Fra alien til dansk statsborger?

Lige nu defineres Zinat Maqsudi som en alien. Hver dag venter hun på den e-Boks-notifikation, der afgør om hun kan skifte sit ”ALIENS’S PASSPORT” ud med det danske. I notifikationen drømmer hun om, at der står:

”Tillykke! Du har fået dansk statsborgerskab.”

Og ikke…

”Desværre, du har fået afslag.”

Zinat Maqsudi mener selv, at hun er dansker.

Hun taler flydende dansk. Den svage nordjyske dialekt afslører hendes rødder i Aalborg, hvor hun også har boet de sidste år. Hun bærer store guldringe af mærket Maanesten - de samme smykker, man ser på hænderne af piger overalt i gadebilledet, når de spiser en ’BMO’ eller nyder en kaffe to-go fra Lagkagehuset. Hun spiser remoulade på sine rugbrødsmadder - gerne ovenpå torskerogn eller makrel, akkurat som hendes mor smurte rugbrødsmadderne i madkassen til hendes folkeskole i provinsbyen Odder.

Men hun er ikke dansk statsborger. 

I stedet for det rødbedefarvede pas, som symboliserer det danske statsborgerskab, er Zinat Maqsudi udstyret med et gråt ”ALIENS’S PASSPORT”. Og selvom navnet hurtigt leder tankerne hen på grønne rumvæsener og overnaturlige UFO’er, er det blot et andet ord for fremmedpas.

Men Zinat er født i Aalborg og opvokset i Rosenhøj og Odder. Så hvorfor er hun en ”alien”? 

Det var først i folkeskolen, at det gik op for Zinat, at hun var anderledes fra de andre elever. Eftersom hendes forældre er født og opvokset i Afghanistan og endnu ikke har erhvervet sig statsborgerskab, betegnes Zinat og hendes to søskende som ’fremmede’ og kan derfor kun få det grå fremmedpas.

Lige nu venter hun på at få svar på sin ansøgning om statsborgerskab. En ventetid der tæller ét år og fem måneder. På papiret er alt gjort.

To-go-kaffe fra Normal

Men en tilsyneladende helt normal eftermiddag i Aalborg blev øjeblikket, hvor hun indså, at drømmen om statsborgerskab hurtigt kan briste. Solen skinnede skarpt, som den kun gør, når foråret lige er begyndt at tro på sig selv. Gågaden vrimlede med mennesker. Nogle havde allerede smidt jakken, mens andre stadig var pakket ind i frakker med hænderne stukket i lommen. 

Sammen med to andre kvinder stillede Zinat sig i kø ved et lille butiksvindue med en mindre markise, der mest af alt lignede noget fra et omrejsende cirkus. Der duftede af nybrygget kaffe. ”Kaffebar’ rolig” er lavprisbutikken Normals bud på et billigt alternativ til dyre baristakaffer. Zinat stod i kø til en 16 kroners billig iskaffe med et skvis karamelsirup - serveret i et turkisblåt to-go-krus med det genkendelige ’Normal’-hoved plastret på. 

Zinat havde for en gangs skyld ikke sine høretelefoner på, og selvom hun normalt ikke ”snager i andres business”, kunne hun ikke lade være med at lytte med, da den ene kvinde pludseligt hævede stemmen, fægtede med armene og nævnte Zinats triggerword ’statsborgerskab’. 

”Jeg har fået afslag på min ansøgning om statsborgerskab,” havde den langhårede kvinde sagt med arrig stemme. 

Hun havde fået afslag, fordi hun havde fået en fartbøde. Den langhårede kvinde havde betalt bøden med det samme men havde glemt at indsende kvitteringen, hvilket kostede hende statsborgerskabet. 

Zinat tænkte ved sig selv, at det samme ikke måtte ske for hende. 

"Nej, nej, jeg er født på Aalborg Hospital”

Det bliver sværere at få dansk statsborgerskab. I 1980 var det kun 1,9 procent af befolkningen, som manglede et dansk pas. I dag gælder det for 11,4 procent, viser tal fra Danmarks Statistik. Stigningen skyldes både større indvandring og skærpede krav.

Blandt de 11,4 procent er både gæstearbejdere og personer, der har boet i Danmark i årtier. Men der er også den gruppe, som er født i Danmark, men som aldrig har fået dansk statsborgerskab. Efterkommerne.

Den gruppe tilhører Zinat, og det bliver der ofte sat spørgsmålstegn ved.

