Fredagsritual i rytterstuen

”Jeg har en sangtekst, der mangler musik. Kan vi ikke lave en jam bagefter?” siger en høj mand og tænder cigaretten.

Udenfor er solen gået ned, og lyskæden er blevet tændt. Mennesker står i klynger og summede af snak før manden pludselig væltede ud ad den blåmalet dør.

Manden bag sangteksten er Steen Knoblauch, seniorpensionist og tidligere håndværkere. Han bor lidt længere nede ad vejen og er kommet til Fredags Øl i ti år i en kommune, hvor der ellers er langt til sociale tilbud og oplevelser.

Stedet kaldes Taoslyst, opkaldt efter taoismen, hvor Tao betyder ”vejen”. En filosofi, der handler om at følge den naturlige orden i universet. Her på Taoslyst er regler og hierarkier, udskiftet med en strøm af mennesker, musik og snakke.

”Hvad handler teksten om?” spørger en mand i sweater.

”En gang jeg gik herfra uden at sige farvel. Skyerne samlede sig over mig, og jeg følte, de visualiserede min dårlige samvittighed. Det blev til sangen ’I Hovedet På Mig Selv’.”

Titlen får flere til at trække på smilebåndet.

”Jamen det var jo dårlig stil. Men på den anden side gider jeg heller ikke underlægge mig den kristne morale,” tilføjer han.

 "Den hårde kerne"

For få timer siden var det kun fem mænd, som Steen Knoblauch kalder ”den hårde kerne”. De møder altid op klokken 16:30 hver fredag. De sidder rundt om et bord i rytterstuen, der tidligere blev brugt til hestesadler og stigbøjler. De første par timer går med snak.

”Har du det ellers godt for tiden?” lyder det fra den ene ende af bordet.

Sådan begynder det altid. Før musikken. Før jammen. Før nogen finder tamburinen frem.

Fredags Øl begyndte for lidt over tyve år siden, og ejeren Søren Malmberg, 68 år, kalder begyndelsen for en tilfældighed. Et udslag for ”god vind”.

”Vi var fire, der red hver fredag. Så sluttede vi tit af med en øl i sadelrummet. En dag kom der en guitar frem, så kom der flere instrumenter, og naboerne begyndte at kigge forbi. Sadlerne røg ud, musikken tog over, og nu er vi her,” fortæller Søren Malmberg.

Han smiler bag det grå skæg, mens han fortæller. Søren Malmberg er manden bag hele stedet, og han har mange titler: hestemand, musiker, bonde, pædagog, og autodidakt i det meste. Før i tiden drev han rideskole her og lavede endda lederkurser med heste. Nu er Fredags Øl hans og mange andres faste fredagstradition.

Jam uden regler

Tilbage i rytterstuen, eller sadelrummet, som nogle stadig kalder det, bliver instrumenterne fundet frem. En saxofon prøver et par toner, trommerne slår an, og en guitarist nikker til sin makker.

”Hvad skal vi spille?” spørger en af musikerne.

”Bare gør et eller andet,” siger Steen Knoblauch, der tripper utålmodigt og ser sig omkring.

En engelsk akademiker griber bassen, og en anden musiker læner sig ind til ham:

”Just play something dark and groovy.”

Englænderen nikker. Endelig begynder tonerne fra Søren Malmberg på akustisk guitar, og de andre følger trop. En kvinde bliver kaldt over til klaveret, og nu får melodien for alvor retning.

Steen Knoblauchs stemme fylder lokalet:

”Det man sir’, er man selv.”

Søren Malmberg tilslutter sig som kor, gentager sætningen igen og igen. Sangen har aldrig været spillet før, men publikum synger med, som om den altid har eksisteret.

Rytterstuens vægge er dækket af billeder af både hans egne heste og heste fra en svunden western-inspireret tid, plakater af lokale musikere og sombreroer. Bag musikerne hænger fire guitarer og en banjo på den blåmalede væg.

I hjørnet står et tekøkken med håndskreven tusch på køleskabet:

”1,5 krone stykket. Kontant. Glasflasker i vinduet.”

I den modsatte ende sidder to kvinder og strikker. På bordet foran dem dominerer flasker med mørke øl, en flaske vodka og chipsposer. Stemmer og latter blander sig med lyden af instrumenter, der langsomt stilner af.

”Og så gik der 23 minutter med det,” siger Søren Malmberg bagefter med et smil.

”Gu har du da ej taget tid,” råber en.

”Så 13 minutter,” griner Søren Malmberg, og latteren ruller gennem rummet.

Det er svært at forestille sig, at Steen Knoblauch kunne gå ubemærket hen. Alligevel gik der næsten et år, før han for alvor begyndte at spille med til Fredags Øl.

”Det er en autonom klub, og jeg kunne tydeligt mærke, at folk havde noget særligt sammen. Så det blev mest til tamburinen for mig det første års tid,” fortæller han.

En blandede pose

Udenfor under halvtaget gløder cigaretterne, mens stemmerne blander sig med hinanden. En hund løber nysgerrigt rundt, mens man kan høre fårene bræge i det fjerne. En mand i blå skjorte fortæller, hvordan han solgte sin guitar, da børnene kom.

”Det blev en sutteklud, for jeg spillede jo aldrig. Her til Fredags Øl genfandt trangen til at spille musik. Jeg skyndte mig at købe en guitar,” siger han.

I en anden krog taler nogle om gamle rideture og om at skyde med bue og pil fra hest. Andre om oprør i ungdommen, tabt syn og svigtende hukommelse.

”Når der ingen regler er, bliver det vigtigt at tyde de sociale koder. Jeg er ekstrovert og kan fylde for meget. Men jeg har sagt til de andre, at de bare skal sige det. Jeg vil hellere være for meget end for lidt, og når man ligger i graven, er det jo for sent,” siger Steen Knoblauch.

En krydsningsfrodig forsamling

For mange er Fredags Øl et åndehul. Gamle hippier, kunstnere, akademikere, grafiske designere, landmænd, sejlmagere, pædagoger og rodløse sjæle.

”Det er krydsningsfrodigt. Når man blander forskellige typer, kommer der noget nyt ud af det,” fortæller Søren Malmberg.

Klokken nærmer sig ni. Stemningen er stadig høj, men Steen Knoblauch rejser sig og finder cigaretterne frem.

”En sidste smøg, så må jeg hjem til konen,” siger han og krammer sig gennem flokken.

På gårdspladsen står folk under den tændte lyskæde, mens røgen driver mod den mørke himmel. Fårene bræger stadig i det fjerne, og hunden snuser rundt mellem benene på folk.

Næste fredag mødes de igen på Taoslyst.