Fra luftalarmer til dansk hygge: Makar har fundet ro i Danmark

Høj rockmusik strømmer ud af højtalerne i klasselokalet.

“Ej, du ser godt ud i dag” siger en af pigerne, og smider sin taske på gulvet.

Makar Skopets er kommet i god tid. Han bevæger sig mellem bordene, og falder i snak med de andre elever. 

Der bliver uddelt krammere, snakket og sagt godmorgen på trods af, at det er midt på dagen.

Selvom krigens kår har påvirket den 21-årige mand, står han stadigvæk oprejst, og smiler til dem, han møder på sin vej. 

Hvordan bærer man sig ad med det, når man er gået igennem så meget? 

En del af fællesskabet 

På VIA University College i Aarhus går læreren rundt i lokalet, mens han fløjter og nipper til sin kaffe. I takt til “Highway to Hell” visker han tavlen ren. 

Klokken passerer timens start, men han lader musikken spille færdig. “Man kan ikke stoppe midt i en sang, vel?”

Makar sætter sig stille med sin computer, som har han gjort det hundrede gange før. I dag skal det handle om kunderejser og marketingmix. 

Han læner sig frem, bladrer roligt gennem filer, mens fingrene glider over tastaturet, der bliver til ukrainske ord.

“Måske er det noget med prisen?” siger han, og gruppen nikker.

Det er ikke en stor gestus, men den lander. Han er med. Ikke som en der prøver, men som en, der hører til.

Der er noget i hans måde at være på, som får én til at stoppe op. Han sidder her. Rolig og med en tro på at tingene nok skal gå. Ikke fordi han er naiv, men fordi han har lært, at bekymringer sjældent hjælper. Ét skridt ad gangen. Lyt. Bidrag. Smil. 

At føle sig rodløs, er Makar ikke ene om. Det er en følelse, som mange har. Vi savner, drømmer og leder allesammen efter noget, der føles som hjem. Og midt i alt det er der noget trøstende ved Makar. Ikke fordi han har svarene, men fordi han viser, at det er muligt at være i bevægelse og stadig finde ro. 

Den ukrainske barndom

Makar vokser op i Ukraine med sin familie. Efter 8 år i storbyen Dnipro, flytter han og hans mor til den lille centralukrainske by Dolynska.

Byen er et gammelt industriområde, hvor tyskere og rumænere under Sovjettiden har bygget løs i deres egen arkitektur. 

Flere af bygningerne kom aldrig i brug, og andre står stadig ufærdige og troner over byen. Det efterlader området som et kaotisk kunstværk, der langsomt er i forfald. 

Hans far, vennerne og alt det han kender til, skal ikke med og for den lille dreng, er det uforståeligt, hvorfor de ikke bare kan blive. 

Den nye tilværelse viser sig dog at være okay. 

Makar trives. Han får venner, og klarer sig godt i skolen. Alt det på trods af at det nu fungerer på ukrainsk og ikke russisk, som han har været vant til. 

Længsel efter eventyr 

Som han bliver ældre, begynder han at føle, at der mangler noget. Han føler sig ikke tilpas. Makar har en længsel efter noget andet. Noget nyt. 

For Makar handler det om det pres, han oplever fra samfundet omkring sig. Det skal gå hurtigt med at studere, finde arbejde og starte sit voksenliv, og på en skør måde keder denne fremtidsudsigt ham: 

“For mig handlede det om, at jeg altid har været nysgerrig og intuitiv – jeg har altid følt, at verden er stor, og at jeg gerne vil udforske den.” 

Udforske verden får han lov til, men ikke fra det udgangspunkt, som han håbede.

Den 24. februar 2022 bliver en dag, som Makar aldrig glemmer. 

Et land i krig – en barsk realitet

I lejligheden, der akkurat huser hans mor, 5-årige lillebror og ham selv, vågner Makar lidt i seks om morgenen. Irriteret finder han lektierne frem, der skal være færdige inden onlineundervisningen begynder. 

Da braser hans mor ind ad døren til værelset, og efterlader Makar med kæben på gulvet. Krigen er startet. 

Krigen i Ukraine har haft dybtgående konsekvenser for både landet og dets befolkning. Siden invasionen i 2022, anslår Danmarks Statistik, at 35.500 ukrainere er endt i Danmark. 

Danmark har et forpligtende ansvar til at tage sig af flygtninge, når de er indvandret til landet. 

Makar, der er startet på uddannelse i Danmark, med undervisning på dansk, er en del af det ansvar. Alt imens bomber fortsat brager ned over det ukrainske. 

Ifølge FN er mere end 12.000 civile blevet dræbt i krigen, og blandt flygtningene viser undersøgelser, at knap hver tredje voksne ukrainer i Danmark har symptomer på PTSD. 

