Helle Madsen overlevede tsunamien, der ramte Thailand i 2004: Det er her, jeg dør, tænkte jeg.
I 2004 var Helle Madsen sammen med sin mand og to små piger rejst til Thailand, der skulle være deres livs ferie. Det viste sig at blive det modsatte, hvor kampen om livet, var alt der galt. For det Thailandske paradis, blev ramt af en tsunami.
Det er her, jeg dør, tænkte jeg. Jeg blev kappet af bølgen og revnet ned under vandet.
Det skulle være vores livs rejse med pigerne. Seks uger taget ud af skolen. Der var lektier i bagagen - Der var styr på det hele. Vi rejste rundt i Thailand og var på trekking-ture, på sea-safari og på storbys-ferie. Det var en fantastisk tur.
Vi boede i bambushytter i Khao Lak. Et megalækkert sted, som var helt ud til vandet. Mine to piger på 7 og 9, min mand Torben på 46 og jeg sad og nød morgenmaden d. 26. januar 2004, men pludselig hørte vi noget tumult, og jeg løb ned på stranden.
En Østrigsk mand sagde, at en tsunami er på vej, men det ord kendte jeg ikke. Det havde jeg aldrig hørt før.
Så sagde manden, at vi skulle væk, nu!
Torben tog pigerne med op til receptionen, der lå oppe ad nogle trapper. Jeg løb til hytten for at tage vores værdigenstande. Det skulle jeg aldrig have gjort.
På vej op mod receptionen, hørte jeg noget larme. Det lød som et tog, der kom buldrende. Jeg kiggede tilbage og så en kæmpe mur, der kom væltende.
Tsunamien ramte mig. Det er her, jeg dør, tænkte jeg.
Jeg blev trukket med vandet et par hundrede meter ind i et skovområde, hvor jeg greb fat i en lian, som jeg brugte til at kravle op i et træ. Jeg råbte på Torben. Jeg råbte, men kunne ikke høre andre end dem, der også var fanget skoven. Et barn råbte på sine forældre. Det var frygteligt.
Efter noget tid kaldte jeg på de andre i skoven, men de turde ikke gå med op i receptionen.
Da jeg så min familie, blev jeg enormt glad. Jeg var så chokeret. Jeg kunne bare konstatere, at jeg indtil videre har reddet livet.
Vi kom hjem til Danmark. Der gik mange dage, hvor alting føltes lige meget. Jeg havde ikke lyst til at lave mad. Vi havde ikke lyst til noget som helst. Vi var i chok - hele familien. Det var frygteligt. Vi har jo selvfølgelig gået til psykolog, men det har sat dybe spor og været svært at komme igennem.
På et tidspunkt må du sige til dig selv: Nu skal jeg bare leve så godt, jeg kan, og have det bedste ud af hverdagen. Det er ikke noget, jeg tænker på hver dag, men det er ikke noget, man vokser fra. Man lærer at leve med det.
