Han er jo stadig min far

Ane har levet sit teenageliv i sorg. Hendes far fik for ti år siden en hjerneblødning, da hun lige var blevet nyudklækket teenager. Han kunne ikke længere det samme, som han kunne før. Han var blevet følelsesløs i den ene halvdel af kroppen og mistede meget af førligheden i den anden halvdel. Ane fik en far i kørestol, og det var svært at acceptere. “Det føltes, som om, at jeg havde mistet ham.”

Det bliver Ane mindet om, når hun kigger på det slørede billede, der hænger på hendes værelse. Et billede hun tog af sin far, efter han blev syg. Et billede, der var svært at tage. “Jeg kunne slet ikke kigge,” fortæller Ane. Ved siden af billedet hviler kameraet, der har taget det. Pakket ind i et brunt læderetui holder det nu en velfortjent pause. Det har set alt det, Ane ikke har turde se. 

Livet på landet 

Minderne indtager Anes lejlighed, da hun finder et fotoalbum frem. Det er et familiealbum fra hendes opvækst. Hun åbner albummet, og det vrimler frem med billeder af hende og sin far. Det er sommer, og de smiler. Han holder hende i hånden. Han står på begge ben. Det var før han blev syg.

Ane voksede op på en gård en times tid fra Aarhus. Markerne omringede deres gård, får kunne høres bræge, der var høloft og Ane husker især, deres bøgetræ i haven, der med sine spredte arme rakte højere end huset.

“Jeg kan huske, hvordan vi altid lå under bøgetræet. Vi lå bare sammen, i stilhed, og kiggede op i bladene.” 

Ane fortæller, at hendes far ikke var typen, der snakkede ørerne af én. Han var mere rolig af sit væsen. Han arbejdede som selvstændig elektriker, og når Ane havde det svært i skolen, så var hun med ham på arbejdet. Hans firmabil var deres frirum. Proppet med værktøj omme bagi, “Dyrene i Hakkebakkeskoven” på kassettebåndet og plads til rundstykker mellem førersædet og passagersædet, var de klar på eventyr. Her betragtede hun ham altid.

“Han havde altid en ny farve overalls på. Jeg kiggede ofte på ham, når han kørte bilen. Hans mundvig var altid nedad. Det kunne jeg godt lide at drille ham med, for han havde bare et ret neutralt udtryk, men det var aldrig fordi han sur, det var han aldrig,” siger Ane.

18 december 2015

Livet som det var, ændrede sig. Anes far var på vej hjem fra arbejde, og han kunne mærke, at det begyndte at trække i hans arm. Han holdt ind til siden og forsøgte at ringe til lægen. I forsøget på at ringe, gled hans mobil langsomt ud af hånden.

Ane sad derhjemme på dette tidspunkt, hun legede med sin veninde, men legen stoppede brat, da hjemmetelefonen begyndte at ringe. “Hvor er din mor henne,” lød det fra røret. “Jeg vidste, at der var noget galt.” Det var en af ambulanceredderne, der havde ringet. Anes mor skyndte sig derefter hen til uheldet. Tilbage sad Ane med sin veninde og prøvede at lege videre, men det lykkedes ikke rigtigt.

Da Anes mor kom hjem satte de sig ud i bilen og kørte afsted, sammen, mod hospitalet.

“Det føltes som fem timer, selvom det nok nærmere var én. Det var jo bare fra Knebel til Skejby.”

Hun kan huske at have set på hendes mor. “Hun var ked af det.” Ane havde forsøgt at lette stemningen ved at lege “gæt et dyr.”

“Vi legede altid den leg, når vi kørte bil, så jeg tænkte, at det måske kunne gøre min mor mindre ked af det.”

Før de nåede hospitalet, sagde Anes mor noget, der satte sig i hende. “Far han ser nok ikke ud som han plejer at gøre.”

Langs tregelænderet blev de ført ned ad hospitalsgangen, her blev de bedt om at vente. Venteværelset føltes småt. Det var omkring tre døre bredt og helt hvidt. Der var tre stole og et rundt bord. Det var også hvidt.

“Jeg kan huske, at jeg ikke talte. Jeg kiggede bare på min mor og prøvede at aflæse hendes ansigtsudtryk. Så kom sygeplejersken ind.”

Nu måtte Ane godt komme med ind og se sin far, men hun kunne ikke.

“Efter at have fået at vide, at han ikke lignede sig selv, så jeg havde dannet mig det her vilde billede oppe i hovedet af en stor grøn trold med horn, der så vildt uhyggeligt ud. Så jeg turde ikke. 

En anden far

Ane besøgte ham dagen efter, men nogle ting står mere klare end andre, i denne periode af hendes liv. “Jeg kan faktisk ikke huske den første gang, at jeg ser ham igen.” I en skoleopgave hun lavede et par måneder efter hændelsen, står det mere klart. Hun skrev,

“Han lå i en sygeseng, kunne ikke åbne for sine øjne og ikke tale. Han kunne ikke drikke, han fik nemlig sonde i starten. Han var og er følelsesløs i hele højre side af kroppen. Far bor stadigvæk ikke hjemme, men det går bedre, selvom han sidder i kørestol. Det er stadigvæk ikke gået op for mig, at det her er for livet.”

Efterfølgende var det svært at se ham.