Makar husker den første tid af krigen som én lang pærevælling af luftalarmer, beskyttelsesrum og et liv i tasker. 

Det er et liv, som Makar har svært ved at tage seriøst. Selvom de 200 kilometer til frontlinjen bliver kortere og kortere, kan han ikke se nogen grund til at flygte.

I landsbyen er der kø til hæveautomater, udsolgt af vand og andre livsnødvendige ting, men den voldsomme situation er svær at kapere for den dengang 17-årige Makar.

Tre uger passerer. En dag, midt i morgenmaden, sætter hans mor foden i jorden. De skal væk, og det skal være nu.

Turbulent ungdom skaber en kamæleon 

Siden dengang er Makar flyttet masser af gange. Først til Vestukraine med familien, så alene til Tjekkiet med en kort afstikker til Polen. 

Hver gang må han tilpasse sig. Nye sprog, nye kulturer, nye roller. Det skaber en kompleks identitet, hvor det for Makar er svært at vide, hvor han står. 

“Hvert land giver mig en ny personlighed,” siger han og griner.

Han er blevet en kamæleon. Ikke fordi han ønsker at skjule sig, men fordi han har lært, at overlevelse kræver fleksibilitet. 

Selvom han stadig føler sig en smule rodløs, har han fundet en styrke i sin evne til at tilpasse sig.

Det er ikke en evne, han har valgt, men en, han har måttet udvikle for at kunne stå oprejst i en verden, der konstant rykker sig under ham. 

Er det her, jeg skal blive? 

Men ligesom i barndommen rammer følelsen af længsel og mangel hos Makar, der befinder sig i Tjekkiet. Følelsen af ikke at være hjemme.

“Jeg følte mig lidt fanget. Det var stabilt, men også kedeligt.”

Da en reklame fra en dansk højskole, som han forresten ikke aner hvad er, dukker op, bliver han nysgerrig. Efter kort tids intense overvejelser tager han en beslutning. Han må afsted.

Mødet med fællessang og dansk hygge gjorde stort indtryk. De 6 måneder blev til 18, som blev til introforløb og studiestart på Value Chain Management på VIA i Aarhus. 

Selvom Makar skal vænne sig til samarbejde og gruppearbejde, så breder der sig, for første gang i lang tid, en fornemmelse af, at det måske er her, han finder sin plads.

I Danmark forsvinder presset til at blive voksen, og der er endelig plads til at stoppe op, tage en dyb vejrtrækning og tænke sig om.

Makar har forsøgt at forstå sit liv gennem fiktive psykologsamtaler med sig selv. 

Han har båret sine tanker alene, og det har været både praktisk og svært. Men han kan lide at klare sig selv.

Hvad er min nøgle til at forstå livet?

Hvad vil jeg egentlig? spørger han sig selv. 

En brik i en større fortælling

I Danmark, hvor Makar endelig har fundet en form for ro og accept, er der stadig noget, der trykker. 

“Jeg har haft mange gode oplevelser og mødt fantastiske mennesker. Men jeg føler stadig, at jeg leder efter min plads.”

Oplevelsen af ikke at høre til nogen steder, følger ham som en skygge.

Konsekvenserne af dette er tydelige. En indre uro. En konstant sammenligning mellem tryghed og kaos. En skyldfølelse over at være i sikkerhed, mens venner og familie lever med krig. 

Jagten på mening og identitet 

Nu sidder Makar i Aarhus med sin computer. Han er omgivet af danske studiekammerater, og har en hverdag, der ligner de fleste andre danskeres. 

Krigen i Ukraine har formet hans ungdom, hans blik på verden og hans søgen efter stabilitet. 

"Det er som en indre konflikt. Jeg har det godt her, men det er svært at være glad, mens jeg ved, at andre lider," siger han. 

I Danmark har Makar fundet et sted at stå, men ikke nødvendigvis et sted at høre til. Derfor er han aktiv i et dansk-ukrainsk ungdomshus, og arbejder som brobygger for at skabe dialog og forståelse mellem unge fra begge lande. 

Han holder oplæg og deltager i konferencer. Han insisterer på samtale, men udelukker ikke protest.

For Makar handler det ikke om at finde et færdigt svar men om at skabe mening i det, der er. 

Identitetskampen er ikke afsluttet, men han er tættere på sin egen rytme. Måske er det netop i bevægelsen og i brobygningen, at meningen findes? 

Skønt han stadig bærer på et indre dilemma mellem tryghed og skyld, mellem håb og hjemve, er han ikke længere i tvivl om, hvad han vil. 

"Jeg kommer nok aldrig til at blive hundrede procent dansk," siger han. "Men jeg vil gerne prøve."