Fra tvivl til tro: ”Nu kan jeg ikke forestille mig at leve uden kristendommen”

Første gang Gud snakker direkte til Emalie, er på bagsædet af en bil med kurs mod Polen. Her slår hun for første gang op i den forsimplede bibel, “Bibelen fortalt for tweens.”

Emalie har mange gange søgt svar i Bibelen, men Guds ord har førhen gledet gennem hendes bevidsthed. Denne gang er det anderledes. På de første sider læser hun; “Gud ønsker ikke noget i vejen mellem ham og os, nogle gange beder han os om at opgive noget, vi er glade for.” Ordene borer sig fast. De taler direkte til hende. Emalie får på bagsædet i bilen sit første vidnesbyrd direkte fra Gud. 

Noget eller nogen har før i tiden stået imellem Emalie og Gud, men ikke længere. Hun skal afslutte den relation, som har holdt hende nede.

Troen som tabu

21-årige Emalie Viktoria Düval Vestergaard voksede op i Sønderborg med kun tre andre unge, som også var omgivet af kristendommen og gik i frikirke.

"Jeg har aldrig sagt til nogen, at jeg var kristen. Jeg synes, at det var pinligt. De havde en fordom om, at jeg ikke måtte drikke alkohol, og hvis jeg gjorde det, så de ned på mig,” fortæller Emalie om at vokse op i en by, hvor der ikke var mange, der delte den kristne barndom.

Emalie var i barndommen tvivlende, men alligevel var der noget, som fastholdt hende i troen. Hun blev ved med at tage på kristne lejre og til gudstjenester, selvom Gud endnu ikke havde vundet hendes fulde overbevisning. Hun var på daværende tidspunkt stadig det, som hun selv beskriver som vantro.

En kamp med Gud

Emalies vantro forsvandt ikke, selvom hun tog på Mariager Efterskole. En kristen efterskole for religiøse unge, som mange af Emalies venner også har gået på.

”Jeg slog mig på Gud. Jeg havde i mange år en kamp, hvor jeg ikke følte en forbindelse til Gud,” fortæller Emalie.

Hun oplevede ikke den samme relation til Gud, som mange af sine jævnaldrende. Hun forblev tvivlende i den kristne tro, men der var stadig noget, som hev i hende.

I gymnasiet fortalte hun om troen til sin klasse, og selvom der stadig var nogle som stillede spørgsmål ved religionen, åbnede det op for gode snakke.

”Jeg misundte ikke mine veninder i gymnasiet. De lever det samme liv som mig, jeg er bare mere troende og med nogle andre værdier,” siger Emalie.

Et skub i den rigtige retning

Emalie var lige dimitteret fra gymnasiet, da hun startede som ungmedarbejder på Frydensberg efterskole. En efterskole hvor omkring halvdelen af eleverne er kristne.

Det første år som ungmedarbejder bar Emalie selv rundt på en tro, der stadig vaklede.

”Jeg forstod ikke Bibelen. Jeg har altid fået at vide, at hvis du har et problem så finder du svar i Bibelen, og det har jeg aldrig nogensinde kunne gøre,” fortæller Emalie.

Da Emalie startede som ungmedarbejder, fik hun tildelt en mentor, John. En mentor som skulle vise sig at få stor betydning for udviklingen af hendes tro. Med bibellæsninger hver uge, var John med til at skubbe Emalie i retningen mod Gud.

”Jeg havde fortalt ham, at jeg var lidt på vippen i forhold til kristendommen, men han var god, fordi han vidste hvordan jeg havde det. Han havde selv stået i en lignende situation”.

En betydningsfuld relation for Emalie og hendes kristne udvikling. En relation hun stadig har vedligeholdt, efter hun er stoppet med at undervise på efterskolen.

Et møde med Gud

Efter oplevelsen i Polen starter Emalie hendes andet år på efterskolen som ungmedarbejder. Nu med en forstærket relation til kristendommen. Et par dage inde i skoleåret bliver der afholdt Mosaikskolernes dag, hvor alle landets kristne efterskole dyster i forskellige idrætsdiscipliner. Denne dag bliver Emalie udvalgt til at komme op og bede for de elever, som ønsker at få en bøn.

”Jeg frygtede det. Jeg havde aldrig bedt for nogen før. Folk kommer med en forventning om at blive helbredt, mærket eller rørt, når de skal bedes for. Det havde jeg aldrig prøvet før, og jeg tvivlede på, om jeg kunne.”

En elev kom op til Emalie og fortalte, at hun skulle bede for ham. Ikke for noget specifikt, men bare bedes for.

