af, så vi kan få noget natur omkring kirken,” siger Rikke Gade, der er menighedsrådsformand i Kystpastoratets menighedsråd.

Men lige nu, i december 2024, er jorden stadig dyrket. Og selvom Kystpastoratet tager et skridt i den grønne retning med de planer, de har lagt, har menighedsrådet stadig omkring 11 hektar landbrugsjord, lidt længere nordpå, i Saksild, som ikke bliver omdannet til natur, da de har svært ved at undvære indtægten.

Variation er vejen frem

Biolog, Jørgen L.S. Hansen, Seniorforsker ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet er enig med Rasmus Ejrnæs i, at biodiversitet mest af alt er vigtigt set fra et etisk perspektiv. Men han argumenterer også for, at biodiversitetskrisen kan have en mere direkte konsekvens for os mennesker.

“Forestil dig, at du er tilbage i 1800-tallet, hvor der var hungersnød i Irland på grund af kartoffelsyge. Hvis nu der havde været mere diversitet i afgrøderne, så havde de måske spist korn eller noget andet. Når det handler om fødevarer, så er biodiversiteten vores allesammens plan A, B, C og D,” siger han.

Der er altså et nytteargument for biodiversitet i form af den robusthed, den naturligt giver i vores fødevaresystemer. Jørgen L.S. Hansen fremhæver homogeniseringen af landskabet i Danmark som det største problem for biodiversiteten.

“Jo flere forskellige landskabselementer, der er, jo mere plante- og dyreliv kommer der. Hvis det hele er mark, så forsvinder dyrene fra området. Hvis det nu kun var enkelte marker med naturområder imellem, så er det sandsynligt, at dyrene bliver i området, og så bare undgår markerne,” siger han.

Dette bakker et nyt landbrugsstudie baseret på 24 forskningsprojekter fra blandt andet Københavns Universitet op om. Her fremgik det, at diversitet i landbruget som blandede dyrehold og afgrøder, blomsterstriber og naturområder fører positive effekter som forbedret fødevarersikkerhed og øget biodiversitet med sig, uden det har en effekt på udbyttet.

Folkekirken har altså en mulighed for at bidrage til biodiversiteten ved at omdanne en større del af deres jord til naturområder - jord der i øvrigt er spredt udover hele landet, og derfor kunne blive til mange små oaser for dyre- og planteliv på landsplan, imellem det opdyrkede land.

Når vi det?

Biodiversitetskrisen raser i Danmark. Og det er ikke noget nyt. Hvad der engang hed 2010-målsætning om at stoppe tab af biodiversitet, blev til en 2020-målsætning, og det er stadig ikke lykkedes at standse tilbagegangen. Nu kigger man ind i en EU-målsætning om, at 30% af den danske natur skal være beskyttet i 2030. Klog af skade kan man være skeptisk overfor, om vi denne gang kommer til at indfri den ambitiøse målsætning.

En undersøgelse fra Biodiversitetsrådet estimerede i 2022, at højst 2,3 procent af den danske natur med sikkerhed kunne siges at være beskyttet. Så der skal ske noget, hvis der skal blive plads til 30 procent i 2030. Og her spiller Folkekirken som den tredjestørste jordejer i Danmark altså en rolle. Men det er ikke bare ligetil at lave den omstilling.

Selvstændighed og økonomi

Det første benspænd, man møder, når det kommer til hurtigt og effektivt at få omlagt kirkernes jorder til natur bunder i følge Martin Barnkop Lindgreen, Kontorchef i Kirkeministeriet, i adskillelsen af kirke og stat. Staten må simpelthen ikke blande sig i, hvordan kirkerne forvalter deres jorder.

“Vi kan ikke stille krav til de enkelte menighedsråd. Sådan som loven er skruet sammen, er de faktisk selvstændige myndigheder, hvilket gør, at vi i kirkeministeriet reelt set ikke er hævet over hver enkelt menighedsråd,” siger han.

