“Got a cig?” Filmkulturen ryger igen og noget tyder på, at den ikke har tænkt sig at stoppe

“Got a cig?” 

Røgen stiger op og slører udtrykket. Frustrationen eller flirten udtrykkes i et enkelt sug eller baf. Skodden tværes ud med en blank skospids. 

Der er ikke noget så forførende som en tændt cigaret, en sensuel hånd og et tortureret blik. 

I hvert fald ikke hvis du spørger filmbranchen anno 2025. 

I den oscarnominerede film A Complete Unknown ses en eftertænksom og plaget Timothee Chalamet som musikeren Bob Dylan, der ikke sjældent hiver cigaretten frem i pladestudiet, på gaden eller i bilen. I det romantiske drama The Materialist er Dakota Johnson matchmaker og ikke mindst ryger, der øvet og elegant flirter hen over røgen fra smøgens ild. 

“Der er noget elegant og endda retro over en cigaret i en film. Jeg får lidt billedet af den der torturerede kunster-type, der lige ryger en cigaret ude på brandtrappen,” funderer Emilie Matzen, medievidenskabsstuderende i Aarhus og medlem af Fredagsbar.dk på Katrinebjerg. 

Cigarettens historie og forhold til filmbranchen går langt tilbage, fra den modige Marlboromand i reklameverden til den forførende Femme Fatale i film noir. Noget tyder på, at det er et forhold, der langt fra er slut. I hvert fald stiller flere større medier, som Politiken, TV2 og The New York Times i 2025, spørgsmålet: Er det pludselig blevet in at ryge i film igen?

En ny bølge 

En amerikansk undersøgelse fra NORC The University of Chicago konkluderer, at 51% af de største spillefilm i 2024, herunder Challengers, Back to Black og Anora, indeholder nikotin og tobaksprodukter. Det markerer en stigning på 10% fra 2023. Det er langtfra første gang, at debatten om cigaretten og rygning er oppe at vende i filmkulturen. Anders Grønlund, der er postdoc ved Lund Universitet og forsker indenfor filmstudier, beskriver tendensen med en sammenligning til modebranchen: 

“Mode kommer i bølger, og mit indtryk er, at tobaksrygning er blevet lidt cool igen.” 

Årsagen til, at cigaretten igen trender, kan ifølge Anders Grønlund dels tilskrives følelsen af nostalgi mod ældre tider, der har domineret både tøjmoden, æstetikken på sociale medier og ikke mindst filmscenen de seneste år. Han fremhæver særligt den populære sci-fi serie Stranger Things, der foregår i 80’erne, hvor en del af rekvisitterne i de tidligere sæsoner da også inkluderer en rygende cigaret i hånden på den ustabile mor Joyce Byers og den bitre politibetjent Jim Hopper. Anders Grønlund er langt fra alene om at pege på nostalgien som en medvirkende faktor til cigarettens genkomst. En undersøgelse fra det internationale analyseinstitut Ipsos viser, at en større procentdel, navnlig også blandt de yngre generationer, udviser en udpræget nostalgi for gamle dage, hvor hverdagen og fremtiden så lysere ud. 

Tendensen til at cigaretten afspejler større udviklinger og bølger i kulturen, peger Jacob Ludvigsen, filmredaktør på kulturmagasinet Soundvenue, ligeledes på: 

“Jeg er ikke sikker på, at cigaretten nogensinde har været væk fra filmscenen. Men efter nogle år, hvor man har været mere bevidst om brugen af rygning, især over for den yngre del af befolkningen, er det som om, man har givet lidt slip igen.” 

En gordisk knude 

At cigaretten igen skulle være blevet in, strider umiddelbart imod tallene fra Sundhedsstyrelsens seneste årsrapport om Danskernes Rygevaner 2024. Rapporten viser nemlig, at mens nikotinprodukter som snus og e-cigaretter er stigende, er rygning derimod faldende hos de unge, dog med en svag stigning blandt de 15-17-årige. Ifølge Anders Grønlund handler cigarettens popularitet dog heller ikke nødvendigvis om, hvor mange cigaretter der ryges, men om selve måden, cigaretten bruges på: 

“Måden, der bliver røget på, følger lidt måden, der bliver røget på i den virkelige verden. I dag synes unge, at det er meget fedt at festryge, men det er ikke så fedt at være afhængig. Det er det, der er den store gordiske knude med rygning. Det er indiskutabelt idiotisk at begynde at ryge, men mange gør det eller prøver det.”

Det er et billede Anna Lundberg, elev på Horsens Gymnasium, kan nikke genkendende til: 

“Der bliver ikke røget så meget i hverdagen, det er mest snus, rigtig meget snus. Men til festerne er det til gengæld blevet rigtig in med cigaretter.”

Netop denne skelnen mellem hverdag og fest afspejles også i den danske filminstruktør Jonas Risvigs filmiske univers, der igennem hans karriere ikke har været bleg for at skildre en rygende ungdom. I hans nyeste spillefilm Kontra, der følger de to gymnasiepiger Fanny og Lilja, er cigaretten en lige så normal del af festmiljøet som valget af outfits og gruppedynamikker. 

