Forsker om regeringens tiltag om flere børn: "Det er et plaster på en åre, der bløder"
Yngre kvinder angiver i voksende grad, at de ikke ønsker at få børn. En tendens, der sidste år blev en politisk boksepude for regeringspartierne, der stod i kø for at komme med forslag, der skulle knække fødselskurven. Men for 24-årige Isabella gør tiltagene ikke noget for at ændre hendes holdning, og flere forskere mener, at hun blot er en af mange.
For Isabella Uldall Juul på 24 år, er det ikke en svær beslutning. Hun skal ikke have børn. Valget er et resultat af flere års overvejelser om fremtiden.
Hun mener ikke, at de politiske tiltag, der er lagt på bordet, kan få hende til at skifte mening.
“Hvis politikerne vil have, at der skal fødes flere børn, så må de kraftedeme gøre det selv. Det eneste, der skulle få mig til at genoverveje mit valg, ville være, hvis der kom mere ligestilling på arbejdsmarkedet.”
Isabella er ikke alene om ikke at ville have børn.
En undersøgelse fra Rockwool Fonden viser, at 8,8% af kvinder født mellem 1999-2003 ikke ønsker børn. Det er markant højere end de andre aldersgrupper.
Denne tendens vækker politisk bekymring. Især et af regeringspartierne, Moderaterne, har lagt sig i selen for at få kvinder til at føde nogle flere børn.
Lars Løkke Rasmussen kaldte det sidste år for “samfundets største krise”, at fertilitetsraten er faldende.
Regeringen har sidenhen snakket om blandt andet børnekonti, skattefradrag, mere barsel til fædrene og gratis fertilitetshjælp som tiltag, der skulle stoppe den nedadgående rate.
De politiske udmeldinger har i stigende grad forsøgt at påvirke unge menneskers valg.
En tikkende barselsbombe
Dog udtaler flere forskere nu, at fokusset ligger det forkerte sted - hvis de vil have kurven til at knække.
Blandt andet forsker i sociologisk antropologi, Ayo Wahlberg, er ikke overrasket over tendensen blandt unge kvinder. Han undrer sig over regeringens fokus.
“Der er kommet en kritisk masse af unge kvinder, der vælger børn fra, på grund af den økonomiske kønsdiskrimination på arbejdsmarkedet, der gør, at kvinder på den lange bane mister mere ved at få børn end mænd gør.”
Han mener, at det er her, man kan lave de størst mulige tiltag, og at man ikke skal presse ansvaret om at få børn ned over hovedet på kvinderne.
Også Isabella ville ønske, at der var bedre rettigheder til kvinder på arbejdsmarkedet.
“Vi lever ikke i et samfund, hvor man både kan prioritere karriere og familieliv, hvis man er kvinde. Jeg vil ikke vælges fra, fordi jeg potentielt kan blive gravid, og jeg vil ikke have en dårlig pension, bare fordi jeg skal på barsel”, fortæller hun.
Netop dette fænomen, kalder Ayo Wahlberg “en tikkende barselsbombe”. Noget, der i den grad er med til at påvirke ligestillingen.
Passer pengene?
Professor i økonomi Mette Ejrnæs peger på, at den store forskel på mænd og kvinders indkomst kommer, når de får deres første barn, og at man kunne rette opmærksom her.
“Det er ofte kvinder, der tager mest barsel, søger mere fleksible jobs eller går ned i tid. Vi ser, at kvinder ved første barn oplever et tab af løn på op til 20%.”
Hun er skeptisk overfor regeringens økonomiske tiltag.
“Der bliver både snakket om længere barsel og børnepenge. Men vi ved fra forskning, at effekterne er relativt små.”
"Et plaster på en åre, der bløder"
Sigurd Agersnap er arbejdslivs- og familieordfører for SF. Hans og SF's fokus ligger også, ifølge ham selv, et andet sted end regeringens.
“Danskerne skal have de børn, de har lyst til. Vi skal sikre bedre rettigheder på arbejdsmarkedet og mere ligestilling i familierne – ikke fortælle kvinder, hvor mange børn de skal have. ”
Der skal altså sadles om fra regeringens side, hvis kurven skal knækkes. Det slår Ayo Wahlberg en gang for alle fast.
Han kalder regeringens tiltag for “et plaster på en åre, der bløder”, og uddyber, at fokusset skal over på de socioøkonomiske og sociokulturelle faktorer.
Han er godt klar over, at det ikke er noget politikerne kan løse i morgen, men det her de skal over mod, hvis vi skal en ændring i fremtiden.
For Isabella vækker den politiske interesses fokus en irritation, fordi hun oplever, at hendes personlige valg bliver omtalt som et samfundsproblem, i stedet for at overveje hvorfor unge kvinder som hende, ikke vil have børn.
Hun mener, at hvis politikerne var mere nysgerrige på årsagerne bag tendensen, så ville der blive lavet tiltag, der rent faktisk virkede.
Vi har gentagende gange forsøgt at få en kommentar fra Moderaterne og Socialdemokratiet, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.