Fra graviditetsdiabetes til type 2: Skyld og skam følger med
Salka Utne fik graviditetsdiabetes to gange. Ti år senere ramte type 2-diabetes og en stædighed for at blive medicinfri. Men bag styrken gemmer der sig stadig selvbebrejdelse og fordomme.
“Det var et kæmpe chok.” Ordene kommer i en let tone, men Salka Utne tøver og bruger tid på at finde de rigtige: ”Jeg blev vildt bange.”
Jeg tænker stadig på, om mine to børn en dag får diabetes, og det vil jo så være på grund af mig.
Særligt ét billede brændte sig fast hos Salka, da en sygeplejerske forklarede, at graviditetsdiabetes svarer til, at barnet ligger i sukkervand. “Det var et vildt billede at få tegnet, og jeg husker, jeg tænkte: Det er min skyld, hvis noget går galt.”
Hun får en uge til at få blodsukkeret ned. Alt, hun spiser, bliver vejet, målt og noteret. Alligevel falder tallene ikke nok, og hun ender på insulin. “Det var voldsomt grænseoverskridende at stikke mig med insulin, når jeg vidste, at mit barn lå lige inde bagved maveskindet.”
Samtidig fylder bekymringerne alt. Ikke kun de almindelige graviditetsbekymringer, men et nyt lag af frygt for at skade barnet tager form, og de følger hende fortsat. Risikoen for at få især type-2 diabetes er større, hvis en eller begge forældre har det.
“Jeg tænker stadig på, om mine to børn en dag får diabetes, og det vil jo så være på grund af mig.”
Skyld og skam blev forstærket
Lige efter fødslen af hendes anden datter siger en sygeplejerske til hende, at man godt kan se hun har diabetes, for barnet er lidt kvabset. Ordene rammer som et slag:
“Det ramte hårdt. Jeg havde ikke tænkt over det, men det bekræftede min største frygt: at diabetes havde påvirket hende og at det jo var min skyld,” siger Salka.
Tidligere i graviditeten var hun blevet mødt af en kommentar om overvægt og at det var derfor, hun nu havde graviditetsdiabetes. Hun husker, hvordan det lagde sig som en kappe af skyld og forstærkede følelsen af skam. “Så er jeg også for tyk. Det er min egen skyld, at jeg har fået graviditetsdiabetes.”
Ti år senere: “Det skal fandeme være løgn”
Der gik ti år fra sidste graviditet, før diagnosen type 2-diabetes kom. “Jeg blev enormt ked af det, men også fandenivoldsk og tænkte: Det skal fandeme være løgn.”
Hun beslutter at kosten skal være vejen ud af sygdommen, for hun vil slippe for medicin. Selvom både læger og sygeplejersker har sat spørgsmålstegn ved hendes mission, er den næsten lykkedes, for hun er indtil videre kommet af med en ud af de to typer medicin hun startede med.
”Jeg føler mig enorm stærk og supersej over, hvor langt jeg er kommet.”
Men kampen er ikke kun fysisk, hvor det handler om at ramme de rigtige blodsukker-værdier. Andres syn på sygdommen fylder også.
Det er skamfuldt at sige, jeg har type 2-diabetes. Jeg øver mig i bare at sige det, og nogle gange er det lettere end andre.
Salka oplever, at omgivelsernes uvidenhed om diabetes, og at det ofte bliver koblet til livsstil, gør at mange ser type 2-diabetes som selvforskyldt. Det gør det svært at tale om.
“Jeg har aldrig været den store slikspiser, men mange folk tror, at man får diabetes fordi man har spist forkert og ikke motioneret. Det er skamfuldt at sige, jeg har type 2-diabetes. Jeg øver mig i bare at sige det, og nogle gange er det lettere end andre.”
