Håb, fællesskab og vingummibamser: Sådan skal enhver morgen starte

Når klokken ringer ind, spæner skolens børn ind fra alle indgange og revner, der er mulige at mase sig igennem. En lille sal fyldes op med en masse børn, og et sammensurie af jakker i alverdens tyggegummifarver skinner om kap med sneakers, der har blinklys i sålen, hvis man tramper hårdt nok.

På Egebakkeskolen vest for Aarhus i en lille by vednavn Brabrand, bruges den lille sal med de mange børn til at lade stemmerne flyde sammen i sang. Det gør de hver evig eneste morgen, og de vægter det højt.

”Godmorgen Egebakkeskolen,” siger Solvejg Berg Christiansen, som er vært for fredagens morgensang.

Lyse børnestemmer responderer med ”Godmorgeeeeeeen.”

De mindste børn står forrest i salen, mens de på den der, jeg-kan-ikke-stå-stille-agtige-måde, drejer rundt om sig selv. Lærerne prøver febrilsk at få ro på dem. Skolens største elever står bagerst oppe på scenen. De fleste ligner mest af alt nogen der ikke gider at være der og godt kunne have brugt en time mere på øjet.

”Du spør mig om håbet – hvad er det en længsel en stemning en storm? En lysstribe ud over havet en skygge der søger sin form? Men bedst som du tænker der ingenting er så findes det håbet så findes det dér,” lyder det fra børnestemmer der synger i kor, men mest af alt fra Solvejg der prøver at gejle børnene op til at synge højere.

Morgensang skaber fællesskab og samhørighed

Mette Holst Pedersen, som står for skolens morgensang, tager en tår af sin kaffe fra lærerværelsets kaffemaskine. Da hun halvt har sunket slurken, fortæller hun at morgensang for hende, skaber et fællesskab. ”Vi møder alle ind til det samme, og når vi kommer ud i klasserne har vi alle lige hørt det samme. Det giver en samhørighed,” siger hun.

Netop den samhørighed som morgensang kan være med til at skabe, er noget kulturministeriet forsøger at sætte fokus på. I 2024 stiftede de en pulje på ti millioner kroner, som landets skoler kan søge om at få del i. Puljen skal fremme morgensang ved at give ressourcer, der vil kunne danne rammen om at få mere sang ind på skolerne. Argumenterne for denne pulje taler ind i Mettes filosofi om samhørighed. Det skaber nemlig et rum, hvor man kan føle at man hører til, beskriver rapporten.

Felix fra 8.a sidder på en lille skammel med fødderne placeret på den pind der forbinder skamlens ben. Han hører til gruppen af de store børn bagerst i salen, der ligner nogen der ikke gider at være der. Han siger ”Jeg synes ikke at man skal have morgensang. Jeg kan godt se at det giver fællesskab, men når man kommer over tredje klasse, er der ingen der synger med længere.”

”Jeg bliver glad når jeg synger den”

Rakel fra 3.a står i forreste række overfor projektoren med teksten på. Hun holder hænderne i hver side af sin lyserøde nederdel og rokker hovedet i rakt med musikken. Hun er en af dem der elsker at synge med. ”Det er sjovt at synge, specielt sliksangen. Jeg bliver glad når jeg synger den.”

Skolens morgensang lakker mod enden. Den sidste sang skal synges. Solvejg fortæller, at den sidste sang handler om kærlighed. Kærlighed til slik. Rakels yndlingssang. Herfra forandres stemningen i rummet, i hvert fald blandt de små. Deres ufokuserethed erstattes med små vrik med hofterne, og mundvige der peger opad. Vingummibamser, lakridser, boller med kokos og popcorn slynges ud fra børnenes munde i takt med hinanden, mens Mette spiller med på Yamaha flygelet. Det er fjollet, og det virker. De stores utilfredse ansigter, erstattes med fjogede og lidt akavede smil. Selvom de ikke synger med, vågner de op.

Mette pakker flygelet sammen igen. Solvejg slukker projektoren som teksten før blev vist på. Børnene strømmer ud af salen som de kom - i farver, i fart, i flok. Mandag morgen starter det hele forfra igen. Sådan skal en hver morgen starte.