Hårdere straffe giver mere prestige: Hummelgaards lovforslag er en fuser

“I Spanien får du tæsk, i Tyskland bruger de droner og robothunde, og i Sverige har de et

dedikeret graffitipoliti. Men vi tog derhen alligevel." 

Sådan lyder det fra Pedram, der i årevis rejste rundt for at male ulovlig graffiti på toge. I dag ejer han en graffitibutik i Aarhus og følger stadig miljøet fra sidelinjen. Men når hverken tæsk, droner, robothunde eller kæmpebøder afskrækker Pedram – kommer regeringens trussel om fængsel så til det?

Regeringen har nemlig fremlagt en ny tryghedspakke: "Et trygt Danmark for alle", hvor de med 15 nye tiltag vil gøre det tryggere at være dansker. Alt fra at få voldtægtsdømte ud af

nattelivet og mere overvågning – til det, artiklen handler om: strafskærpelse til fængselsstraf ved første lovovertrædelse af graffiti på offentlige transportmidler. Tiltaget blev diskuteret i folketingssalen tilbage i maj, hvor Peter Hummelgaard forklarede, hvad der ligger til grund for denne strafskærpelse.

Det koster samfundet store summer. DSB bruger årligt 24 mio. kr. på at fjerne graffiti – ud over udgifterne ved at tage togene ud af drift til rengøring. Med strafskærpelsen vil de sende et tydeligt signal om, at det er uacceptabel adfærd. Hummelgaard uddyber: "Som i øvrigt også bidrager til utryghed. Det er der jo lavet omfattende studier af. Det er mit håb – og det er et håb – at det vil forebygge og forhindre flere i at overtegne vores busser og vores toge."

Spørgsmålet er så: Kommer regeringens strafskærpelse til at have den tilsigtede effekt? For at undersøge regeringens argumenter og præmisser for strafskærpelsen har vi talt med tre eksperter, to retsordførere, der henholdsvis stemte for og imod, samt en tidligere graffitimaler. Lad os dykke ned i det.

Kommer strafskærpelsen til at forebygge og forhindre graffiti på offentlige transportmidler?

Du skal ikke tro, du skal vide, siger et gammelt ordsprog. Og derfor kan det undre kriminolog David Sausdal, når Peter Hummelgaard blot håber, at tiltaget vil forhindre og forebygge, når man ved fra forskningen, at strafskærpelse absolut ikke vil virke i dette tilfælde.

"Det er en doven automatreaktion fra retspolitisk side at satse på fængsel som løsning. Det er ligefrem kontraproduktivt og giver et samfund, der er mere forrået – hvor kriminaliteten vokser i stedet for at falde. Det er ærgerligt, at man ikke har større kreativitet.”

Tidligere graffitimaler Pedram er enig i, at hårdere straffe ikke vil have nogen effekt i miljøet, og fortæller: "Sporten bliver bedre af, at det bliver sværere. Det går jo ud på at lave noget ulovligt uden at blive busted. De lande, hvor vi tager hen og maler nogle gange, har meget højere straffe end herhjemme – og man tager jo stadig dertil."

Erik Hannerz, som er en førende international ekspert i graffiti, genkender Pedrams udtalelser og fortæller: "Det er fuldstændig korrekt og en god pointe. At male de her toge i lande med ekstremt hårde straffe svarer til at bestige Mount Everest – det giver status. I New York har de ekstrem overvågning og hård straf, og der maler folk stadig togene.”

“Graffitimiljøet er lynhurtigt til at finde nye løsninger – og det er sådan subkulturer fungerer. De bygger på forskellige begrænsninger, og derfra udspringer kreativiteten. For 15 år siden skulle man måske bruge 10-15 minutter på at male et S-tog, men i dag – med øget overvågning – har man måske kun 5 minutter. Graffitiindustrien har udviklet sig: Nu har man spraydåser, der kan male en vogn på halvandet minut – og det fandtes ikke før. Graffitimalerne kommer ikke til at holde op med at male, bare fordi straffen bliver hårdere. Jo mere pres du ligger på subkulturer, jo stærkere bliver de. Det er ret indlysende."

