Fra tomhed til taknemmelighed: Morten fandt friheden i asatroen

- Skinnende sol. Rindende vand. Bankende hjerter

De ord siger Morten Tirssøn Mathisen hver morgen, når han åbner køkkenvinduet mod morgenlyset.

– Hvad mere har vi brug for? siger han med et smil, mens han tænder op i pejsen i sit havehus i Odense.

Engang sad han i fængsel. Siden proppede han skruer i plastikposer – et arbejde uden formål.

Nu starter han dagen med at sætte ord på sin taknemmelighed for livet og det, troen har givet ham.

Erkendelsen

Der var en tid, hvor livet ikke gav mening. 

– Enten handlede det om at tjene penge eller at få børn for folk. Det er fint nok, men det var ikke nok for mig, siger han og rækker ud efter glasset på bordet. Ærmet glider op, og slyngningen fra et nordisk motiv på den tatoverede arm titter frem.

Vreden lå lige under overfladen. Slagsmålene kom let. Verden var noget, Morten stod overfor – ikke i.

I fængslet blev stilheden larmende. Dagene uden retning. 

– Jeg kunne pludselig se mit liv udefra. Se, hvad det gjorde ved min mor og dem, der holdt af mig, fortæller han.

Det var dér, erkendelsen ramte. 

– Jeg hørte ikke til der, siger han og trækker på de muskuløse skuldre.

Han kalder ikke sin vej ind i asatroen en omvendelse. 

– Der var ikke et halleluja-øjeblik. Det var mange små skridt, fortæller han. 

Bl.a. stødte han på førkristne tekster på fængselsbiblioteket.

Asatroen blev ikke noget nyt, han tog på. Det var noget, der faldt på plads. – Det her passede ind i mit verdensbillede, siger han.

Naturen har altid betydet noget særligt for Morten. I barndommen legede han med vennerne i skoven.

Han beskriver sig selv som ”et vildt barn”. Men i skoven fandt han ro.

- Jeg kunne høre vandet i bækken. Det var ikke sådan en vild guddommelig kraft. Men jeg kunne mærke det, jeg i dag vil betegne som en forbindelse, forklarer han.

Roen mærker han også i havehuset, hvor han fortæller sin historie.

Med Odin som mentor

I mytologien fandt han et spejl - særligt én figur. 

– Odin ved, at han skal dø. Han ved, at Ragnarok kommer. Alligevel handler han. Han giver aldrig op.

For Morten blev den ansvarlighed et livsprincip. Volden vendte han ryggen. 

– Vi ved alle sammen, at livet ender. Spørgsmålet er, hvad vi gør indtil da, siger han, mens ilden fra pejsen genspejler sig i de blå øjne.

Morten har fundet sin retning. Han har taget flere videregående uddannelser inden for bl.a. arkæologi og det nordiske kulturfelt. Og så har han fundet fred - eller friðr, som han siger. Han foretrækker det oldnordiske ord på grund af betydningen.

- Det rummer trivsel og ære, og din ære er ikke individuel. Den hænger sammen med dem, du er en del af, forklarer han.

Fællesskab og ritualer

I 2007 var Morten medstifter af blótlauget Hefjendur.

- Her finder jeg nogle mennesker, som har samme blik i øjnene som mig selv, siger han.

Det er et åndsfællesskab, hvor ritualer ikke handler om dogmer, men om forbindelse. Til naturen. Til andre. Til sig selv.

- Det har givet mig en samhørighed med min egen natur, kulturen og et fokus på, hvor vigtig familie er, siger han.

Relationer betyder alt for ham - både i og uden for trosfællesskabet.

- Asatroen har givet mig de bedste frænder og frinker, (venner og veninder, red.), man kan forestille sig, siger han. 

Torshammeren i den brede sølvkæde om halsen tegner sig under trøjen.

– Hvis jeg skulle sige én ting, der gør mig religiøs, så er det taknemmelighed.

Han kan sætte ord på følelser nu. Sige dem højt.

– Asatro har givet mig en glæde ved at leve. Ved hvert eneste sekund. Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden det her.

Han kalder det ”at lægge sin tak”. Han gør det hver morgen.

Når han lukker køkkenvinduet igen, er dagen begyndt.