Fra tvilling til individ: Et opgør med identiteten
Sofie er født tvilling men lever et liv, hvor det er vigtigt for hende at være sin egen.
Hun gik i 4. klasse, da hendes tvillingesøster skulle skifte til en anden skole. Men for Sofie var det ikke den store omvæltning, for hun har altid haft et behov for at løsrive sig fra titlen som tvilling. Hun ville vise, hvem hun var, og ikke hvem de var sammen.
Derfor er det heller ikke særligt svært for hende, at søsteren nu bor i Esbjerg med sin kæreste og deres barn, plus en lille ny på vej, selvom Sofie selv er bosat i Aarhus på femte år.
”Jeg vil jo gerne se hende noget mere, men vi har bare aldrig været det der tætte tvillingepar, som mange forestiller sig, tvillinger skal være”, siger hun.
I andelsbolig er hun lige flyttet, med kæresten der snart er uddannet præst. Men i præstebolig vil hun helst ikke. Det der med, at Gud og hver mand kan komme rendende, når de har lyst, er hun ikke synderligt interesseret i. Hun ser værdien i at være sig selv og sætter pris på privatlivet.
Alt går fremad, som det skal i hendes liv, men lidt anderledes gik det, da Sofie skulle aflevere sin bacheloropgave i antropologi. Skubbet et halvt år blev den nemlig, så hun kunne takle den samtidig med, at hun skulle håndtere at leve med kronisk migræne.
Siden 0. klasse har både hende og tvillingesøsteren haft migræne, men dette er Sofies historie. I løbet af teenageårene blev det slemmere. Hormonbetinget migræne, kaldes det. Hun mindes en tid, hvor migrænen overtog og satte en stopper for hendes liv. Hun blev nødt til at aflyse alle aftaler i kalenderen, når det stod på.
”Nu går jeg ikke glip af noget. For jeg er begyndt at tage forebyggende medicin hver dag, som gør, at jeg næsten aldrig skal aflyse aftaler mere, og jeg kan være med til alt det, jeg gerne vil”, fortæller hun.
Sofie Sætre.