Foreningsidrætten i Danmark har ændret sig - men hvordan og på hvilke områder?

Det er torsdag aften i idrætshallen. Lyden af gummisko på den indendørs løbebane og børnestemmer giver genklang i hallen. En flok forældre står stolt og observerer deres børn fra sidelinjen. Ved siden af løbebanen står børnenes træner, som egentlig er frivillig, men kun fordi foreningen har måtte lokke med et lille honorar. Sådan ser hverdagen ud i flere foreninger i dag, hvor engagerede frivillige kræfter er sværere at mobilisere.

En stærk kontrast til ‘de gode gamle dage’, hvor alle var hjælpsomme, deltagende og engagerede. Man ville fællesskabet og foreningen. Men er fortiden så lyserød, som man nogle gange husker den? Noget tyder i hvert fald på, at der gennem de seneste årtier er sket forandringer i den danske foreningsidræt.

Frivillighed er en afgørende ressource

I en undersøgelse fra Danmarks Idrætsforbund (DIF) udgivet i 2023, fremgår det, at 44 procent af foreningerne oplevede det som en stor til meget stor udfordring at rekruttere frivillige til at engagere sig i bestyrelses- og udvalgsarbejde. Desuden oplevede 36 procent det som en stor til meget stor udfordring at rekruttere frivillige trænere.

“Det er en del af det at være en forening, at man er presset på at få frivillige. Det var det også for 40 år siden,” mener Bjarne Ibsen, forsker ved Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Syddansk Universitet. 

Han understreger, at foreninger kun eksisterer, hvis de kan tiltrække medlemmer og frivillige, og sammenligner det med, at kommercielle forretninger kæmper for kunder og omsætning.

“Frivillige er en helt afgørende ressource. Hvis du ikke kan få nogle frivillige, så er der ikke nogen forening, der kan overleve. Så derfor oplever de det selvfølgelig som et pres. Men hovedparten af foreningerne formår det,” siger idrætsforsker Bjarne Ibsen.

Børne- og Ungekoordinator i Aalborg Atletik og Motion, Maria Eg, oplever dog gennem sit daglige arbejde med frivillige, at de i foreningen sommetider må give ‘frivillige’ honorarer for at få det til at køre rundt. Det er desuden hendes oplevelse, at der er sket en forandring i forældre-frivilligheden:

“Jeg tror, at generationen før, og mine forældre også, var bedre til at hjælpe med at køre til stævner og være med til at arrangere, når der skulle udføres diverse opgaver,” fortæller hun.

Netop forældredeltagelse er, ifølge Maria Eg, et område, hvor de i Aalborg Atletik og Motion oplever forandringer.

“Vi har aldrig haft problemer med at få forældre til at tage sodavand og kage med til et afslutningsarrangement. Det er mere, hvis opgaven bliver lidt større.”

Idrætsforsker, Bjarne Ibsen, mener dog, at der ofte eksisterer en tendens til at se fortiden som bedre end nutiden:

“Nogle af de beskrivelser, der har været tidligere, dem skal man også være lidt varsom med, fordi man ofte ser, at fortiden nogle gange bliver meget rosenrød og positiv,” fortæller han.

Fra vugge til grav: Udviklingen i medlemssammensætningen

Da Benny Schytte var en 10-årig dreng i 1957, begyndte han til fodbold i den lokale forening på Vesterbro, og dette var Bennys første møde med foreningsidrætten. I dag er Benny 78 år og pensioneret fra sit erhverv som kultursociolog og forfatter, og han er næsten lige stoppet med sin sidegeschæft som fodboldspiller på grund af problemer med benet. 

Da Benny var barn, fortæller han, at han oplevede det som det mest almindelige, at man startede til foreningsidræt, når man var 10 år og stoppede, når man blev voksen, altså 30 år. Dette bekræftes af idrætsforsker Bjarne Ibsen. Ud fra sin forskning fortæller Bjarne, at det i dag er meget mere unormalt, at børn ikke har været en del af en idrætsforening før de er 10 år, end det var før i tiden. Det er eksempelvis almindeligt, at forældre starter til babysvømning med deres barn - en aktivitet, Libero anbefaler at påbegynde, når barnet er to til tre måneder.