Hun lagde hænderne på drengen og begyndte at bede. ”Pludselig flød ordene bare ud”, fortæller Emalie. Uden at hun selv forstod hvorfor, beskrev hun et billede af ensomhed, der dukkede op i hendes bevidsthed. Drengen løftede blikket, øjnene var blanke: ”Hvordan vidste du det?”, spurgte han. Han var ellers den glade, udadvendte dreng, men indeni bar han på en følelse af at stå alene. Ordene var kommet ud af Emalies mund, men hun husker ikke, at hun selv formulerede dem. For hende stod det som et øjeblik, hvor noget større talte igennem hende.

Hun havde aldrig oplevet Gud i denne forstand før. Gud talte direkte gennem hende. Oplevelsen forstærkede Emalie i sin tro, og det var her, hun lærte at træde til side for at give plads til noget større. Emalie var nu parat til at give sine erfaringer videre til de unge, der vaklede i deres tro.

Tro uden skam

På Frydensberg Efterskole startede Emalie valgfaget ”Grow” for eleverne. Et fag, der havde til formål at skubbe til elevernes grænser, så de ikke oplever den samme skam ved at være kristne, som Emalie har oplevet tidligere i hendes liv.

Eleverne lavede i de kolde måneder gadekirke, hvor de delte kaffe og kakao ud til forbigående, og fortalte dem om kristendommen. Hun underviste i forståelse af Bibelen, som hun selv tidligere havde haft store problemer med. Alle de udfordringer hun havde haft som ung kristen, ville hun hjælpe eleverne med at komme igennem.

”Jeg ville skabe et fællesskab, hvor vi har hinandens ryg. Der var både nogle, som havde været kristne hele livet, og så var der nogle, som først lige havde opdaget kristendommen på efterskolen.”

På sengebordet i Emalies soveværelse ligger en notesbog fra tiden som ungmedarbejder. Her slår hun op midt i bogen, og viser hendes håndskrevne ”how to andagt” guide, som hun brugte på efterskolen.

Emalie lavede andagter for eleverne. En andagt er en kort prædiken, hvor Emalie læser et stykke af Bibelen, som hun kan koble en personlig oplevelse på og derefter stille refleksionsspørgsmål til eleverne.

”Der er mange unge som er nysgerrige på kristendommen. Især i den her tid.”

En erklæring båret på brystet

Hver morgen åbner Emalie sin lyserøde bibel. Tidligere var det bare en bog, men nu er den fyldt med neonfarvede overstregninger, post-it-notes i forskellige farver og noter til hende selv. Mellem pålæg, te og friskbagte morgenboller bladrer Emalie mellem bibelpapirets sider.

Kalenderen er fyldt med kirkelige arrangementer som søndagsgudstjenester, bibellæsning og gadekirke. Hun ønsker at bruge sin tro aktivt i fremtiden til missionsrejser eller arbejde i kirken.

Hvor hun før i tiden gemte sin kristendom væk af frygt for fordomme, bærer hun nu t-shirts med bibelcitater, kirker og Jesus.

”Jeg kan godt mærke, at folk stirrer meget på mig, når jeg har de her t-shirts på. Jeg bliver lidt stemplet, men man lærer at hvile mere i det.”

En erklæring om, at hun ikke længere skjuler, hvem hun er, og hvad hun tror på. Efterhånden blev tøjet mere end bare stof for Emalie, det blev et bevidst valg om at udtrykke sine værdier.

Kristendommen som kompas

Da Emalie kom hjem fra Polen afsluttede hun relationen. En relation der længe havde tynget hende, men med Guds ord var hun ikke længere i tvivl. Fra en vantro teenager på bagsædet af bilen, til en ungmedarbejder på efterskole, der turde stille sig selv til rådighed for eleverne. Hun ved, hvordan det føles at stå midt i tvivlen, og derfor møder hun andre unge, dér hvor de er i troen.

I dag ser hun ikke længere troen som noget, der skal bevises eller forsvares, men som en relation. Emalie har efter mange år fundet sin stemme. Ikke som den, der altid har svarene, men som en person, der tør fortælle sin egen historie. 

Det handler det ikke længere om at kæmpe med tvivlen, men om at give plads til den stemme, hun hørte for første gang i “Bibelen fortalt for tweens.” Hendes historie er fortællingen om, hvordan tvivl kan vendes til tro, og hvordan man undervejs opdager, at det menneskelige og religiøse går hånd i hånd. 

Bibelen er ikke længere et uforståeligt opslagsværk, men en guide til Emalies liv.