Fra pilgrimsfærd til bucket list

Måske har du hørt ordsproget “alle veje fører til Rom”.

Med en anelse justering vil ordsproget kunne få en mere bogstavelig betydning: “Alle overbevisninger fører til Santiago de Compostela”.

Godt nok befinder man sig nu i et andet land og ‘veje’ er udskiftet med overbevisninger, men betydningen fremstår mere præcis. 

I det nordlige Spanien ligger de pilgrimsrejsendes endestation Santiago de Compostela, der oprindeligt var målet for religiøse vandrere. Men med tiden har destinationen fået en mere kulturel betydning. I dag vandrer troende nemlig side om side med søgende sjæle, eventyrere og mennesker, der bare trænger til at gå. 

Udviklingen er en del af en bredere tendens, hvor religiøse praksisser i stigende grad bruges uden nødvendigvis at være knyttet til tro. Denne afspejles i det stigende antal pilgrimme, som ruten tiltrækker:

Når tro møder turisme

Jorden knitrede under støvlerne, mens amerikanske Maureen Pierce i sommeren 2025 bevægede sig op gennem det ujævne terræn. Ét skridt ad gangen nærmede hun sig bjergtoppen på Camino-ruten, hvor hun skulle finde hele meningen.

Solens første stråler brød frem og farvede himlen i varme nuancer. Lige der mærkede hun efter de mange kilometer i benene en følelse af ro,m hun længe havde længtes efter.

“Jeg var en del af noget større, og det betød meget for mig som katolik,” fortæller Maureen, om caminovandringens betydning.

Men målet var ikke kun religiøst. Ideen om et afbræk fra en travl hverdag fik hende til at sige sit job op og tage den lange tur med katedralen i Santiago som endedestination.

Selvom en flere hundredekilometers vandretur med vabler som fast udsmykning på fødderne kunne få folk til at tænke på mange andre ting end sindsro, var sagen en anden for Maureen:

“Hver gang det blev hårdt, tænkte jeg på, hvordan Jesus led på korset.” 

For hende var det en ære at kunne få lov til at komme tættere på Gud og hendes tro ved at traske gennem Caminoen, og hvert skridt bragte nye refleksioner. 

Knap 100 km inden endestationen begyndte hun dog at mærke den stigende turisme og interesse for den populære vandrerute. Her var der overfyldt af mennesker fra nær og fjern, der også ønskede at modtage det berømte pilgrimsbevis.

Naturens ro fra de mange tilbagelagte kilometer blev afbrudt af trængsel på vandrestierne og en konstant summen af mennesker. Maureen påpeger at den massive menneskemængde nødvendigvis ikke var et problem, men at den forstyrrede den indre ro hun havde opbygget gennem de mange kilometer.

Det til trods bryder hun ud i et skævt smil og anbefaler andre til at tage samme tur – troende såvel som ikke troende. 

“Jeg vil anbefale alle at tage ruten. I hvert fald alle dem, der er klar på at gå en masse med en tung rygsæk,” siger Maureen.

På jagt efter mening 

Ikke alle går Caminoen med Gud i tankerne. For Rodrigo Dogmanas fra Uruguay begyndte rejsen ikke med en religiøs overbevisning, men nærmest ved et tilfælde:

“Jeg backpackede i Europa, og alle spurgte, om ikke jeg skulle gå Caminoen. Så det gjorde jeg,” fortæller han.

Uden tro som drivkraft blev vandringen i stedet en personlig rejse på jagt efter indre ro. Dagene gik med lange stræk gennem landskaber, hvor tiden syntes at stå stille, og hvor der pludselig var plads til refleksion. Undervejs voksede en følelse af forbindelse, ikke til Gud, men til sig selv og sine rødder.

Og selvom Rodrigo ikke begyndte turen i sommeren 2025 med religiøse intentioner, ændrede oplevelsen alligevel hans syn på tro.

“Før Caminoen brugte jeg aldrig ordet Gud. Efter er jeg blevet mere interesseret i religion, og i dag bruger jeg faktisk ordet Gud.”

For ham blev Caminoen ikke en klassisk pilgrimsrejse, men en mulighed for at mærke sig selv og finde ro. Det var ikke troen, der drev ham fremad, men behovet for refleksion og netop det er en oplevelse, han deler med nutidens mange pilgrimme.

Åndelighed med og uden religion 

Udviklingen genkendes også af Elizabeth Knox-Seith, der er pilgrims- og sognepræst i Vordingborg Kirke. Hun oplever, at Caminoen i stigende grad tiltrækker mennesker, som søger noget åndeligt.

Ifølge hende er det moderne mennesker mindre bundet af kirkens faste rammer og mere optaget af en personlig søgen efter mening.

“Jeg vil sige, at det er en udvikling, jeg faktisk har håbet ville komme, fordi vi på mange måder lever i et åndsforladt samfund,” fortæller hun.

Hun oplever i sit arbejde som pilgrimspræst, at mange rejsende tager afsted i forbindelse med livskriser eller overgangsfaser, hvor behovet for refleksion fylder mere end religion. Samtidig er der forsat pilgrimme, for hvem rejsen er tæt knyttet til troen.

Den udvikling kan forklares bredere, mener religionssociolog Brian Arly Jacobsen. Ifølge ham er interessen for Camino de Santiago et udtryk for en mere individualiseret religiøsitet. I takt med sekulariseringen er de traditionelle religiøse institutioner blevet svækket - men behovet for mening og refleksion er ikke forsvundet.

Caminoen fungerer derfor som en form for lavtærskel-religion, hvor praksis er vigtigere end doktrin, og hvor både religiøse og ikke-religiøse kan deltage.