Denne tidlige start i foreningsidræt kender den professionelle håndboldspiller, Tobias Storm Nielsen, også til.

“Jeg blev hevet med til håndbold, da jeg var tre år gammel af min mor”, fortæller han.

På dette tidspunkt handlede håndbolden naturligvis ikke om mandsopdækning og tacklinger, men i højere grad om at lege, få føling med bolden og blive en del af et fællesskab i den lokale idrætsforening i Albertslund, hvor Tobias oprindeligt kommer fra.

Aldersgrænsen for, hvornår man starter til foreningsidræt, er dog ikke den eneste ting, der har ændret sig gennem årene. Dette viser tal fra en rapport af Videncenter for Folkeoplysning i 2025. Rapporten viser, at andelen af ældre (60 år+) er steget med 7 procentpoint fra 20 procent i 2004 til 27 procent i 2024.

Udviklingstendenserne i foreningsidræt hos de ældre kan skyldes, at foreninger, der arbejder for henholdsvis den voksne og den ældre målgruppe, er steget med 11 og 5 procentpoint fra 2010 til 2024, hvortil foreninger, der arbejder for målgrupperne med børn og unge begge er steget med 3 procentpoint fra 2010 til 2024.

“Siden 1980’erne er der sket en voldsom ændring i medlemssammensætningen ved, at det er yngre børn, og det er ældre, som i stigende grad udgør medlemmerne,” fortæller idrætsforsker Bjarne Ibsen. 

Han peger ydermere på, at der i dag ses en stor tilslutning til kommerciel idræt blandt den unge målgruppe.

Kommercialisering og individualisering udfordrer foreningsidrætten

Ifølge Danmarks Statistik er fitnesscentre blevet mere populære blandt de 16 til 34 årige end foreningsidrætten, da:

“Cirka 40 % har dyrket motion i et kommercielt motions- eller fitnesscenter inden for de seneste 12 måneder” i 2024.

Denne udvikling afspejler en bredere tendens, da foreningerne i varierende grad oplever konkurrence fra andre aktører, der udbyder lignende aktiviteter. Dog kan den største konkurrent findes på idrætsområdet, hvor kommercielle udbydere som fitnesscentre har en fortsat større rolle. Dette viser tal fra Videncenter for Folkeoplysning, da antallet af fitnesscentre fra 2002 til 2022 er tredoblet, ifølge en rapport fra 2025. Denne udvikling peger idrætsforsker Bjarne Ibsen på, som en central forandring i foreningsidrætten fra 1980’erne til i dag. Dengang var foreningsidræt nemlig den eneste måde, hvorpå folk dyrkede motion, fortæller Bjarne Ibsen:

“Folk løb ikke en tur alene eller cyklede en tur. De gik op i foreningen.”

I 1980’erne var motion altså lig med fællesskab i foreningerne, hvor motion i dag i langt højere grad er blevet kommercialiseret og mere individuelt.

Mulighedernes samfund

I dag starter og stopper man ikke som 10- og 30-årig i foreningsidrætten. Aldersspændet blandt idrætsforeningernes medlemmer er nu langt større. I de senere år har man nemlig set, at det i højere grad er børn og ældre, der går til foreningsidræt. Ifølge Maria Eg, der er Børne- og Ungekoordinator ved Aalborg Atletik og Motion, skyldes frafaldet af unge mennesker, at:

“Når de starter i gymnasiet, så passer fodbold eller håndbold klokken 17 måske ikke med afleveringer og lektier,” hvorfor fitnesscentrenes mere fleksible format er mere hensigtsmæssigt.

Denne tendens oplever Susanne Munk Wilbek også, der er tidligere professionel håndboldspiller og nuværende assistenttræner for ligaholdet i Viborg Håndbold Klub:

“I løbet af de sidste 10 til 20 år, synes jeg, at der er sket en kæmpe individualisering, som jeg synes, er afspejlet i de valg, som folk gør i forhold til idrætten. Man vil ikke gå til håndbold tirsdag aften klokken 19, fordi ‘jeg vil hellere onsdag formiddag fra 9 til 10’.”