Fra politisk side er retsordfører for Venstre, Preben Bang, dog uenig. De stemte for forslaget, men da vi henvendte os for at tale om regeringens argumenter og præmisser for strafskærpelsen, fik vi blot en generel holdning: "Straf har en præventiv virkning overfor andre mulige ligesindede. Uden straf bliver graffiti legaliseret og dermed om sig gribende."

Hos Enhedslisten stemte de imod forslaget. Retsordfører Rosa Lund er uenig i, at hårdere straffe skulle have nogen præventiv virkning på den slags kriminalitet. Hun mener ikke, det vil forebygge, forhindre eller skabe mere tryghed: "Højere fængselsstraf for graffiti på togstationer er uproportionelt. Straffens længde står ikke mål med den kriminalitet, der er begået."

Er graffiti utryghedsskabende?

Når Peter Hummelgaard hævder, at graffiti "i øvrigt også bidrager til utryghed. Det er der jo lavet omfattende studier af", er det fordi, at han køber sig ind på "The broken window theory", siger professor i sociologi Sune Qvortrup.

"Når omgivelserne er fyldt med graffiti, sender det et signal om, at der ikke hersker orden – at stedet er ureguleret og derved utrygt ifølge teorien."

Sune erkender, at graffiti godt kan skabe en subjektiv følelse af utryghed – men at det kan diskuteres, om der objektivt er utrygt.

Det hæfter David Sausdal sig særligt ved: "Hele præmissen for, at graffiti skulle være utryghedsskabende og en katalysator for kriminalitet, har jeg svært ved at se belæg for. Der findes ikke dokumentation for, at graffiti er utryghedsskabende – det er mere en politisk læsning end en faktisk realitet."

 Man skelner mellem at være og at føle sig tryg – objektiv og subjektiv tryghed. Den objektive tryghed henviser til den faktiske risiko for at blive udsat for kriminalitet, mens den subjektive henviser til folks følelse af tryghed.

"Når vi taler om utryghed i Danmark, handler det oftest kun om den subjektive tryghed. I det felt er der stor fare – samt politisk mulighed – for at være medskaber af folks utryghed. Vi skal huske, at hvis vi lærer hinanden, at det er meget utrygt at gå til venstre i stedet for højre, så synes vi, at det er utrygt. Både den siddende og den forrige regering har gjort tryghed til en platform, vi skal stå på. I det ligger der en fortælling om, at der er store problemer med utrygheden derude – og det passer simpelthen ikke. Deres politik hjælper ikke folk til at leve et tryggere liv – tværtimod kan det gøre folk mere usikre og bange," siger David Sausdal.

Kommer samfundet til at bruge færre penge på graffiti med strafskærpelsen?

En af hovedargumenterne for strafskærpelsen er, at flere trafikselskaber bruger uforholdsmæssigt mange penge på at fjerne graffiti. Men Erik Hannerz køber ikke præmissen om, at det økonomisk vil blive billigere: "Hårdere straffe betyder, at graffitimalerne kommer til at organisere sig bedre – og det koster samfundet endnu flere penge."

Han undrer sig samtidig over, at Danmark ændrer kurs. Danmark har haft en langt mere pragmatisk og effektiv tilgang til bekæmpelse af graffiti – målt på udgifter – i modsætning til nabolandene Sverige og Norge. 

“Her har man haft nultolerance, hård straf, øjeblikkelig fjernelse af graffiti og overvågning – som har kostet milliarder at opretholde. Hvorimod man i Danmark har haft en langt mildere politik, hvor man har benyttet sig mere af at vaske togene – hvilket er langt billigere."

