Gud bevare Danmark, dolma og biryani

”Kom, du skal smage vores dolma og biryani,” siger Manilla Vestergaard: ”Mine kvinder har været i gang i køkkenet siden klokken 10 i morges.”

Hun storsmiler, mens hun løfter låget til gryden stopproppet med dolma. Sammenrullede grønne vinblade med ris, kød, løg og ”masser af krydderier” fylder det lille kirkekøkken med duft.

Syv kvinder i vinrøde t-shirts, der har myldret rundt i køkkenet, stimles stolt sammen om gryderne. Én løfter låget til gryden med biryani. En gurkemejegul risret – der ligeså via duftesansen bringer en til Mellemøsten.

Aftenens program i Møllevang Kirke, der ligger akkurat på den anden side af Ringgaden nord for Aarhus, er ligeså proppet og fyldt med ambitioner som de store gryder i køkkenet.

Først fællesspisning i spisesalen, hvor der inden da har været orgelkoncert i kirkerummet. Efter fællesspisning opføres også i kirkerummet forestillingen ”Gud bevare Danmark” af Teatret Aiwa Aiwa. Det handler om at være muslimsk palæstinenser opvokset med jødiske venner i kristne Danmark.

Aftenens program kan ikke undgås at ses i lyset af både konflikten i Mellemøsten, men også konflikten med kulturen fra Mellemøsten herhjemme.

”Hvis nogen bliver sure på muslimerne eller indvandrende, er det jo fordi, de ryger helt op i sådan et abstraktionsniveau,” siger sognepræst Lars Viftrup: ”Ja, der kan være problematikker, men man skal ikke råbe ad folk, fordi de er fremmede. Så skal man dele sine historier med hinanden.”

Og netop valget af forestillingen ’Gud bevare Danmark’ som dessert til fællesspisning er et forsøg på at skabe forsoning.

”Kirken er forpligtet til at tage sådanne tematikker op. Forestillingen tager ikke afsæt i det politiske, men i det eksistentielle,” siger Lars Viftrup.

At være dansk

Fællesspisningen står Bryd Ensomheden, en forening under kirken med Manilla Vestergaard i spidsen, for. Næsten hver anden uge byder de på langbordsmiddag i kirken.

Manilla Vestergaard er selv oprindeligt fra Syrien og stiftede foreningen for at skabe et fællesskab for nogle, der måske ellers kun ville sidde derhjemme.

De andre kvinder – ”mine kvinder”, som Manilla Vestergaard kalder dem – er også fra Mellemøsten. De fleste er kristne – en blanding af katolske og ortodokse, men også muslimske kvinder er med i foreningen.

I den protestantiske kirkes spisesal melder de første gæster deres ankomst.

De krammer Manilla Vestergaard, hvis øjne lyser op med glæde.

Kvinderne i de vinrøde t-shirts myldrer rundt og gør klar til spisetid om en halv time. Grydernes indhold skal væltes ud på de aflange fade, der skal sættes drikkevarer ud på de to lange borde – og der skal siges hej til alle, der genkendes. 

Men i dag er det ikke kun de velkendte, der skal spise med. Normalt kommer omtrent halvfjerds. I dag er det tættere på et hundrede.

Lars Buch Viftrup må indsætte flere stole. Der er fyldt i spisesalen, men stadig er det masser af mad.

Både hvad, man kan kalde den traditionelle kirkegænger og nogle, der ikke besøger kirken tit, er her Der er folk i alle i aldre og med mange forskellige baggrunde og hårfarver.

En ung pige fortæller et tv-hold TV 2 Østjylland, der også er her, at hun er kommet for at se forestillingen, der vises efter, og også for få et godt måltid mad med i købet.

Sognepræst Lars Viftrup er selv opvokset uden for Danmark. Han blev født i Aarhus, men boede ellers de første tolv år i Bangladesh med sine forældre. Han kan derfor sagtens genkende følelsen af at være fremmed i Danmark.

”Jeg synes ikke, det er nemt. Hvordan er det så at se anderledes ud, have en anden religion, en anden kultur?” siger Lars Viftrup.

Han taler samme autoritet i sin betoning, som han må gøre, når han taler fra prædikestolen.

Gud og hvermand

Fortællingen om at have flere kulturer var også medvirkende til Lars Viftrup købte forestillingen ’Gud Bevare Danmark’ til Møllevang Kirke, som der, som han udtrykker det, har et sogn med en tredjedel migranter, en tredjedel arbejdere og en tredjedel middelklasse fra parcelhusene. 

”Jeg var med til urpremieren på forestillingen,” når Lars Viftrup at sige, inden han må ind og hjælpe Aiwa Aiwa med at slæbe udstyr.

Forestillingen skal foregå inde i kirkerummet, hvor taget føles som et omvendt vikingeskib, og rummet ellers prydes af farvestrålende malerier i anledningen af kirke- og kulturfestivalen i kirken.

Efter middagen går de fleste ind mod kirkerummet, hvor Aiwa Aiwa næsten er klar.

Forrest sidder pensionisterne med striksweatre, nogen med Palæstina-tørklæder, i midten de unge gymnasie- og universitetsstuderende, der har hørt om forestillingen på Instagram, og bagest når en folkeskoleklasse at snige sig ind.

To af pigerne fra klassens ansigter lyses op af blitzen fra deres telefoner, mens de tager selfies.

Senere lyses deres ansigt op af stroboskoplyset. De har våde øjne. Det har dem på de andre rækker nok også.

Man fristes til at sige Gud og hvermand er til stede.

Dem, der ikke var der – ikke havde lyst til at mødes – var nok dem, der allerhelst skulle have været der.

Mætte i krop og sjæl

Forestillingen slutter med en lang klapsalve. Skuespiller Chadi Abdul Karim bliver hyldet.

Efter en aften med fællesspisning, forestilling og for nogen også orgelmusik tidligere på aftenen, begiver folk sig ud af kirken.

Men dem, der var med til fællesspisningen, kan måske stadig smage hvidløget fra maden serveret til fællesspisning og føler sig nu sammen med teaterstykket mætte i både krop og sjæl. 

For som en storsmilende Lars Viftrup sagde efter fællesspisning og før forestillingen: ”Lad os give Manilla og hendes hold en klapsalve, for de er rigtige god til at lave mad!”