Børne- og Ungekoordinator, Maria Eg, synes, at dette er en ærgerlig tendens, da foreningslivet i Danmark betyder fællesskab, og “Vi mennesker er jo flokdyr”, fortæller hun.

“Der er mega meget fællesskab at hente i foreningsidræt,” fortæller Maria Eg.

Hun erfarer, at hvis folk føler, at de er en del af et større fællesskab, er de også mere tilbøjelige til at dyrke motion i en længere periode af deres liv, hvilket medvirker til, at man lever længere, og at man i højere grad bliver fri for mange livsstilssygdomme.

Det fællesskab, der skabes i foreningsidræt, er sværere at opbygge i et fitnesscenter, hvis man spørger forsker, Bjarne Ibsen. Når man dyrker motion i et fitnesscenter, gør man det nemlig oftest alene eller sammen med folk man kender.

“Man kommer ikke ud og møder nye mennesker og bygger nye fællesskaber,” fortæller Bjarne Ibsen. Dette mener både Maria Eg og Bjarne Ibsen er en af de store aspekter, man mister, når man stopper med at dyrke foreningsidræt.

Foreningsidrætten bliver et spejl af samfundet

I 1980’erne var idrætten i høj grad rodfæstet i de lokale idrætsforeninger og i det dertilhørende fællesskab, fortæller idrætsforsker, Bjarne Ibsen. Tidligere professionel håndboldspiller, Susanne Munk Wilbek erfarer desuden, at man inden for håndboldens verden dengang fulgte et ensartet træningsskema, hvor man mødte op til et fast tidspunkt og udviklede sig i et tempo, der sjældent var nøje planlagt.

I de seneste år har nye idrætsformater som e-sport, padel-tennis, crossfit, løb og yoga fået et gennembrud. Dette bevidner om, at der er sket en udvikling, hvor idræt i stigende grad kan dyrkes individuelt, fleksibelt og uden, at det er nødvendigt at være en del af et stort og traditionelt fællesskab. Bjarne Ibsen peger på, at foreningsidrætten i dag i stigende grad er drevet af specialisering og nicheinteresser:

“Foreningslivet er drevet af de nørdede interesser i dag. De samler folk inden for meget specifikke interesser”.

Hvor man tidligere samlede mange under de samme rammer, peger Bjarne Ibsen på en ny tendens i dag, hvor nye idrætsformer hurtigt organiseres i selvstændige foreninger, eksempelvis inden for padel, hvorefter nye aktiviteter opstår, og nye fællesskaber og foreninger dannes om disse.

De mange muligheder for at dyrke et stort udvalg af forskellige idrætter kan betyde, at villigheden til at køre en længere afstand for at opfylde en nicheinteresse, eller for at være en del af en bestemt forening, bliver større. Susanne Munk Wilbek oplever netop denne tendens i det danske samfund:

“Det er et spejl også på, hvordan vores samfund ser ud i forhold til flytbarheden, eksempelvis på børn, der bliver kørt til karate i Skive, fordi at ‘det synes vi er et godt tilbud, og der er en god karatetræner’.”

Hun sammenligner det med, hvordan vi i dag orienterer os mod muligheder, og skifter frem og tilbage mellem dem, samt er villige til at fragte os længere for dem. Dertil erfarer hun, at det muligvis kan være en af årsagerne til, at fastholdelsen i foreninger kan være svær nogle gange. Denne udvikling kan siges at hænge tæt sammen med samfundets øvrige forandringer. Susanne Munk Wilbek oplever, at man var mindre bevidst og oplyst om præstation, udvikling og mål tidligere:

“I dag er konkurrencen mere benhård, og der er en indbygget risiko for at blive valgt fra allerede, når man er helt ung”.

Der lægges planer tidligt, både i idrætten og i skolen, for hvor god man kan blive, hvilket Susanne ikke oplevede, da hun selv var en ung, talentfuld håndboldspiller.

Foreningsidræt i dag kan derfor siges at have forandret sig på grund af de mange valgmuligheder og et øget præstationspres.

“Jeg tror ikke, at det kan undgås, at vores foreningsidræt er et spejl på vores samfund,” erfarer Susanne Munk Wilbek.