Fra bandbus til kontorlandskab: “det var som om jeg skulle retfærdiggøre mit valg”

“Det var en mental udfordring at gå fra at være ‘one of us’ til outsider”. Rasmus Zeeberg sagde for snart femten år siden farvel til livet på landevejen som prisbelønnet musiker. Det tog ham et par år før han hvilede i sin nye identitet. 

Rasmus Zeeberg tager imod med to små hunde om benene. De kæmper om opmærksomheden, mens Rasmus Zeeberg roligt og mildt genner dem ind i den hyggelige lejlighed. I et hjørne af stuen er bygget en øveboks, der vidner om, at musikken har været og stadig er en del af Rasmus Zeebergs liv. Hans hustrus harpe omringes af Rasmus Zeebergs guitarer. De er begge uddannede musikere, men arbejder i dag i andre brancher.

For snart 15 år siden tog Rasmus Zeeberg et markant valg i sit liv. Han parkerede bandbussen, lagde guitaren i kassen og trillede i stedet en kontorstol ind på Københavns kommune, hvor han havde fået plads som kontorelev.

Vejen ind i musikken 

Musikken fulgte Rasmus Zeeberg under opvæksten i Juelsminde. “Mine tidligste minder er at sidde på skødet af min mor ved klaveret. Hun sang sange fra ‘De små synger’, så jeg fik leget musikken ind”, fortæller Rasmus Zeeberg smilende. 

Siden blev Rasmus Zeeberg uddannet klassisk guitarist fra konservatoriet i 2003. De følgende år stablede han en karriere som folkemusiker på benene. Indtægten kom bl.a. fra koncerter, dagpenge og et job som postbud. 

På få år kom der dog så meget gang i bandbussen, at identiteten som musiker blev fuldkommen. De følgende små ti år tilbragte Rasmus Zeeberg på landevejen og talrige scener i ind- og udland. 

Kantine og fast arbejde 

Trods store oplevelser med musikken, pressede tanker om fremtiden sig på. “Det gik op for mig, at der var en begrænsning for, hvad jeg kunne opnå”, fortæller Rasmus Zeeberg. “For jo, jeg var god, det gik fint. Men jeg var jo ikke på et helt vanvittigt niveau”. 

Rasmus Zeeberg hælder lidt mere kaffe i sin kop, mens han kredser om de tanker der førte til et karriereskift. “Jeg var den der havde styr på papirarbejdet i mit primære band, og jeg følte at jeg havde godt styr på det. Og så havde jeg længe været misundelig på dem der havde kantine og fast arbejde”, fortælle Rasmus Zeeberg og fortsætter, “derfor tænkte jeg, at kommunen måtte være et godt sted at starte”.

Den endelige beslutning blev hjulpet på vej, da en af Rasmus Zeebergs nærmeste havde hårdt brug for ham, mens han spillede koncerter i Japan. “Der tænkte jeg, at det var for høj en pris.” 

“Fra One of us til Outsider” 

Familie og venner bakkede op om skiftet fra livet som musiker til kommunal ansat. Musikerkollegerne havde sværere ved at forstå valget.

“Mine musikerkollegers reaktioner lød oftest, ‘det var da synd’, ‘det var da ærgerligt’ osv. Det skulle jeg lige bearbejde, og fortælle mig selv, at jeg tror på det her”, fortæller Rasmus Zeeberg. “Det var som om jeg skulle retfærdiggøre mit valg. Som om jeg med mit valg betvivlede andres valg om at forblive musiker. Men det var nok mere en tanke fra min side.”

Det tog Rasmus Zeeberg et par år før han hvilede i sin nye identitet. “Det var en mental udfordring at gå fra at være ‘one of us’ til outsider”, fortæller han og fortsætter, “ jeg var sikker på mit valg, selvom det ikke var sjovt da kalenderen løb tør for koncerter.” 

Rasmus Zeeberg spiller stadig guitar, dog mest hjemme, men han føler ingen trang til at vende tilbage til livet som musiker. ”Jeg står glad ud af sengen hver dag”, fortæller han med sin rolige og afdæmpede stemme, mens hundene springer omkring ham i den lyse sofa.