”Nej, nej, jeg er født på Aalborg Hospital,” havde Zinat svaret sin lærer, da hun antog, at Zinat måtte være født i Afghanistan, siden hun ikke havde dansk statsborgerskab.

Hvad er fremmedpas?

Ikke alle, der bor i Danmark uden statsborgerskab, har et fremmedpas som Zinat. Det er især flygtninge og familiesammenførte, der har fremmedpas, fordi de hverken kan få pas fra Danmark eller deres hjemland. Også børn af flygtninge, som er født og opvokset i Danmark og nu er voksne, kan have et fremmedpas.

Når du har fremmedpas, skal du for eksempel stå i køen for immigranter i lufthavnen, også selvom du er født i Danmark. Du skal søge om visum, når du rejser uden for EU, hvilket kan være tidskrævende og dyrt.

For Zinat gælder danske regler – ikke amerikanske drømme

En stor andel af dem, Zinat møder, tror nemlig fejlagtigt, at reglerne fungerer som i USA, hvor alle født på amerikansk jord automatisk bliver statsborgere. Men sådan er det ikke i Danmark. Her skal mindst én af forældrene være dansk statsborger, for at barnet bliver dansk ved fødslen. Er det ikke sagen, skal man søge på lige fod med udlændige, der først er kommet til Danmark som voksne.

“Jeg synes, det er unfair, at vi skal sidestilles med folk, som lige er kommet hertil,” forklarer Zinat.

Vejen til dansk statsborgerskab, når man har fremmedpas, er fyldt med krav og forhindringer: Du skal bl.a. søge om permanent opholdstilladelse, når du fylder 18 år og have haft den i mindst to år, du skal vise kendskab til det danske samfund gennem indfødsretsprøven, og det er desuden en god ide at holde dig ustraffet, da det kan få negativ indflydelse på din ansøgning. Derudover er ventetiderne lange. Går alt efter planen, kan du tidligst få dansk pas, når du er 21 år.

Men Zinat kan sagtens forstå, at der skal være krav til både arbejde, sprog og forventningen om, at man tager kulturen til sig.

“Men jeg kan ikke forstå, hvorfor det skal være så svært at få statsborgerskab for folk, der er født og opvokset her, og som har dedikeret deres liv til Danmark,” siger Zinat med store armbevægelser, så Maanesten-ringene klirrer mod hinanden.

“Jeg føler mig fortabt og glemt af det land, som jeg vil kalde mit,” siger Zinat.

“Er du dansker?”

Men sådan har det ikke altid været. Først i folkeskolen, under et frikvarter på Parkvejens Skole, blev Zinat klar over, at hun skilte sig ud. Der var larm i klassen. Folk snakkede på kryds og tværs, og stolene rykkede sig langs det grå laminatgulv.

En nysgerrig klassekammerat fra Hou spurgte: ”Har du dansk statsborgerskab?”, hvortil Zinat uden tøven svarede ja - hun var jo født i Danmark.

Da hun kom hjem til parcelhuset i Odder, smed hun tasken i garderoben, hvor hun plejede. Hun blev mødt af en duft af hjemmebag og lyden af pulver-milkshake, der blev slubret gennem et sugerør. Hendes far sad forenden af spisebordet foran computeren og klikkede løs som sædvanligt. Alt var, som det plejede.

Lige indtil Zinat spurgte: “Er det ikke rigtigt, at vi alle sammen er danskere?”.

Det var ikke det svar, hun forventede, da hendes far lynhurtigt sagde: ”Nej,” og forklarede, at ingen af dem havde statsborgerskab.

Zinat greb med det samme sin iPad for at finde svar på, hvad det betød. Og snart forstod hun, at det ikke var lige til at få dansk statsborgerskab. Hun blev ført ind på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside - ord, der ikke ligefrem ligger til højrebenet, når man er ti år gammel.

Selvom hjemmesiden var fyldt med kringlede formuleringer og uforståelige ord, stod det lysende klart for hende, at det ikke var nogen nem proces.

“Siden den dag har statsborgerskab fyldt meget i mit liv. Jeg bærer konstant rundt på en følelse af at skulle bevise, at jeg er dansk nok,” forklarer Zinat.

Opskriften på statsborgerskab

I tiden gennem det danske skolesystem oplevede Zinat ofte, at lærere og klassekammerater gang på gang forsikrede hende om, at hun var dansk nok - særligt fordi hun ofte vidste mere om dansk kultur og historie end dem. Der lå også et pres for at bevare den viden - ikke kun af fri vilje, men fordi det vidnede om hendes danskhed. Men hun vidste også, at hjemme i parcelhuset i Odder lå det grå pas med ordet ”alien” på forsiden, som fortalte hende en anden historie.