"Så hårde straffe vil absolut ikke løse det økonomiske problem. Det er nærmere kontraproduktivt – og som i Stockholm får du endnu mere graffiti. Samtidig sender du unge i fængsel, hvilket ender med at koste samfundet en masse penge."

Rosa Lund er enig: "Det er pisse dyrt at smide folk i fængsel – og vi har i øvrigt heller ikke nogen fængselspladser."

Hvis ikke hårdere straf virker – hvad gør så? 

"Man kan skære hænderne af folk," siger Erik kækt, og Sune og Pedram følger ironisk med i ekstremerne.

 "Man kan gøre som i Singapore – et superovervåget samfund, hvor du ikke engang må smide et tyggegummi," siger Sune.

"Gør det fuldstændig lovligt – så er der ikke nogen, der gider male togene," siger Pedram.

David bringer samtalen tilbage til en realistisk kontekst i dansk sammenhæng: "Når vi tænker kriminalitet, må vi erkende, at der altid vil være folk, som lever på kanten af loven. Vi må finde måder at leve med det på – hvor vi kan begrænse det. Derfor skal vi i højere grad forsøge at forstå, hvad der har ledt dem til den opførsel – for at kunne hjælpe."

Erik efterlader kækheden og fortæller om en metode, han har arbejdet med, der sjældent bliver nævnt, når man snakker om løsninger: "Selektiv buffing. Det går ud på, at man mindsker graffiti nogle steder ved at lokke det til andre – og dermed reducerer omkostningerne. Kigger man på Strøget, fjerner man graffiti næsten med det samme. Men bevæger du dig nogle gader væk, sidder der tags, som har været der i 5-6 år. Det får graffitimalerne til at søge mod de områder, hvor graffitien ikke fjernes så hurtigt. Det handler om at forstå graffitiens logik – og bruge de dele, man mener tilføjer noget positivt."

"Når det gælder graffiti på togene, vil jeg mene, at den bedste måde at håndtere det på er at finde den billigste løsning til at holde dem rene – og så gøre det. Der findes ingen universel løsning, men når det gælder subkulturer, må vi prøve at arbejde med dem i stedet for imod dem. Og som sagt: Jo mere pres du ligger på subkulturer, jo stærkere bliver de."

Rosa Lund appellerer til en anden slags løsning – en såkaldt restorativ tilgang, hvor man rydder op efter den kriminalitet, man har begået: "Det tror jeg vil have en mere pædagogisk effekt. Derudover er det ikke graffitien, der gør én utryg – men mænd, der catcaller, hvis man tager toget alene om aftenen som kvinde. Derfor skal der være tryghedsvagter på stationerne. Det, at der er nogle andre mennesker, gør det trygt."

Kommer regeringens strafskærpelse til at have den tilsigtede effekt?

Regeringens præmisser er svære at se holde i retten. Det er både vanskeligt at argumentere for, at graffiti er direkte utryghedsskabende, regningen bliver ikke mindre, og det kommer heller ikke til at forhindre eller forebygge graffiti på togene – fordi graffitikulturen netop trives i begrænsninger og det ulovlige. Regeringens tiltag bliver højst symbolpolitik.

"Hvis man ikke forstår spændingerne i graffitimiljøet, kan man godt komme til at lave sådan nogle strafskærpelser. Det ser også vældig fint ud politisk, men man skaber et hårdere miljø – fordi det grænseoverskridende bliver styrket," siger Sune Qvortrup.

"Retspolitik er i højere grad bare blevet symptombehandling. Vi sætter ind efter, at folk har oparbejdet en kriminel løbebane – og så truer vi med bål og brand. Men vi ved fra forskning, at det har en meget lille effekt. Det kan føles godt fra politisk side – man fremstår handlekraftig og villig til at slå hårdt ned – men i sidste ende er det retspolitisk skuespil," siger David Sausdal.

Hverken tæsk, droner, robothunde, kæmpebøder eller nu fængselsstraf vil afskrække Pedram: "De vil lave symbolpolitik – lad dem gøre deres ting."