Det er altså op til hvert enkelt menighedsråd at beslutte, hvad de gør med deres jord. Derfor har en række folkekirkelige aktører oprettet Folkekirkens Grønne Omstilling, der har til formål at tage Folkekirken i en grønnere retning ved blandt andet at oplyse og vejlede menighedsråd om muligheder for naturoprettelse. Det har i følge Jesper Rønn Kristiansen, der er projektleder på initiativet, rykket en del menighedsråd, selvom det ikke går så hurtigt, som man kunne ønske.

“Vi rejste cirka 150 hektar skov på kirkejord sidste år, hvilket ikke er en særlig stor andel af de samlede arealer i Folkekirken. En del af det skyldes, at forpagtningsaftaler typisk løber fem år, men vi er fortrøstningsfulde,” siger han.

Et problem de ofte støder på, når de møder menighedsrådene, er økonomi. Menighedsråd, der forpagter deres jorder bort til landbrug, tjener nemlig i følge Jesper Rønn Kristiansen i gennemsnit 4500 kroner om året per hektar jord. Den indtægt forsvinder, hvis man i stedet for at bortforpagte opretter natur. For et menighedsråd kan modsat landmændene, ikke modtage EU-tilskud til natur.

“Hvis en landmand og en kirke, der begge ejer jord vil plante skov, så kan de begge få finansieret hele molevitten af klimaskovfonden. Men landmanden kan fortsat få cirka. 2.000 kroner om året per hektar i EU-tilskud. Det skyldes teknikaliteter i lovgivningen, og det er vi i dialog med kirkeordførerne om,” fortæller Jesper Rønn Kristiansen.

Et sted hvor man blandt andet er afhængig af disse indtægter er i Bevtoft Sogn i Sønderjylland. Her tjener man årligt i omegnen af 200.000 kroner på at bortforpagte jord til konventionelt landbrug.

“De penge, vi får for at forpagte jorden bort, er med til, at vi kan vedligeholde vores kirke og præstebolig, og så går en stor del af pengene til driften. Så indtjeningen er afgørende for, at vores kirke kan fungere,” fortæller Kristian Thomsen Gabelgaard, Kasserer i Bevtoft menighedsråd.

Spørger man Lars Christian Lilleholt, kirkeordfører i Venstre og næstformand i kirkeudvalget, så er han uforstående overfor, hvorfor reglerne om naturtilskud ikke inkluderer kirkerne.

“Jeg tror det er noget, man har overset, da man lavede reglerne. Jeg er blevet gjort opmærksom på problemstillingen for nylig, og det har medført, at jeg har rejst den over for kirkeministeren. For interessen må jo være, at vi får omlagt så meget jord som muligt.”

Natur kan også være et aktiv

Tilbage i Folkeskoven i Sneptrup skyder piletræer, birketræer, elletræer og mange andre træarter op igennem disen fra den fugtige jord. Især piletræerne vil frem i verden, og er nu skudt godt to meter op i luften.

“Vi havde fokus på biodiversitet, så vi efterspurgte at få så varieret en skov som overhovedet muligt,” siger Pernille Lethenborg.

En glente svæver på himlen over Folkeskoven og holder et vågent øje på landjorden. Træerne, planterne og dyrene trives i den nye skov. Menighedsrådet har sågar fået anlagt en sø ved siden af skoven, mens en stensætning, som krybdyr og insekter kan trives i, er på tegnebrættet.

Ifølge Pernille Lethenborg og Flemming Alleslev, var der ikke store overvejelser omkring den indtægt, de ville miste på forpagtningsaftalen, der gjaldt for jorden, Folkeskoven nu ligger på. De vidste, at de ville udnytte jorden til mere end græsmarker, og for dem var de udfordringer, som de andre menighedsråd oplever, et spørgsmål om perspektiv.

“Vi så det som en mulighed for at tænke kirke på en ny måde. Jorden var helt klart et aktiv for menighedsrådet, men det vidste vi, Folkeskoven også ville blive. Vi valgte at se naturen som et aktiv for kirken.” siger Pernille Lethenborg.

Helt konkret har menighedsrådet oplevet større fremmøde, efter de er begyndt at bruge området og skoven til kirkelige arrangementer, heriblandt flere unge mennesker.