“Hvad vil det overhovedet sige at være dansker? Hvad mere skal jeg ændre ved mig selv? Jeg føler jo, at jeg hører til,” siger Zinat.

I dag er hun 21 år og har siden 4. klasse fulgt opskriften på statsborgerskab til punkt og prikke. Det, der fylder mest for hende lige nu, er ventetiden. Den er fyldt med frygt. Frygt for at komme til at begå en fejl i hverdagen, der kan have konsekvenser for hendes chance for at opnå statsborgerskab. Og særligt en episode har sat sig i hende.

125 kr. og et blitz-kamera senere…

Den redte seng stod i skarp kontrast til resten af værelset den dag. Hvide flyttekasser overpakket med tøj, et væld af åbne tasker og halvgennemsigtige gardiner liggende på jorden vidnende om en flytning, som endnu ikke var i mål. 

Zinats telefon brummede svagt fra den stramt opredte seng. Hjemmeskærmen lyste op, og det røde ikon varslede en besked fra e-Boks - en bøde for boligstøtten, hun havde glemt at afmelde, da hun flyttede ind hos sin roomie. 

Bøden var beskeden: 125 kr.

Men Zinats tanker vendte straks tilbage til det turkisblå to-go-krus og den langhårede kvinde, som havde fået afslag på sin ansøgning om statsborgerskab på grund af en bøde. 

Uroen satte sig i kroppen som en tæge, der langsomt havde bidt sig fast, selvom hun straks betalte bøden. Det resulterede i en søvnløs nat domineret af tårer langs kinderne og ophobende tanker.

Selvom hun kort havde lagt alle krisetanker til side, slog frygten for at have mistet chancen for at få dansk statsborgerskab ned som et lyn fra en skyfri himmel, da hun dagen efter besøgte sin veninde lidt uden for Odder.

Zinat sad bag rattet i sine forældres hvide Fiat Panda - sådan en bil, som kun bedsteforældre kører rundt i, hvor man næsten ikke kan forestille sig, at den kan køre for stærkt. 

På vej hjem fra veninden fangede hendes blik pludselig et blitz-kamera, som stod gemt bag et lille sving som en mørk totempæl, der skød op over de grønne marker på Fuglsangvej. 

”Hvordan kunne jeg have misset, at der stod et blitz-kamera?”, tænkte Zinat ved sig selv.

Frygten satte sig igen i kroppen som den velkendte trykken bag brystbenet – som om tårerne pressede sig frem, men blev fanget bag huden. 

”Alle kan jo komme til at køre for stærkt, uden man lægger mærke til det. Måske kørte jeg 81, 83, eller 85 km/t?” 

Zinat trak vejret dybt. Synet af blitz-kameraet havde ødelagt alt for hende, og trykket bag brystbenet nægtede at slippe. Hun kørte hjem, men frygten sad fortsat i kroppen.

E-Boks-notifikationen om en fartbøde tikkede aldrig ind som et rødt ikon på hendes hjemmeskærm. Hun blev ikke blitzet den dag.

Fastfrosset i ventetiden

I dag bor Zinat i Aalborg. Hun bor i den lejlighed, hvor hun har lært at leve med ventetiden og frygten for den e-Boks-notifikation, der skal afgøre, om hun kan skifte sit grå fremmedpas ud med det rødbedefarvede danske.

Hun studerer medicin og drømmer om at forske. Men hun føler sig begrænset.

Begrænset af sit grå fremmedpas.

Begrænset af ventetiden.

Begrænset af frygten.

Det, at hun ikke har dansk statsborgerskab, kommer til at påvirke hendes karriere. Zinat har ikke søgt om udlandsophold på medicinstudiet, fordi hun er bange for, at det kan komme til at hæmme hendes ansøgning om statsborgerskab.

“Karrieremæssigt giver det et boost at være i udlandet,” forklarer Zinat og ærgrer sig tydeligvis over, at det ikke er en mulighed nu. Men heller ikke i fremtiden, hvis hun begår en af de fejl, som, hun frygter, kan koste hende statsborgerskabet.

Lige nu er Zinat Maqsudi stadig registeret som en alien. Og hun siger selv:

“Jeg er her, men på samme tid er jeg her ikke”.