“Jeg havde ikke lyst til at se ham. Jeg synes det var ubehageligt. Det var virkelig hårdt at se ham. Jeg fik at vide, at det var den samme far, som jeg altid havde haft, men jeg kunne jo se, at han ikke var den samme.”

Det billede Ane havde af sin far, stemte ikke længere overens med det hun så. Hun begyndte efterfølgende at glemme, hvordan han havde set ud. Hun var fanget mellem savnet til sin far derhjemme og accepten af, at han ikke længere var som før.

“Jeg savnede ham jo derhjemme, jeg savnede at have ham i hverdagen. Det var ham der lagde mig i seng, det var ham, der fortalte mig godnathistorier, det var ham, der kørte mig i skole. Jeg kunne ikke længere ringe til ham. Jeg manglede ham bare.”

Fra godnathistorier til de voksnes rækker

Et halvt år efter sin fars indlæggelse, blev Ane konfirmeret. Langbordene var dækket op, stolene klappet ud og Ane havde fået en flot hvid konfirmationskjole på. Konfirmation betød i gamle dage, at man nu var trådt ind i de voksnes rækker. I dag er der nok bred enighed om, at man ikke er voksen, når man er 13 år. Ane følte sig i hvert fald ikke som et barn, når hun skulle tørre sin far om munden til sin konfirmation. Livet var blevet mere seriøst.

“Det var sværere at grine af de små ting. For de små ting virkede ligegyldige.”

Der var andre spørgsmål, der fyldte hos Ane som, “kommer min far mon hjem igen?

Kort efter Anes konfirmation lød det, at hendes far skulle bo i en plejebolig. På trods af et forlænget genoptræningsforløb, så skulle deres familie ikke bo under samme tag længere. Huset på landet blev fortid, Ane begyndte at blive voksen og det store bøgetræ i haven rådnede op og døde.

Livet gennem linsen

“Jeg kan ikke rigtig huske, hvad har haft ønsket mig til min konfirmation, men jeg fik et digitalkamera, så det må jeg have ønsket mig, men jeg fik ikke taget så mange billeder efter,” fortæller Ane.

Billederne måtte vente, indtil hun begyndte at gå i ring derhjemme, under Corona. Her fandt hun sit gamle kamera frem. Det var svært at tage gode billeder i starten, så hun tog et kursus. Det udviklede sig til et ophold på Testrup Højskole. “Det var noget andet at gå på højskole, jeg føler at jeg blev forstået,” siger Ane. Det begyndte også at blive lettere at grine af de små ligegyldige ting igen. Efter højskolen ville Ane have mere. Hun begyndte på Byhøjskolen i Aarhus, og da hun gik der, fik hun en fotoopgave, som fik hende til at tænke på sin far. “Jeg havde brugt så lang tid på at sørge over tabet på min far, så jeg havde måske lidt glemt, at han stadig var her.” Hun besluttede sig for, at det skulle handle om ham.

Ane ser frygten i øjnene

Det var hårdt i starten. Hun blev konfronteret med sin egen skam og sorg, da hun begyndte at fotografere ham. Det var for svært at rette kameraet direkte mod ham, så i stedet tog hun billeder af alt omkring ham i hans plejebolig. Da hun endelig samlede mod til at tage et portræt, kunne hun ikke få sig selv til at kigge gennem kameraet.

"Jeg holdt kameraet nede ved maven, stabilt, og undgik at kigge i det, så jeg ikke var bevidst om, hvad jeg fangede."

Hun trykkede blot på udløseren, og billederne endte med at blive slørede og ude af fokus. Det var hårdt for Ane at indse, at hun ikke havde accepteret den tilværelse, hendes far levede i. At tage billederne blev en ubehagelig proces, og det gik op for hende, at hun instinktivt forsøgte at undgå det.

Det, der startede som en skoleopgave, blev til fotoprojektet "Far", hvor Ane har undersøgt den periode, hvor hun genfandt sin relation til sin far. Projektet er en visuel fortælling om sorg, accept og erkendelsen af, at hendes far ikke længere er den mand, hun huskede – men stadig hendes far. Gennem billederne har hun konfronteret sin egen frygt og lært at acceptere ham.

Denne grønne trold var væk. Tilbage sad en mand i sin kørestol. Anes far. 

Videre 

Ane ruller ind med en vogn. Hun skal til at tage sin udstilling ned, før den skal videre. Hendes mor hjælper hende med at tage den ned. Anes far er her ikke i dag. Han på ferie med andre kørestolsbrugere. Det kan han stadig godt. Ane og hendes mor går og klukker lidt over, at han nok har glemt sin solcreme. Eller, glemt og glemt, han har nok ikke glemt den. Hun kender sin far godt nok til at vide, han nok bare ikke gad at have den med. Ane er i dag glad for, at hun tog sit kamera frem. 

”Jeg har taget en styring over mit eget liv, ved at gøre det her, men jeg har også fået en relation til min far. Ikke bare fordi han er far, men fordi det her er vores oplevelse sammen.” Efter en ungdom i uforudset sorg er Ane nået frem til, at hun ikke længere vil sørge over sin far, men få det bedste ud af den tid, de har sammen.

“Når jeg kigger tilbage på det, så har jeg jo bare været bange for at miste min far igen”