Fra udbrændthed til omsorg: Dorthes nye liv som sygeplejerske

"Jeg kunne ikke finde spaghetti i supermarkedet".

Ordene tilhører Dorthe Vognsen, der for mere end 10 år siden måtte sande, at karrieren som grafiker havde kostet hende mere, end hun var klar over. I dag har hun fundet en ny form for mening i sit arbejdsliv.

Sygeplejen gav mening

Med opbakning fra sit netværk og en kvote 2-ansøgning startede Dorthe som sygeplejestuderende i en alder af 37.

"Jeg fandt ud af, at jeg kunne læse igen. Biologi og psykologi gav mening. Og på skolen kunne jeg bruge min livserfaring."

I dag arbejder hun med de allermindste patienter – de for tidligt fødte børn. Her har hun fundet en ro og mening, der ikke fandtes i det gamle arbejdsliv. Dorthe beskriver en vigtig kontrast:

”Jeg ved, at mine kolleger tager over, så jeg er ikke længere bekymret, når jeg tager hjem. Førhen lå papirbunken bare der og ventede på mig – der var aldrig andre end mig”

De intensive stuer, hvor Dorthe arbejder, er fyldt med lydløse maskiner og små kuvøser til nyfødte. Dorthe bevæger sig sikkert rundt på stuen, og hendes stemme er lav og rolig, mens hun fortæller om sin arbejdsdag.

Det her sted kræver tilstedeværelse. Det er ikke hastigheden, men omsorgen, der betyder noget.

En farverig karriere med skyggeside

Som grafiker i en stor international virksomhed havde Dorthe det, mange drømmer om: frihed, rejser, faglig anseelse og høj løn.

”Jeg fik lov at bestemme det grafiske udtryk, rejse meget og havde ansvaret for den kreative proces,” fortæller hun.

Men bag succesen lå lange arbejdsdage, en chef der brugte hendes ressourcer til det yderste, og en hverdag uden grænser mellem arbejde og privatliv.

Min chef ringede klokken 21. Eller 06. Og jeg tog altid telefonen – også når jeg puttede børn

Kroppen sagde fra – men det tog tid at forstå det

Det begyndte med hovedpine og koncentrationsbesvær. Så fulgte manglende hukommelse og en tomhed, der kulminerede en morgen foran virksomhedens hovedindgang.

”Jeg kunne nærmest ikke gå ind. Jeg satte mig i kontorets sofa med min kaffekande og stirrede ud i luften. Jeg kunne ikke mere”, fortæller Dorthe om den dag kroppen sagde stop.

Kort efter blev hun sendt hjem og begyndte en lang sygemelding.

Jeg kunne ikke huske, hvor jeg havde parkeret min cykel. Jeg kunne ikke huske min dankortkode. Jeg kunne ikke læse. Jeg var tom og stille.

Et opgør med perfektionisme

Psykologhjælpen blev en åbning. Dorthe lærte at sige nej og acceptere, at hun ikke kan alt.  

”Vi lavede lister derhjemme over hvem der gjorde hvad. Jeg måtte ikke støvsuge,” fortæller hun mens hun ryster let på hovedet.

Dorthe har lært at mærke sine grænser og give slip på ideen om det perfekte. Mens hun fortæller dette, trækker hun vejret dybt og lader et roligt smil brede sig. Det er ikke stort eller højlydt, men bliver hængende et øjeblik, før hun lægger hænderne i skødet og konstaterer:

"Jeg bruger resten af mit liv på den anden hjernehalvdel. Den første brød sammen."