Men hvorfor går de unge tilsyneladende efter festsmøgerne?

Noget tyder på, at svaret skal findes i image, og hvad cigaretten potentielt kan signalere til omverden:

“Der er en masse merbetydning omkring rygning og hvilke signaler, det sender. Det er derfor, at så mange begynder at ryge i teenageårene. De vil gerne signalere, at de er modne. Og så er det selvfølgelig også rebelskhed og risikovillighed. Jo mere man marginaliserer rygning i debatterne, jo mere rebelsk er det også at gøre det,” udtaler Anders Grønlund, der i 2019 var ansat hos Statens Institut for Folkesundhed med fokus på repræsentation af nikotinprodukter i danske medier. 

Emilie Matzen beskriver den samme risikovillighed blandt hendes omgangskreds: 

“Jeg oplever, at min egen generation er meget bevidst om, hvor sundhedsskadelig rygning er, men at det er blevet en smule trendy at være festryger. Det er cool at trodse frygten. Fordi det blot er en lille én i ny og næ.” 

Svær at erstatte 

En lang række studier gennemgået af Statens Institut for Folkesundhed peger på, at når unge eksponeres for cigaretter i film, er der en større chance for, at de bliver mere positivt stemte og i højere grad bliver tilbøjelige til at prøve rygning af i virkeligheden. 

"Mit forhold til cigaretter bliver lidt mere afslappet, når de er til stede i film og serier," vurderer Emilie Matzen. 

Af samme årsag indførte Netflix i 2019 et forbud mod at vise cigaretter i deres film og serier, medmindre det er strengt nødvendigt og essentielt for den kreative udvikling. Spørger man Jacob Ludvigsen, er det da også vigtigt at tænke over, hvorfor en karakter skal ryge og ikke bare lade det være den nemme løsning. Det er dog en svær balance, for hverken slikkepinde eller bananer, som Jacob Ludvigsen nævner som sete erstatninger, har den samme visuelle betydning som cigaretten:

“Cigaretten har altid inkarneret coolness, farlighed og elegance. Den promoverer nogle meget stærke filmiske stereotyper.” 

Den samme coolness i at trodse frygten ved at ryge, som Emilie Matzen beskriver, er altså også en af grundene til, at cigaretten fungerer på film. Og så er filmen et meget konkret medium og cigaretten en håndgribelig metafor, påpeger Jacob Ludvigsen: 

“Man vil jo ofte gerne have, at der sker noget i filmens scener, også i de scener, som egentlig på papiret er lidt kedelige. Så har man tit brug for at gøre et eller andet for at skabe dynamik og noget at kigge på i de scener - og der fungerer cigaretten.”

Heller ikke snus eller e-cigaretter har på samme måde gjort sit indtog i film, til trods for deres popularitet blandt virkelighedens unge. Ifølge Jacob Ludvigsen, er der simpelthen ikke den samme værdi i dem på skærmen, som i cigaretten: 

“Snus er filmisk enormt kedeligt. Der er ikke noget at filme ved det. Og de fleste film i dag bliver lavet af en generation, hvor e-cigaretter er fremmede, og tit forbundet med at se lidt kikset eller mærkeligt ud.” 

Det samme oplever Emilie Matzen, der udover den enkelte festcigaret i ny og næ, ikke selv bruger hverken snus eller e-cigaretter og heller ikke ser værdien i produkterne på skærmen. Cigaretten kan hun derimod tydeligt genkalde fra filmhistorien: 

“Jeg kan huske, at jeg som barn har siddet og set 101 Dalmatinere og tænkt, at Cruella De Vil så rigtig cool ud med hendes høje hæle, store frakke og lange cigaretholder med en rygende cigaret for enden.” 

“I thought you quit?”

Om cigaretten nogensinde forsvinder helt fra det store lærred, tvivler Jacob Ludvigsen på, for cigaretten ér bare svær at komme udenom. Spørgsmålet er dog, om den erstattes af flere slikkepinde eller bananer, eller om de nye nikotinprodukter melder deres ankomst ved den næste generation af filmskabere. Den samme tvivl deler Anders Grønlund. Det er svært at sige, om det er virkelighedens rygning, der afspejles i film, eller om det er filmens rygning, der afspejles af virkeligheden. Det er dog indiskutabelt, at der er en sammenhæng: 

“Det bliver en cirkeleffekt af påvirkninger, hvor man bliver ved med at ryge. Så længe der bliver røget ude i virkeligheden, så bliver der også røget i film.”

I det længeventede finaleafsnit af Stranger Things, der kunne ses på skærmen 1. januar 2026, er cigaretten da heller ikke helt forsvundet. Da alt tilsyneladende endelig er ved at ånde fred, gør den rygende pind et indtog i samtalen mellem en skadefro Murray og en træt, lettet og “en lille én i ny og næ”-rygetrængende Jim Hopper. Alt sammen, mens det nostalgiske 80’er hit “When Doves Cry” af Prince spiller for fuld hammer i baggrunden: 

“So Jimbo, I jusk gotta ask, how does it feel?” 

“Feels like I need a nap and a smoke.” 

“I thought you quit?” 

“Yeah … that is why its gonna taste so good.”