Fra Dandies til Gym-bros: mænd har altid dyrket deres feminine side men noget har ændret sig

Drengen i videoen banker en hammer mod kæben. Tab tab tab. Teknikken kaldes bone smashing. Det laver efter sigende mikrofrakturer i knoglerne, men teorien er kontroversiel. Bone smashing er en del af en større bølge af skønhedsfremmende trends, som flere og flere unge drenge i dag eksponeres for på sociale medier som TikTok.

I dag er det mere acceptabelt for mænd at gå op i deres udseende, men skønhedsrutinerne varierer i voldsom grad – fra simple hudplejerutiner til forsøg på at ændre ansigtsstrukturen, som med det føromtalte bone smashing. Ser vi tilbage på maskuline skønhedsidealer gennem historien, har de vekslet mellem skønhedsrutiner som et imperativ for mænd og det modsatte – et komplet fravær, nærmest et tabubelagt forhold til at dyrke æstetikken.

I dag ser vi et meget tydeligt fokus på kroppen som et instrument til at gøre mand. Som Niels Ulrik Sørensen, professor ved Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, skriver:

“Stadig flere mænd får lavet plastikoperationer, og i digitale medier oversvømmes vi alle af æstetiserede og idealiserede mandekroppe.”

En figur, som tydeligt står frem i mediebilledet, er den fiktive karakter og seriemorder Patrick Bateman, som vi ser i filmen American Psycho fra 2000. Bateman er både muskuløs, men også kølig og beregnende. Hans narcissistiske facon er en inspiration for denne gruppe unge mænd, og hans brug af kvinder som et middel til yderligere dyrkelse af egoet resonerer særligt med fortabte unge mænd. Han bliver dermed et idealbillede for nutidens unge mænd i deres søgen efter kropslig perfektion.

Herunder ser vi nærmere på, hvordan maskuline skønhedsidealer har udviklet sig historisk.

Mænds jagt på skønhed er et studie af mænds forfængelighed. Man skal derfor tilbage til menneskets oprindelse for at finde en begyndelse. Vi starter i stedet et – muligvis – lige så vigtigt sted, nemlig den franske revolution. Den engelske psykolog John Flügel beskrev i 1930, hvordan arbejderklassens mænd begyndte at dominere mænds mode, og hvordan deres æstetik blev toneangivende. Det var slut med højhælede sko og farverigt tøj, og i stedet var moden et sort, måske mørkeblåt, jakkesæt. En forkastelse af aristokratiet og dets pompøse ligegyldigheder gav plads til en mere funktionel mode, som lagde vægt på, at mænds tøj først og fremmest skulle tjene deres professionelle virke.

I det 19. århundredes Storbritannien begyndte stramt tøj endnu en gang at blive accepteret, denne gang bannerført af Beau Brummell. Brummell tilbød en tilbagevenden til præ-revolutionsidealer, men denne gang på tværs af de sociale klasser, hvilket gjorde et feminint look populært igen. Disse mænd blev kaldt dandies.

Der skulle dog ikke gå længe, før pendulet svingede den anden vej igen. I begyndelsen af det 20. århundrede var det stadig populært at distancere sig fra bourgeoisiets fordærvede idealer. Tidens totalitære politiske systemer fjernede fokus fra det intellektuelle og skabte et momentum for jakkesætsmaskuliniteten. Det var arbejderens krop og mindset, der blev sat i højsædet for maskulinitet, og to verdenskrige, en pandemi og en frygt for verdens udslettelse hjalp med at holde mændenes farverige tøj i skak i de følgende årtier.

Det var først i 1970’erne, at den feminine maskulinitet gjorde sit comeback. Counterculture og udmattelsen af den forrige generations rigide verdenssyn skabte 70’ernes stil. Senere nåede 70’ernes stramme skjorter og lange hår nye højder. I 80’erne gjorde stjerner som Prince og Rick James farverigt spandex sexet og populariserede endda make-up og hårprodukter til mænd.

Mænds skønhedsidealer er præget af denne evige dans frem og tilbage mellem det ultramaskuline og det feminine. I dag befinder vi os altså i en periode med maskulin æstetik, som nærmer sig det feminine, men på en anden måde end vi har prøvet før. Tidligere har disse perioder også typisk været tider, hvor mænd i højere grad har adopteret feminine dyder. Denne gang er der dog intet tegn på denne tendens – tværtimod. Den moderne mands fokus på ansigtscreme og manicure er født ud af en kultur af misogyni og selvhad.

Begreberne og fællesskaberne i dette miljø kommer især fra det ekstremt kvindefjendske onlinefællesskab Incel (involuntary celibate). Som navnet antyder, er fællesskabet skabt til mænd, som lever i ufrivilligt cølibat. Dogmet om kvinder som objekter til selvdyrkelse stammer altså herfra – i kernen af en gruppe seksuelt frustrerede unge mænd, som kun kan finde det modsatte køn som skyldfaktor til deres ulykkelighed. Det er dog ikke længere kun i Incel-kredse, at man finder denne æstetik. Livsstilen har bredt sig til den brede kultur og kan nu findes på alle sociale medier.

2020’ernes halloweenfester huser nu altid en gruppe unge mænd med rød maling på tøjet og overdrevne mængder gelé i håret, som med en semi-ironisk distance har klædt sig ud som Patrick Bateman.